En måned senere end forventet er 3,5 millioner revaccineret

Sundhedsstyrelsen havde et mål om, at 3,5 millioner danskere skulle være revaccineret inden nytår.

På et pressemøde 13. december fortalte direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, at personer over 40 år kunne få deres tredje vaccinestik tidligere.
På et pressemøde 13. december fortalte direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, at personer over 40 år kunne få deres tredje vaccinestik tidligere. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Mere end 3,5 millioner danskere er nu blevet revaccineret.

Det fremgår af en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) tirsdag.

3.509.730 danskere - svarende til 59,7 procent af befolkningen - har fået det tredje stik med en vaccine mod covid-19.

Sundhedsstyrelsens mål var ellers, at man havde nået 3,5 millioner revaccinerede inden nytår.

På et pressemøde 13. december sidste år, hvor sundhedsmyndighederne oplyste, at det tredje stik til personer over 40 år blev fremrykket, fortalte direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm om myndighedernes mål for tilslutning.

- Der var rigtig mange i målgruppen, som fik deres vaccination hen over sommeren. Det er den meget store gruppe, der udgør knap 1,5 millioner mennesker, som vi har fremrykket.

- Vores mål - og vi håber på stor tilslutning - er, at alle de personer er vaccineret inden nytår. Så det er samlet 3,5 millioner personer, som revaccineres inden nytår, sagde han.

Altså når man målet lidt mindre end en måned senere end planlagt.

På daværende tidspunkt - 13. december 2021 - var omkring 1,2 millioner danskere blevet revaccineret.

Fra 17. januar skete der en ændring i coronapasset, som var vedtaget af Folketingets Epidemiudvalg.

Epidemiudvalget besluttede at forkorte coronapassets varighed til fem måneder for personer, der ikke havde fået tredje stik.

Inden da gjaldt coronapasset i syv måneder efter andet stik.

Siden mandag har yderligere 16.081 personer fået tredje stik.

Alle personer over 18 år kan få tredje stik med en vaccine mod coronavirus.

Personer med et svært nedsat immunforsvar er nu også blevet tilbudt et fjerde stik.

For den gruppe skal der dog være gået mindst tre måneder fra det tredje stik.

Gruppen med stærkt nedsat immunforsvar var også de første, der fik tilbudt tredje stik.

/ritzau/