En ”lyseblå” DF- mekaniker trækker i regeringens bremse

René Christensen er Dansk Folkepartis hovedforhandler til efterårets tovtrækkeri om skat, bilafgifter og finanslov. Som uddannet automekaniker hører han til de få ikke-akademikere, der de senere år har lagt arm om finansloven, og så er han mere blå end andre DF’ere og uden Kristian Thulesen Dahls hang til gul seddel-iscenesættelse

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, i politikeruniformen jakke og slips. I sit tidligere arbejdsliv som først automekaniker og værkfører og siden efterskolelærer har han gået i en noget anden slags tøj til hverdag. ”Det, der har drevet mig, har været, hvad jeg har haft lyst til,” siger han.
Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, i politikeruniformen jakke og slips. I sit tidligere arbejdsliv som først automekaniker og værkfører og siden efterskolelærer har han gået i en noget anden slags tøj til hverdag. ”Det, der har drevet mig, har været, hvad jeg har haft lyst til,” siger han. . Foto: Emil Kastrup Andersen.

Det hele er gået i stå, siger René Christensen.

Ja, forhandlingerne om nye bilafgifter er slet ikke kommet rigtig i gang, synes Dansk Folkepartis finanslovsordfører og hovedforhandler til efterårets politiske styrkeprøve om finanslov og skattereform. En styrkeprøve, som allerførst handler om, hvor høj prisen i fremtiden skal være på et firhjulet køretøj og især, hvordan den pris skal beregnes.

”Nu nærmer vi os jo snart, at der er gået en måned, siden det her startede,” siger René Christensen og tilføjer:

”Det er lidt skørt, for bilafgifter er ikke noget, man taler om. Bilafgifter er noget, man gør. Det er klart, at bilmarkedet stopper jo fuldstændig, når man begynder at snakke om, at noget skal være billigere, for hvorfor så købe i dag i stedet for i morgen.”

Der kommer formentlig heller ikke en aftale om en ny registreringsafgift i den her weekend. René Christensen tager i dag til Herning, hvor Dansk Folkeparti holder årsmøde. Mange kendte DF-politikere vil møde op. Folketingsformand Pia Kjærsgaard, udlændingestrammer Martin Henriksen, EU-parlamentariker Morten Messerschmidt og selvfølgelig partiformand Kristian Thulesen Dahl.

René Christensen, partiets hovedforhandler bag efterhånden flere finanslove, er mindre kendt. En mere stille type. Han har hverken gjort sig bemærket ved – som Kristian Thulesen Dahl – at iscenesætte sig som hård finanslovsforhandler, der ankommer til møderne med et tilsyneladende gennemtygget finanslovsforslag fyldt med gule post-it-sedler, eller, som andre DF’ere, med markante udmeldinger på udlændingeområdet.

Han er typen, der i sin seneste Facebook-status først glæder sig over og krediterer Dansk Folkeparti for den lavere asyltilstrømning til Danmark og dernæst får skrevet, at ”vi har samtidig øget bidraget til u-landshjælpen”. Typen, der i telefonen med Kristeligt Dagblad kalder forhandlingerne om afgiftslettelser for ”det der bil-halløj”.

René Christensen overtog i 2013 finansordførerposten efter Kristian Thulesen Dahl, der, indtil han blev partiformand, havde siddet på posten. På flere måder er de to politikere forskellige, men på ét punkt har de måske meget og andet end partifarve til fælles. Forrige år begik statskundskabsprofessor Peter Nedergaard biografien ”Hjemstavnsmanden” om Kristian Thulesen Dahl. René Christensen er også en hjemstavnsmand, men hjemstavnen er i dette tilfælde Falster og ikke jyske Thyregod. På Falster er han født og opvokset, og der bor han i dag. I det såkaldt ”gule Danmark”, hvor Dansk Folkeparti til folketingsvalget i 2015 blev størst. Derimod er i René Christensen i modsætning til både sin partiformand og mange andre folketingsmedlemmer faglært uddannet. Dynamiske effekter, beregningstekniske forudsætninger og andre finansministerielle greb har han måttet lære sig, efter at han kom ind på Christiansborg.

