Hvorfor elsker vi havørne og snoede vandløb?

En ny bog tegner portrætter af de mennesker, der har kæmpet for at bevare Danmarks natur gennem tiderne. Ifølge forfatteren er mange religiøse og ser naturen som noget guddommeligt

Naturbeskyttelse kan ikke leve af kærlighed og kildevand - derfor har en stor del af naturfredningen i det 20. århundrede handlet om at finde gode argumenter at forelægge de myndigheder, der har siddet på kassen. Her ses landskab ved Stubber Å. Foto: Fra bogen

Man kender dem godt, ”naturnørderne”.

Det er den slags mennesker i friluftstøj og uglet hår, der går gennem ild og vand for at opleve en sjælden natsværmer eller vildorkidé.

I tegneren Flemming Quist Møllers elskede film ”Bennys badekar” personificeret og stærkt karikeret i ornitologen med de små, runde briller, en mand, der er så optaget af fugle, at hans krop er begyndt at antage fugleform. Han kan efterligne såvel kongeørnens krogede næb som klydens pindede ben.

Skal man tro Søren Olsen, naturjournalist og forfatter til ”Kampen om Danmarks natur”, en ny bog om naturfredningens historie i Danmark, er danskerne en nation af sådanne naturnørder. Groft sagt. Hvorfor skulle vi ellers bruge millioner på at gensno åerne og bygge motorvejsbroer til hasselmusen? Hvorfor overhovedet beskytte naturen, ”det billige skidt”, som digteren Otto Gelsted ironisk har udtrykt det?

I godt 200 år har naturbeskyttelse og fredning været et emne herhjemme. Og det er tydeligt, at vi danskere sætter naturen højt. Så højt, at vi næsten ikke selv kan se det.

”Når jeg taler med naturvejledere eller biologer om, hvordan det går med bæveren eller hjorten, så svarer mange af dem ofte i en ret pessimistisk tone. De ser arbejdet med at frede naturen som en stejl, måske endda forgæves kamp. Men i et historisk perspektiv er der masser af landvindinger og sejre,” fortæller Søren Olsen.

Den majestætiske havørn symboliserer en sådan nylig sejr. Ørnen genindvandrede som dansk ynglefugl i 1995 efter at have været fraværende siden 1912, hvor den forsvandt som følge af jagt og forgiftning. På det seneste har man ligefrem kunnet følge ørnenes familieliv ”live” fra et kamera, Dansk Ornitologisk Forening har opsat i en ørnerede et sted i Danmark.

”Vi har en bedre population af havørne nu, end vi har haft i 200 år. Alligevel siger ornitologerne: 'Det går snart den anden vej!'. Så nu er vi begyndt at forebygge ulovlig havørnenedskydning, selv- om det ikke finder sted,” griner han.

Man kan grine ad nørderne. Men de må også tages dybt alvorligt, for deres kærlige opmærksomhed omkring naturen er ingen selvfølge.

”Danmark kunnne have set meget mere naturfattigt ud, hvis det ikke var, fordi en masse privatpersoner har kastet sig ind i kampen for naturen. De er ikke superhelte, men de har gjort en stor forskel,” siger Søren Olsen.

En god håndfuld af disse er portrætteret i bogen, én af de tidligste er statsmanden Christian D.F. Reventlow (1748-1827). Ved stavnsbåndets ophævelse i 1788 fik de nye stavnsbønder lov at eje jordlodder, og det betød, at store arealer blev skovet for at give plads til marker.

Reventlow stod bag fredskovsforordningen af 1805, som for første gang beskyttede skovene mod omhugst og slid fra husdyr og gav bøde til den, der brød forordningen.

”Der skete en demokratisering af naturen og landskabet. Men samtidig satte man naturen under pres. For hvem kan bebrejde det enkelte menneske at prøve at få mest ud af de ressourcer, der nu er ham tilgængelige? På den måde kan man sige, at naturbevarelse bliver aktuelt her,” siger Søren Olsen.

Reventlov var en ivrig naturiagttager og studerede især bøgetræernes vækst i sine skove på Lolland for derefter at sammenligne med skove i andre dele af Danmark. Han ville ”læse i Naturens Bog”, som han udtrykte det.

Han var desuden stærkt religiøs. Og det er et træk, som går igen hos flere af natur-entusiasterne, når vi bevæger os videre op gennem historien, forklarer Søren Olsen.

”I nogle tilfælde har det handlet om at vise respekt for naturen som noget, der er ud over menneskets fatteevne. Nogle vil bruge ordet Gud, andre vil ikke. De oplever noget religiøst, som ikke er defineret som hverken luthersk teologi eller for den sags skyld buddhisme. Men de tillægger naturen en guddommelig værdi, som gør, at de føler et inderligt behov for at beskytte den.”

Det gjaldt også den danske ferskvandsbiolog Carl Wesenberg-Lund (1867-1955). Han var internationalt respekteret naturvidenskabsmand og tilhænger af lamarckismen, en forløber for Darwins evolutionsteori - og dybt troende, forklarer Søren Olsen.

”Han sagde på et tidspunkt, at 'hvis der ikke er noget i livet, som er umåleligt, så har livet ingen værdi for mig'. Den religiøsitet, en evolutionist som han har, er bemærkelsesværdig. Han stod midt i positivismens tidsalder, hvor alt skulle måles og vejes.”

Søren Olsen understreger, at mange naturbevarere har været lige så areligiøse og tørt ateistiske, men har samtidig haft et natursyn, der sætter sig ud over personlig vinding. Og for den sags skyld politiske motiver.

”Der er folk fra hele spektret, fra det yderste højre, blå, grønne og ræverøde. De har gjort det ganske uegennyttigt,” siger han.

Men naturbeskyttelse kan ikke leve af kærlighed og kildevand. Og derfor har en stor del af naturfredningen i det 20. århundrede handlet om at finde gode argumenter at forelægge de myndigheder, der har siddet på kassen.

”Da Borris Hede i Vestjylland blev fredet i 1902, blev der lagt vægt på nytteværdien i en fredning. Og siden har naturfredningsfolk skullet opfinde argumenter, der kan gøres op i kroner og øre. