Prøv avisen

En sag med store konsekvenser

Sagen om Ghazala Khan, der blev myrdet af sin bror ved banegården i Slagelse, har givet genlyd i Norge, fordi det i Danmark er lykkedes at dømme flere familiemedlemmer i en sag om et såkaldt æresdrab. -- Foto: Scanpix.

Æresdrab: Retssagen om æresdrabet på den pakistanske pige Ghazala har givet genlyd over hele verden, påvirket politiets måde at arbejde på og givet flere indvandrere mod til at tale om tvangsægteskab. Men ifølge eksperter har sagen også øget polariseringen blandt indvandrere

I den norske indvandrerdebat er der tre større kriminalsager fra nyere tid, der har påvirket synet på æresdrab. To af dem var et slag i ansigtet på de indvandrerkredse, der gerne vil fremme unge pigers mulighed for at gifte sig med den, de vil, uden at frygte for familiens hævn. Den tredje sag er Ghazala-sagen fra Danmark, der som den eneste har styrket politiets, myndighedernes og de unge indvandrerkvinders tro på, at fænomener som tvangsægteskab, æresvold og æresdrab kan bekæmpes.

Det vurderer Hege Storhaug, informationschef ved den uafhængige norske tænketank Human Rights Service. Han forsker i multikulturalitet og menneskerettigheder og ser dommen i Ghazala-sagen i juni sidste år som en verdenshistorisk domsafsigelse.

– Unge indvandrerkvinder i Norge har været meget glade for den dom. Og der er ingen tvivl om, at sagen både har påvirket politiets måde at arbejde på og har fået mange indvandrere til at tænke sig om, før de lader sig presse, siger han.

I denne uge forventes den danske Højesteret at sætte det endelige punktum i Ghazala-sagen, idet retten tager stilling til de usædvanligt hårde fængselsdomme, som ikke alene Ghazalas far, der udtænkte drabet, og broderen, der udførte det, men også syv andre familiemedlemmer fik i Østre Landsret sidste sommer.

Mange indvandrere i Norge venter spændt på resultatet. I de to seneste sager om æresdrab er der nemlig endnu ingen dømte, og derfor kan Ghazala-sagen få enorm betydning, siger Hege Storhaug.

– De to norske sager har skabt apati blandt unge kvinder, fordi de synes at pege på, at det er muligt at slippe ustraffet fra et æresrelateret drab. Derfor har den danske sag haft en fantastisk effekt. Det danske politiarbejde har været så dygtigt udført, at norsk politi har lært meget af den. Og ikke mindst tror jeg, at Ghazala-sagen har skabt bevidsthed hos både indvandrere, politi og myndigheder om, at enhver medvirken fra familiemedlemmers side til, at tvang, vold og drab kan foregå, er kriminelt og kan straffes meget hårdt, siger Hege Storhaug, som dog vurderer, at der findes en lille gruppe af reaktionære indvandrere, som er svær at påvirke .

At Ghazala-sagen også har påvirket danske indvandreres holdning markant, er der mange forhold, der tyder på. Politiet er begyndt særskilt at registrere henvendelser om mulig æresrelaterede forbrydelser og har på otte måneder fået 106 henvendelser. Slagelse Politi har konkret oplevet, at flere henvender sig i kølvandet på den spektakulære sag. Og Landsforeningen af Kvindekrisecentre modtog sidste år 200 henvendelser om alvorlige æresrelaterede forbrydelser, hvilket er en klar stigning i forhold til tidligere.

Forklaringen er, at der med Ghazala-sagen for alvor er blevet sat fokus på æresvold i medierne, og debatten har bredt sig ud i store dele af indvandrermiljøet, siger indvandrerkonsulent og foredragsholder Esma Birdi.

– Der er virkelig sket meget de seneste to år i forhold til at tale om problemet, og stadig flere unge tager nu klart afstand fra æresvold og tvangsægteskaber. Før fulgte de fleste blot med strømmen. Også store dele af forældregenerationen er begyndt at åbne op, så de mennesker, der i dag fastholder de gamle æresbegreber om tvangsægteskaber, bliver stadig mere marginaliserede. Det er tilgengæld ikke så godt, for de bliver stadig sværere at nå, og strenge straffe gør ingen forskel, siger hun.

Det er typisk indvandrere fra primitive landsbysamfund i hjemlandet, der i stigende grad isolerer sig fra det danske samfund og andre indvandrere, påpeger Esma Birdi. De står derfor kulturelt i stampe og er for længst blevet overhalet inden om af deres hjemland, og det går ud over de næste familiegenerationer.

Marianne Nøhr Larsener antropolog ved Center for Integration. Hun er enig i, at Ghazala-sagen har påvirket holdningen blandt indvandrere, men tøver overfor, om begrebet "æresdrab" overhovedet giver mening.

– Der er i indvandrerkredse en udbredt ærgrelse over, at drab blandt indvandrere altid skal kulturgøres. Hvis en dansk mand går amok og slår familien ihjel, er det en familietragedie. Hvis en pakistansk mand gør det samme, er det et æresdrab. Ghazala-sagen optager mange indvandrere, men den betragtes også som noget ganske unikt, vurderer hun.

Marianne Nøhr Larsen afviser ikke, at unge indvandrerpiger kan være under pres fra deres familie, men hun undrer sig over, at der i øjeblikket er debat om at lovgive imod tvangsægteskaber, eftersom det allerede er dansk lov, at et ægteskab ikke må indgås ved tvang.

– Det, vi må forstå, er, at der givetvis er generationsproblemer i indvandrerfamilier, hvor forældrene frygter, at børnene bliver for danske. Men mange indvandrerpiger har ikke noget imod at blive gift fornuftigt med andres indvirken. De familier, hvor der foregår egentlig tvang, og hvor begreber som æresvold og æresdrab kan komme på tale, er yderst få, socialt dårligt fungerende familier, siger hun.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

SAGEN KORT

Den 23. september 2005 blev den 18-årige dansk-pakistaner Ghazala Khan skudt og dræbt på Slagelse Banegård. Ved samme lejlighed blev hendes afghanske ægtemand, Emal Khan, såret af skud i maven. Parret havde i tre år været kærester, men havde ikke kunnet få familiens tilladelse til at gifte sig. Den 5. september var Ghazala stukket af fra familien, og to dage før drabet blev parret gift på Middelfart Rådhus.

Den 27. juni 2006 kendte Østre Landsret Ghazalas bror skyldig i drabet og kendte yderligere otte familiemedlemmer skyldige i medvirken, herunder Ghazalas far, der betragtes som hovedansvarlig for, at drabet blev udført. Faderen får livsvarigt fængsel, broderen 16 års fængsel og de syv øvrige fik mellem otte og 16 års fængsel. Tre af de dømte blev også dømt til udvisning efter afsoningen.

Otte af de ni dømte ankede dommen til Højesteret. I denne uge afsiger Højesteret den endelige dom. Det er imidlertid ikke skyldsspørgsmålet, men alene strafudmålingen, Højesteret tager stilling til.