Biler, derimod, har han fin forstand på.

”Jeg vidste allerede i syvende klasse, at jeg skulle være automekaniker,” siger René Christensen:

”Jeg var ikke andet end 17 år, da jeg kom i lære, og endte da også med at være værkfører på et Toyota-værksted, inden jeg blev efterskolelærer.”

Han gik ikke kun op i biler, men også i politik, og på værkstedet blev emnet også flittigt diskuteret. Især udlændingepolitik, selvom det ikke var det, de mærkede mest til på Falster i 1990’erne.

”Og så blev jeg politisk aktiv. Det var egentlig ikke, fordi jeg ville vælges. Det var lidt sjovt. Det var, fordi jeg godt ville tale med nogle politikere. Det, der slog hovedet på sømmet, var en lokal sag, hvor en mand blev stukket ned med kniv, og så stod der i avisen, at gerningsmanden var kendt af politiet og på udgang fra en eller anden institution og havde mange forhold bag sig. Og så sad jeg bare og tænkte på, hvorfor han så rendte rundt, dér, i gågaden klokken otte om aftenen,” siger René Christensen:

”Jeg var på et Nissan-værksted dengang, og vi sad dér i pausen og læste Ekstra Bladet og BT, og det var så nemt, det hele: ’De kan da bare lige…’. Sådan er det jo. Og så tænkte jeg, at ’arg, så nemt er det nok heller ikke’, og tænkte, at jeg da ville melde mig ind i et parti, sådan at man kom tættere på nogle politikere. Så kunne det være, at man fik sagt noget, og de hørte, hvad man sagde.”

René Christensen vidste, at han var borgerlig og ”var inde og kigge, om det skulle være Venstre eller Dansk Folkeparti”, som han siger.

Han kunne godt lide Pia Kjærsgaard og hendes politiske ukorrekthed. Så det borgerlige valg blev DF, et parti, som andre borgerlige de senere år har kaldt ikke-borgerligt qua dets modstand mod for eksempel topskattelettelser og en højere pensionsalder. En modstand, der hører under finansordførerens ressort. I efteråret er hans opgave ligeledes at gøre den endelige skatteaftale mindre liberal, end regeringen ønsker.

Hvad gjorde, at du vidste, at du var borgerlig dengang? Venstre var jo i Uffe Ellemann-Jensens tid et noget andet sted i udlændingepolitikken, så det at være borgerlig må have været mere end bare udlændingepolitik?

”Jaja. Det var også det med, at jeg kom fra en arbejdende familie og syntes – og det synes jeg stadigvæk – at det skal kunne betale sig at arbejde. Jeg er tilhænger af velfærdssamfundet, og at vi har den forsikringsordning, men man skal altid huske, at vi ikke har det her velfærdssamfund, hvis vi ikke også har det private arbejdsmarked. Vi lever af at beskatte det private,” siger René Christensen, der forsikrer, at DF ikke er ”et parti, der er imod skattelettelser”.

Man kan ikke modsige, at da Dansk Folkeparti blev stiftet i 1990’erne, var det med en meget liberalistisk økonomisk politik. Er du blevet mere venstreorienteret på fordelingspolitikken med årene?

”Nej, det synes jeg egentlig ikke, at jeg er. Jeg ville være meget ked af at blive kaldt venstreorienteret, for det er jeg ikke. Men hele samfundet er jo, både på udlændingepolitikken og for den sags skyld på den økonomiske politik, flyttet tættere ind på midten. Det er jeg selvfølgelig også.”

René Christensen har som finansordfører da også vedtaget ”blå” finanspolitik som kontanthjælpsloft, omprioriteringsbidrag for kommunerne og sænkninger af registreringsafgiften på biler. Selv kalder han sig ”lyseblå”. Andre medlemmer af Dansk Folkeparti er ”lyserøde”, siger han og fastslår, at det er værdipolitikken, der gør DF’ere til DF’ere. Han medgiver også, at posten som finansordfører måske har været sværere for ham, end det var for den akademisk uddannede Kristian Thulesen Dahl. Men, siger han, ”jeg læser mine lektier”.

