Prøv avisen
Interview

Hanan måtte forlade sine ældste børn i kampen for frihed

”Den muslimske verden er på mange måder mangfoldig og rig, men den har også en del sygdomme, der spænder ben for udviklingen,” siger den syriske flygtning Hanan al-Daher, der er bogaktuel sammen med folketingsmedlem Naser Khader (K), som ses i forgrunden. Foto: Jens Welding Øllgaard

Da Hanan al-Daher flygtede til Danmark fra Syrien, forlod hun islam. Men hun forlod også sine to ældste børn. Sammen med folketingsmedlem Naser Khader (K), der selv er født i Syrien, fortæller Hanan i en ny bog historien om sin kamp for frihed

Under lange, sorte øjenvipper flakker de brune øjne. Som en flod, der langsomt går over sine bredder, fyldes hendes øjne med tårer.

Hun forsøger at tale, men stemmen knækker over. Hun giver op og begraver grædende ansigtet i sine hænder. Hun retter sig op, tager en dyb indånding og forsøger igen.

”Jeg vil så gerne være sammen med dem, men jeg føler mig fanget mellem to vanskelige valg. Børnene her eller børnene der.”

Hvis vi spoler 45 minutter tilbage, smiler Hanan al-Daher ved interviewets begyndelse. Den skarpe septembersol fylder lokalet og bringer kastanjebrune nuancer frem i hendes mørke, kraftige hår, mens hun lidt genert svarer på spørgsmålene på arabisk, hvorefter mellemøstekspert og folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti Naser Khader oversætter til dansk.

Hanan al-Daher er syrisk flygtning, og sammen med Naser Khader har hun netop fået udgivet bogen ”Hanan Syrien – Mit møde med en stærk kvinde fra mit fødeland”. Det er historien om den 37-årige kvinde, der har oplevet den syriske borgerkrig på tæt hold, men det er også fortællingen om familiens sorte får, der forlod sit tvangsægteskab, insisterede på at tage en uddannelse og i 2014 flygtede til Danmark, hvor hun smed tørklædet.

Hvad vil du gerne opnå med bogen, Hanan?

”Det er vigtigt, at danskerne ved, at der er mange slags syrere. Vi er ikke alle sammen dårlige mennesker. Vi er nogen, der godt kan lide at være her. Vigtigst er det, at danskerne får at vide, hvad der sker af forfærdelige ting i Syrien.”

Hanan al-Daher skrev første gang til Naser Khader på 10-årsdagen for Muhammed-tegningerne den 30. september 2015.

Hun tænkte, at han, ligesom hun selv, var optaget af syrernes frihed og kampen mod Assad og islamisme. Khader, der selv har syrisk-palæstinensisk ophav, blev især opmærksom, da Hanan, der på Facebook kaldte sig Hanan Syrien, fortalte, at hun var fra Taldou i regionen Houla i det nordlige Syrien. I maj 2012 blev 108 civile i Taldou slået ihjel af præsident Assads styrker. Den dag mistede Hanan 12 familiemedlemmer, og hun måtte se til i rædsel, da billeder i fjernsynet viste hendes søster og tre nevøer og niecer på tre, fem og seks år skudt ned i deres hjem.

Naser, hvorfor fik du så stor interesse for Hanans historie, at der skulle komme en bog ud af det?

”Hanans historie er også historien om Syrien. Hendes frihedstrang og fokus på det religiøse hykleri gjorde mig nysgerrig. Jeg ville gerne bakke op om den frihedskamp, som hun har været i gang med, siden hun var barn. Jeg kender Syrien, og jeg kan stille de rigtige spørgsmål. Jeg har været fødselshjælper til fortællinger, der ellers ikke ville være kommet frem.”

Hanan har fra barnsben haft diskussioner med sine forældre om, hvorvidt hun skulle gå med tørklæde, om hun måtte studere, og hvordan hun kunne færdes i det offentlige rum. Hun brød til familiens skræk sin første forlovelse, men endte alligevel i et tvangsægteskab med en voldelig mand. Da hun blev skilt fra sin første mand og giftede sig med sin anden, mistede hun i kraft af sharialoven retten til at se sine to børn.

Hvilken rolle spiller religion for dig i dag, Hanan?

”Religion betyder ikke noget for mig. Jeg er ikke imod religion generelt, men jeg er imod religion, når det undertrykker.”

Sammen med sin anden mand, en iraker, der siden 1986 havde opholdt sig i Danmark, fik hun sine to yngste børn. Da urolighederne i Syrien intensiveredes, og konflikten ved Hanans ægteskab mellem en sunni- og en shia-muslim blussede op, tog Hanans mand børnene med til Danmark. I 2014 satte Hanan for første gang fødderne på dansk jord.

Hvad vil du gerne opnå i Danmark, Hanan?

”Jeg vil gerne aflevere mine børn i dagsinstitution om morgenen, gå på arbejde, hente dem om eftermiddagen og tage hjem og være sammen med dem. Det er simple drømme, men det er svært. På længere sigt vil jeg gerne studere videre og blande mig i debatten, men lige nu handler det om at finde et arbejde.”

Da Hanan kom til Danmark, smed hun næsten øjeblikkeligt sit tørklæde for bestandigt. Hun blev også skilt fra sin anden mand, begyndte i sprogskole for at lære dansk og startede i praktik. Hun stiftede også bekendtskab med andre flygtninge, der har boet i Danmark i mange år. Mange var forundrede over, at hun prøvede at få et arbejde og ikke en førtidspension. De beskyldte Hanan for, at hun ved at smide tørklædet fornægter sin baggrund for at tilfredsstille danskerne. Et fænomen, som fortælleren i bogen, Naser Khader, nikker genkendende til.

I bogen reflekterer du også over begivenhederne, Naser. På den måde handler bogen ikke kun om Hanan, men også om dig. Så hvorfor skal vi have det med?

”Bogen handler også om, hvordan vi tager imod flygtninge og integrerer dem. Og der har jeg nogle erfaringer, jeg kan dele ud af.”

Kan man så ikke sige, at du bruger Hanans historie som empirisk bevis for dine egne holdninger?

”Jo, og jeg blev glad for at møde en, der er på bølgelængde med mig. Hanan er født i ufrihed og har oplevet undertrykkelsen på egen krop, og det virker meget stærkere og troværdigt, når hun siger, at hun er imod tørklædet, end når jeg siger det.”

Selvom Hanan havde lyst til at blande sig i debatten om islam, da hun boede i Syrien, var det for farligt. Derfor opfandt hun alter ego’et Josef, som hun brugte til at ytre sine islamkritiske holdninger på Facebook med.

Hanan, nu står du frem med eget navn og ansigt. Har du nogen betænkeligheder ved det?

”I dag er der ingen grund til at skjule sig bag Josef eller benægte ham. Nu er Josef og Hanan genforenet. Andre flygtninge og muslimer vil muligvis blive vrede over nogle af de ting, jeg skriver, men de er allerede vrede over de ting, jeg hidtil har gjort.”

Spørgsmålet, der frembringer Hanans tårer, er, om hun vil vende tilbage til Syrien, hvis der en dag bliver fred i landet igen. Prisen for hendes frihed i dag er afskeden med hendes ældste børn, der stadig er i hjemlandet.

Hvad er det gode liv for dig, Hanan?

”Det vigtigste er at kunne vælge selv uden frygt for noget.”