Mattias Tesfaye (S) var faktisk slet ikke i tvivl, da Kristeligt Dagblad spurgte ham.
I slutningen af 2018 var det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken til forhandling, og i centrum stod ønsket om at sætte massivt fokus på hjemsendelser af flygtninge. Især de mange syrere, som siden 2015 var kommet til Danmark, skulle tilbage, når forholdene i hjemlandet tillod det.
”Vi er inde ved det helt centrale i flygtningeproblematikken her. Lykkes det ikke at sende syrerne hjem, mens de er her på en midlertidig beskyttelsesordning, er flygtninge vel reelt blevet til indvandrere,” sagde Mattias Tesfaye.
Senere satte han yderligere trumf på:
I januar 2019 kom det frem, at kun 28 ud af i alt 250 udlændinge, der havde fået inddraget deres opholdstilladelse, rent faktisk havde forladt Danmark. Et tal så beskedent, at det helt rykkede ”bukserne af udlændingepolitikken” ifølge Tesfaye.
Dengang var han en bekymret udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet.
I dag er han minister på selvsamme område, og piben har fået en anden lyd. Regeringen vil ikke længere sende afviste syrere hjem, selvom Flygtningenævnet mener, at det godt kan lade sig gøre, hvis hjemsendelsen vel at mærke er til Damaskusområdet.
Samtidig viser antallet af inddragede opholdstilladelser og en ny liste oversendt til Folketinget, at paradigmeskiftet har det særdeles svært i mødet med virkeligheden. Det er den opsigtsvækkende konklusion fra en række af landets førende eksperter på området, som Kristeligt Dagblad har talt med.
En række elementer er afgørende for at forstå, hvorfor paradigmeskiftets ambitioner om flere hjemsendelser ikke er helt ligetil. Det kræver lidt talgymnastik og teknik at forklare:
Paradigmeskiftet handler helt forenklet om, at flygtninge skal sendes hjem, så snart sikkerheden i deres hjemland tillader det. Mindre fokus på integration og mere fokus på udsendelser, kort sagt.
Skal det lykkedes, kræver det, at eksempelvis syriske eller somaliske flygtninge får frataget deres opholdstilladelse og dermed mulighed for beskyttelse i Danmark – hvis forholdene i deres hjemlande altså er til det. Alligevel viser de nyeste tal fra Udlændingestyrelsen, at antallet af inddragede opholdstilladelser er halveret på et år. Fra 463 i 2018 til 227 i 2019.
Hvis man får inddraget sin opholdstilladelse – eller slet ikke får asyl i første omgang – skal man som udgangspunkt forlade Danmark. Men her kommer den førnævnte nye liste, der i februar blev oversendt til Folketinget, ind i billedet.
Listen viser to afgørende ting. Først og fremmest, at regeringen er vendt på en tallerken, hvad angår situationen i Syrien.
Socialdemokratiet har for nuværende helt droppet at sende tvangsafviste syriske asylansøgere hjem. Også selvom Flygtningenævnet i tre principielle prøvesager i december 2019 gjorde det klart, at forholdene i Damaskus-området tillader hjemsendelser.
Samtidig viser listen, at det er nemmere sagt end gjort. En række afgørende lande vil nemlig slet ikke modtage afviste asylansøgere, hvis de ikke selv ønsker at rejse fra Danmark. Det gælder eksempelvis Iran og Irak. Det betyder, at over 550 afviste asylansøgere i øjeblikket befinder sig i en ”fastlåst” position ifølge Rigspolitiet.
Alt i alt konkluderer Sune Haugbølle, mellemøstekspert og professor på Roskilde Universitet, på baggrund af oplysningerne, at ”paradigmeskiftet på mange måder er strandet”.
Han mener, at halveringen af inddragede opholdstilladelser er et eksempel på, at paradigmeskiftet i praksis har det svært.
Internationale konventioner gør det nemlig klart, at man ikke kan ophæve opholdstilladelser fra eksempelvis syrere eller somaliere, hvis de er politisk forfulgte, ligesom de heller ikke kan sendes hjem til borgerkrigslignende forhold.
