Prøv avisen
Politisk analyse

En reformepoke er slut i dansk politik

Finansminister Kristian Jensen (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) fremlagde i går ved et pressemøde regeringens 2025-plan og tilbagetrækningsudspil samt Økonomisk Redegørelse. Foto: Jens Dresling/Ritzau Foto

10 år efter den internationale finanskrise, der ødelagde blandt andet den danske økonomi, er regeringen løbet tør for brændstof til den reformmotor, der skal ruste Danmark bedre til fremtiden

Folketingsåret 2016-2017 begyndte og sluttede med en økonomisk 2025-plan.

I august sidste år præsenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sin meget detaljerede helhedsplan for de næste ni års økonomiske politik, men planen kørte fast, og en ny regering blev dannet af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.

Sammen med de øvrige partier tager de i dag fat på den traditionelle afslutningsdebat, og som optakt fremlagde de økonomiske ministre i går endnu en 2025-plan, denne gang med titlen ”Vækst og velstand 2025”.

Måske havde det været mere rammende at kalde det en hensigtserklæring.

I hvert fald indeholder udspillet slet ikke den samme detaljeringsgrad som årets første udspil. Regeringen håber at kunne øge beskæftigelsen med 55.000- 60.000 ekstra job frem til 2025. Det skal ske via fem ”indsatsområder”:

1. Unge skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet.

2. Færre, især indvandrere, skal være på offentlig forsørgelse.

3. Ældre skal fristes til at blive længere på arbejdsmarkedet.

4. Lavere skat skal generelt få flere til at arbejde mere.

5. Kvalificeret udenlandsk arbejdskraft skal have lettere adgang til det danske arbejdsmarked.

Store temaer som for eksempel en skattereform og reform af Statens Uddannelsesstøtte er udskudt til efteråret. Det mest konkrete er et nyt tilbagetrækningsudspil, som skal forhandles med Dansk Folkeparti senere i denne uge. Det skal dels gøre det økonomisk mere attraktivt at vente med at gå på pension eller efterløn, dels gøre det til en rimelig forretning for flere at spare op til pension.

Umiddelbart skulle det være mere spiseligt for Dansk Folkeparti end regeringens tidligere planer om generelt at hæve pensionsalderen med et halvt år.

Det stadig tættere parløb mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er imidlertid stadig den store udfordring for regeringen. Foreløbig vil den kun forhandle en tilbagetrækningsaftale med Dansk Folkeparti, men måske får den senere en stærk ”opfordring” fra sit støtteparti til også at invitere Socialdemokratiet på kaffe.

Umiddelbart vil Dansk Folkeparti ikke være med til nogen revolution af pensionssystemet, og partiet nøler for eksempel over for et forslag om at gøre det obligatorisk for personer på overførselsindkomst at spare op til pension.

Spillet illustrerer, hvor svagt regeringen står, og hvor langt der er til de store forkromede mål om at gennemføre nye reformer, der kan øge udbuddet af arbejdskraft med titusindvis af personer. Et kontroversielt forslag om, at man skal kunne give afkald på efterløn og hæve sin efterlønsopsparing i utide, giver for eksempel blot 700 personer ekstra i arbejdskraftudbud frem til 2025.

Det har ellers netop været den røde tråd i reformpolitikken gennem 10-15 år, at udbuddet af arbejdskraft skulle hæves for at skabe mere vækst og mere velstand. Det er også grundtanken i det nye, men meget ukonkrete udspil.

Finanskrisen for 10 år siden skabte den krisebevidsthed i befolkningen, som først statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og siden statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kunne bruge til at gå ”reformamok”, som den socialdemokratiske statsminister kom til at sige. Behovet for et større arbejdsudbud havde dog ret beset ikke så meget at gøre med finanskrisen som med den demografiske udfordring i, at gruppen af ældre vokser langt mere de kommende år end gruppen af erhvervsaktive.

”Nødvendighedens politik”, kaldte daværende finansminister Bjarne Corydon (S) det, da han skulle retfærdiggøre, at Socialdemokratiet sænkede selskabsskatterne, men i dag er det blevet sværere at få øje på nødvendighederne.

Det Økonomiske Råd, vismændene, advarede i går i deres halvårsrapport ligefrem om, at der er risiko for en overophedning af dansk økonomi, som er ”kommet op i omdrejninger.”

Selv regeringen har svært ved at bevare pessimismen, og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) skæmtede på gårsdagens pressemøde med det gamle, socialdemokratiske slogan om, at regeringen bare vil gøre ”gode tider bedre.”

Finansminister Kristian Jensen (V) sagde meget lidt finansministerielt, at vi kan ”spænde livremmen ud.”

Tallene viser, at selv uden yderligere reformer er der i 2025 et økonomisk råderum på over 35 milliarder kroner. Det beløb vil regeringen gerne hæve til 50 milliarder kroner med sine initiativer.

Hovedargumentet synes at være, at vi ellers sakker yderligere bagud i vækst- og velfærdskapløbet med vores nabolande Tyskland, Sverige og Storbritannien.

Det er imidlertid de to forhold – Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets tætte parløb og den økonomiske fremgang – der gør det nærmest utænkeligt, at regeringen kommer igennem med flere store folkeligt upopulære reformer til gavn for arbejdsudbuddet.

Det betyder ikke, at regeringen nødvendigvis vil lide parlamentarisk skibbrud. Statsministeren har godt nok tidligere sagt, at han ikke ville være statsminister for enhver pris, ligesom Liberal Alliance sidste år gjorde det til et ultimativt krav, at topskatten skulle sættes ned.

I praksis har begge udsagn vist sig at være tomme.

Det største regeringsparti bøjer af for ethvert alternativt flertal – senest har Venstre accepteret at ville stemme for at afskaffe blasfemiparagraffen i straffeloven, ligesom et stort flertal i Folketinget. Og Liberal Alliance byttede det ultimative topskattekrav ud for regeringsdeltagelse og vil øjensynlig strække sig langt i de konkrete forhandlinger, der forestår.

Regeringens svaghed eller positivt udtrykt kompromisvilje øger dens overlevelseschancer, men giver også Dansk Folkeparti en parlamentarisk styrke, der for tiden synes større end på noget tidspunkt under VKO-flertallet i nullerne.

Det relativt store økonomiske råderum, selv uden nye reformer, vil eksempelvis gøre det fristende for Dansk Folkeparti med Socialdemokratiet og fagbevægelsen i ryggen at kræve et væsentligt højere offentligt forbrug end de beskedne 0,3 procent, regeringen lægger op til. Partiet har allerede krævet, at de automatiske krav om rationaliseringer i sygehussektoren annulleres. Det får regeringen svært ved at afvise.

Til gengæld kan det blive en stakket frist, eftersom Dansk Folkeparti må regne med at lande i en parlamentarisk dybfryser i samme sekund, som Socialdemokratiet og Mette Frederiksen måtte vinde et kommende folketingsvalg og få flertal med sit traditionelle parlamentariske grundlag af De Radikale og venstrefløjspartierne.

Imens kan regeringen se tilbage på et folketingsår, hvor den trods alt fik en finanslov i hus med Dansk Folkeparti, fik afskaffet PSO-afgiften og fik løst den store boligskatteknude.

Så regeret bliver der, men den store reformepoke synes forbi i denne ombæring.