En pædagog kan også have brede skuldre og store næver

Livserfarne, rummelige og robuste. Fem opholdssteder for stærkt belastede anbragte børn forklarer, hvorfor vagtfolk, håndværkere og dørmænd kan være blandt de ansatte

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Michael Poulsen, leder af opholdsstedet Fonden Sparta i landsbyen Sunds ved Herning.

Fra hjemmesiden: Vores unge overholder ikke altid konventionerne for almindelig opførsel, og dette kræver en høj grad af vilje, mod, engagement og kreativitet hos vore medarbejdere.

Vi har 75 procent ansatte af pædagoger, lærere og psykologer. Vores mål er, at flertallet af vores ansatte har en relevant uddannelse, men vi bruger også tidligere vagter og dørmænd. De er primært ansat ud fra deres livserfaringer og deres evne til at rumme vores målgruppe. Vi har unge, som er her på grund af personfarlige forhold, så vores personale skal bestå af folk, som kan være i det miljø.

Over for de ansatte, som har en baggrund som for eksempel dørmænd eller er fra militæret, har vi en stor ledelsesopgave, så de ser de unge på den rigtige måde og er klædt på pædagogisk. Hvis for eksempel Emilie om torsdagen får at vide, at hun ikke må komme hjem i weekenden, bliver hun måske uregerlig om fredagen, og så kan nogen tænke, at hendes reaktion er en straf mod os som ansatte. Sådan må du aldrig møde de her unge mennesker, for de er vant til at blive dømt på forhånd.

John Filthuth, forstander på Bakkegården med fire opholdssteder uden for Aarhus.

Fra hjemmesiden: De unge, som indskrives på Bakkegården, har typisk en eller flere anbringelser bag sig. De kan have generelle adfærdsproblemer, er impulsstyrede og ukoncentrerede og har ofte svært ved at begå sig i større grupper.

LÆS OGSÅ: Kritik af upædagogisk praksis over for anbragte børn

Når vi annoncer, får vi 75-100 ansøgninger, men 85 procent af dem er fra tømrere, mekanikere, politimænd og vagtfolk. Vi ansætter pædagoger, men de må gerne have en anden baggrund som eksempelvis murer. Lige nu er vi forbandet heldige og har været det i nogle år med at lykkes med vores strategi om at ansætte pædagoger, for vi har 95 procent faguddannet personale. Det er meget højt, og det har vi fået ros for af tilsynet og af anbringelsesmyndighederne.

Vi lavede en strategi om at udskifte ufaglærte vikarer med faguddannede, simpelthen fordi vi får bedre resultater med de unge. Vi har ikke længere det samme antal magtanvendelser.

Rasmus Bisgaard, forstander på opholdsstedet Hugin & Munin i landsbyen Aalestrup ved Hobro.

Fra hjemmesiden: Målgruppen er kendetegnet ved, at de unge generelt har været udsat for massivt omsorgssvigt fra deres forældre. Målgruppen rummer typisk udtryk for sociale og emotionelle vanskeligheder, brudte skoleforløb, konfliktfyldte forhold til familien samt kriminalitet, vold og misbrug.

Vi har heldigvis ingen problemer med at få ansøgninger fra pædagoger. Fra den 1. juni har vi ansat otte-ti pædagoger, ingen ufaglærte. De fleste af vores vikarer er også pædagoger. Pædagoger i sig selv er ikke vigtige, men når du skal skabe et pædagogisk miljø og arbejde pædagogisk, er der nødt til at være pædagoger ansat.

I 2009 havde vi 40 procent pædagoger, men i dag har vi 70 procent. Hvor vi før bare gjorde noget, tænker vi mere i dag. Vi snakker og snakker og snakker og udfører så først bagefter, og det gør nok, at vi ikke så let træder forkert. Jeg er ikke selv udlært pædagog, men jeg læser op på tingene og får sparring fra mine pædagogkolleger.

Kaj Birkkjær Lauritsen, forstander på den sikrede institution Stevnsfortet.

Fra hjemmesiden: Det interessante er ikke, hvad de unge har gjort, før de kommer på Stevnsfortet, men hvorfor de gjorde det, og hvordan personalet kan hjælpe dem på vej til et bedre liv. For et liv med kriminalitet er ganske enkelt ikke menneskeværdigt.

Vi får masser af ansøgninger, men ud fra en faglig kvalificering har vi svært ved at finde nogen, der kan holde til arbejdet. Mange ansattes sårbarhed smelter efter en periode, for arbejdet kræver, at du er både fysisk og psykisk robust. De sidste fem-syv år er vi blevet klogere og er gået efter fagligt kvalificerede medarbejdere.

Tidligere har vi haft folk, der ikke var pædagoger, som handlede forkert, fordi de ikke forstod de unges adfærd. Hvis du ikke har den viden, der skal til, kan du nemt komme til at bruge forkerte metoder og måske arbejde med konsekvens over for en ung, som i stedet har brug for dialog og forklaringer.

Trine Hounsgaard Pfeiffer, leder på opholdsstedet Kanonen uden for Aarhus.

Fra hjemmesiden: De unge på Kanonen kan være udadreagerende, sårbare og skrøbelige med stort behov for omsorg og støtte og i udpræget grad bruge vold og trusler som udtryksform.

Når man udfører pædagogisk arbejde, skal man være pædagog. Pædagogik er et håndværk ligesom meget andet, og vi har med de dårligste unge at gøre, så vores folk skal vide, hvad de gør.

I 2007 havde vi 30 procent uddannede pædagoger, i dag har vi 79 procent. De resterende 20 procent kan godt være tømrere, slagtere eller fra et vagtfirma, og vi får også rigtig mange uopfordrede ansøgninger fra folk, som ikke er pædagoguddannede. Vi har intet ønske om en 100 procent pædagoguddannet personalegruppe, for de ikke-uddannede giver en god dynamik og kommer med andre spørgsmål til arbejdet.