Prøv avisen

En sejltur i vikingernes kølvand giver ny viden

I en rekonstruktion af fiskerbåden ”Skjoldungen” har otte fritidssejlere givet forskerne ny vigtig viden om vikingetidens sejladser og Grønlands bygder. Den lille båd var samtidig en god mulighed for at afprøve vikingetidens håndværk. Eksempelvis var båden udstyret med tovværk både af hamp og af hestehår-sælskind. Her viste det sig, at hampetovene blev stive i kulde og fugt, mens dem af hestehår-sælskind forblev smidige og nemme at håndtere selv i iståge. – Foto: John Rasmussen

Med et skibstogt fra Nanortalik i Sydgrønland til Nuuk oppe ad vestkysten i en rekonstruktion af et lille vikingeskib frembragte otte danske sejlere ny videnskabelig viden om de sagnomspundne nordboere og deres liv i Grønland

I sommeren 2016 tilbragte otte fritidssejlere fra Danmark fem uger i en lille træbåd i de grønlandske fjorde og tilbagelagde 475 sømil (850 kilometer) fra Nanortalik i Sydgrønland til hovedstaden, Nuuk, oppe ad kysten.

Det primære mål med sejladsen var at vise, om ”Skjoldungen” – en knap 11 meter lang og 2,4 meter bred træbåd uden overdækning – kunne gøre rejsen fra den fordums Østerbygd i syd (Erik den Rødes bosættelse fra cirka år 986) til Vesterbygden, den anden store nordbobygd i vikingetidens Grønland.

”Skjoldungen” er en rekonstruktion af en norsk fiskerbåd fra år 1030, bygget på bådeværftet ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde, og togtet blev til i samarbejde mellem museets fagfolk, togtets skipper Ole Sand og næstkommanderende Ingeborg Gayle Nielsen.

En ny bog, ”Skjoldungen – en moderne vikingesejlads i Grønland”, beretter nu om besætningens sejladsoplevelser, der samtidig giver forskerne ny viden om nordboernes færden i grønlandsk farvand.

”En kongstanke på Vikingeskibsmuseet er det tætte samarbejde mellem forskere, bådebyggere og de frivillige bådlav. De eksperimental-arkæologiske forsøgsrejser og testsejladser giver os uvurderlig viden, som man ikke kan få på anden vis. Derfor stillede vi gerne ’Skjoldungen’ til rådighed for togtet til Grønland ved udsigten til at få testet båden under arktiske forhold og på nordboernes præmisser,” fortæller museumsinspektør Morten Ravn fra Vikingeskibsmuseet.

For skipper Ole Sand handlede togtet om at forene interessen for sejlads i vikinge-rekonstruktioner og Grønland:

”Der har før sejlet rekonstruktioner af store havgående vikingeskibe i Grønland, men aldrig en mindre båd som ’Skjoldungen’. Den blev oprindeligt bygget til fiskeri, fangst og sejlads langs den norske kyst. Vi ville teste, hvordan sådan en båd kunne være brugt af nordboerne i Grønland. Om den kunne bruges til lokal transport og sejle fra Østerbygd til Vesterbygd. De store vikingeskibe kunne ikke gå ind til gårdene i bunden af fjordene, så de må også have haft mindre både,” forklarer Ole Sand.

Forud for togtet havde Ole Sand, Morten Ravn fra Vikingeskibsmuseet, lederen af museets bådværft Søren Nielsen og arkæolog Christian Koch Madsen fra Grønlands Nationalmuseum udarbejdet en forskningsplan for videnskabeligt set vigtige og ønskelige observationer.

Undervejs på togtet førte besætningen derfor logbog over vind- og vejrforhold, sejldistancer, bådens ydeevne og andet samt personlige dagbøger for at skaffe data til videre forskning.

På Grønlands Nationalmuseum var der stor interesse for togtet og især fra Christian Koch Madsen, der har skrevet en større afhandling om nordboerne:

”Sejlads udgjorde nordbosamfundets sammenhængskraft ligesom i andre samtidige samfund i Norden. Både til indenskærs sejlads mellem gårde og bygder, til fangstrejser på yderkysten og handelsrejser til Island og Norge samt opdagelsesrejser til Amerika. Trods det er nordbopladserne aldrig blevet undersøgt fra et praktisk maritimt perspektiv, så vi så et stort potentiale i ’Skjoldungen’-togtet,” siger Christian Koch Madsen.

”Vi ved for eksempel ikke, hvor lang tid det tog at sejle mellem gård og bygd eller fra bygd til bygd. Vi har en idé om, at visse lokaliteter var anlagt specifikt med henblik på søfart – det kunne nu blive undersøgt fra søsiden. Og så lavpraktiske ting som at navigere imellem isfjelde med en mindre træbåd, at finde gårde og bygder ad søvejen, og om det var bedre at lægge til visse steder frem for andre.”

Og besætningen på ”Skjoldungen” kunne faktisk sætte småhusene på yderkysten ind i en kontekst og bidrage med helt ny viden om nordboernes sejlforhold:

”Vinden i de grønlandske fjorde viste sig overraskende kraftig og afgørende for al sejlads. Midt på dagen til solnedgang gik det fint at sejle ind for sejl, men ud ad fjorden gik det kun at ro fra sen aften og om natten, hvor vinden havde lagt sig.”

”Den slags har nordboerne vidst, og de var ikke afhængige af klokken som os. De tilpassede sig vindens døgnrytme og sejlede derefter. De har også indrettet sig efter tidevandet og trak deres både i sikkerhed på land, hvilket de slidte køle tyder på,” siger Ole Sand.

”Dengang som nu dikterer naturen alt i Grønland. I den sammenhæng giver vare- og depothuse ved yderkysten god mening, da nordboernes havgående skibe ikke kunne sejle i fjordene, hvor de ville være prisgivet tidevand og fjordvind. De store skibe har i stedet anløbet depothuse og ladepladser på yderkysten. Sejlads ind til gård og bygd skete med mindre både som ”Skjoldungen”, der var velegnet til indenskærs sejlads, men ikke til havsejlads,” påpeger Ole Sand.

I de kommende år vil Morten Ravn og Christian Koch Madsen nærlæse logbog og dagbøger for at uddrage flere informationer til udforskningen af nordboernes færden til søs i Grønland. Erfaringer, som arkæologerne hverken kan få ved udgravninger eller bag skrivebordet, så her er sejlernes erfaringer guld værd.

"Skjoldungen" blev oprindeligt bygget til fiskeri, fangst og sejlads langs den norske kyst. Vi ville teste, hvordan sådan en båd kunne være brugt af nordboerne i Grønland

Ole Sand, skipper