”Jeg er ikke mere stolt, end at jeg også nogle gange tør ringe over til ministeriet og sige: ’Ved I hvad, det der forstår jeg simpelthen ikke – hvad er det lige, der står der?’. Der er jo fantastisk service, der er intet problem i det, og så får man det fortalt. Det værste er, hvis man ikke får det gjort. Så er du lige pludselig hægtet af og sidder til et møde og aner ikke, hvad der bliver snakket om. Du er nødt til hurtigt at række fingeren i vejret og sige, ’det bliver du nødt til at sige en gang til’.”

Men, siger han også, ”som politiker skal man også passe på med ikke at blive styret af, hvad maskinen siger – vi skal også være styret af, hvad vi vil, og hvorfor vi er her.”

”Nogle gange skal man også bruge sin sunde fornuft,” siger han og bruger begrebet ”arbejdsudbud” og Finansministeriets beregninger af effekten herpå fra lavere bilafgifter som eksempel:

”Så siger Finansministeriets regnemaskine, at hvis en Volvo kostede 400.000 i går og koster 380.000 i morgen, så vil ham tømrersvenden, der går derude og slår søm i, sige, at ’nu vil jeg godt arbejde nogle flere timer, for så er jeg kommet tættere på den der Volvo’. Jeg tror simpelthen ikke på den ligning. Regnemaskiner bliver sådan en sandhed, men de regner jo efter det, du har lagt ind i dem,” siger han.

Ikke mere snak om finansbegreber. Der står mere end bilafgifter på spil for René Christensen i det her efterår. Der er kommunalvalg, han er viceborgmester i Guldborgsund Kommune og går efter borgmesterposten til november. Skulle det ske, ”vil jeg køre fuldt dobbeltmandat”, siger han, inden han afbryder sig selv og griner.

”Nej, ha! Selvfølgelig ikke. Så vil jeg selvfølgelig stoppe på Christiansborg.”

Der er blevet tegnet et billede af det såkaldt gule Danmark som steder, der sakker bagud. Pia Kjærsgaard (DF) har talt om et Danmark, der risikerer at blive delt i to. Men vi kan i dag se, at for eksempel lønmodtagerbeskæftigelsen går frem i både Region Sydjylland og i Region Sjælland. Er DF måske endt med at tale de dele af Danmark længere ned, end de er?

”Nej, altså, jeg gør jo en stor dyd ud af at tale det op. Selvfølgelig fordi jeg selv kommer derfra og hverken opfatter det som det ene eller det andet. Jeg opfatter det som verdens bedste sted at bo, og det tror jeg, at de fleste, der bor der, gør. Jeg tror også, at rigtig mange, der bor på Nørrebro, synes, det er et rigtig dejligt sted at bo, og så er der nogle udfordringer,” siger René Christensen.

På Falster består udfordringerne blandt andet i lave boligpriser og tilflytning af borgere på overførselsindkomster, for ”man er jo ikke stavnsbundet til en kommune, fordi man får førtidspension”, siger René Christensen.

”Derfor kan man jo godt flytte til Lolland, Guldborgsund eller Langeland, og selvfølgelig må man det. Det kan jeg godt forstå. De står og kigger på en treværelses lejlighed inde i København, og så siger de, ’den koster 4,2 millioner kroner. Skulle jeg ikke flytte et sted hen, hvor jeg kunne få et dejligt parcelhus fra 1970’erne til 1,2?’.”

Det er en problemstilling, borgmesteren i Lolland Kommune tidligere har adresseret i denne avis. Men René Chrtisensen mener, at Lolland-borgmesteren skal ”passe på, at man ikke taler sig selv ned i et fuldstændig sort hul”.

”Så ringe er det ikke,” siger René Christensen og tilføjer, at han samme dag har set en liste over, ”hvor de rigeste mennesker i Danmark bor”.

”Guldborgsund Kommune ligger på en 85.-plads (ud af 98 kommuner, red.). Det er da ikke helt nede i bunden, altså. Der bor også nogle, der kan noget.”