”Det er nemmere sagt end gjort at sende folk hjem. Det kan godt være, at man har lavet et paradigmeskifte, men man skal stadig overholde internationale konventioner. Især princippet om, at man ikke må sende flygtninge til en konflikt, hvor de er i fare. Hvis paradigmeskiftet skal forstås som en grundlæggende kursændring, der fører til reelle og konkrete handlinger, kan vi konstatere, at det ikke er sket endnu.”
Jens Vedsted-Hansen, professor i udlændingeret på Aarhus Universitet, mener også, at man efterhånden kan rejse et helt fundamentalt spørgsmål om paradigmeskiftet: ”Kan vi overhovedet komme af med dem, der får inddraget opholdstilladelsen?” spørger han.
”Paradigmeskiftet hviler på en forventning om, at folk rent faktisk kan sendes hjem. Det er real life-testen af den lovændring. Hvis det ender med, at man bare inddrager flere opholdstilladelser, fordi man ikke skal tage ret meget hensyn til pågældendes integration, men at man ikke kan komme af med folk, har man et stort problem,” siger Jens Vedsted-Hansen.
Når det er opsigtsvækkende, at regeringen ikke vil sende syrere hjem, skyldes det ikke kun, at Tesfaye i 2018 kaldte det ”helt centralt”, at syriske flygtninge ikke med tiden blev til indvandrere. Det skyldes også, at Danmark indtil for ganske kort tid så ud til at blive det første land i Europa, der rent faktisk ville tage det drastiske skridt at hjemsende afviste asylansøgere til Syrien. Et scenarie, som eksempelvis De Radikale og Enhedslisten har kritiseret kraftigt. Men altså også en mulighed, der retsligt er stadfæstet af Flygtningenævnet.
Netop derfor er valget om ikke at hjemsende interessant, mener Peter Starup, lektor i udlændingeret fra Syddansk Universitet.
”Hvis ikke man rent faktisk hjemsender, var der jo ingen fidus i at lave paradigmeskiftet til at begynde med.”
”Når der er en afgørelse fra Flygtningenævnet, som stadfæster, at man godt kan inddrage (opholdstilladelser fra visse syrere, red.), skal det effektueres, hvis ikke skal ende med, at folk sidder i fastlåste udsendelsespositioner,” siger Peter Starup.
Kristeligt Dagblad ville gerne have haft en kommentar fra Mattias Tesfaye. Han skal i dag i samråd om netop hjemsendelser af syrere, men vil ikke stille op til interview. Ifølge udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S) har regeringen stadig en ambition om at sende syrere hjem.
”Men vi kan ikke, fordi vi samarbejder med vores allierede om at håndtere situationen med Assad (Syriens diktator, red). Den fælles forståelse blandt de vestlige lande er, at ham samarbejder man ikke med. Den aftale står vi fast på.”
Så I vil rigtig gerne sende syrere hjem, men I vil så alligevel ikke på grund af Assad. Er det rigtig forstået?
”Jo, det er sådan set rigtig nok. Vi vil gerne.”
Men vil så alligevel ikke, eller hvad?
”Vi vil gerne, men lige nu er det ikke muligt, fordi vi står vagt om den aftale, vi har med vores allierede, og det ville være mærkeligt, hvis et lille land som Danmark går enegang. Imens er det væsentligt at understrege, at udsendte syrere ikke optjener ret til tilknytning til Danmark, mens de er udsendelsesposition, og så pludselig ville kunne blive til indvandrere om fem år.”
Hvad så med de mange eksempelvis iranere og irakere, der ikke kan sendes hjem, og hvor situationen er fastlåst?
”Det er utilfredsstillende, hver eneste gang det ikke kan lade sig gøre at sende folk hjem. Jeg anerkender, at det er svært, men det vigtige er dog, at folk i udsendelsespositioner ikke optjener tilknytning til Danmark og således ikke kan ’vente’ sig til et ophold i Danmark. Det kan de ikke, de skal hjem,” siger Rasmus Stoklund.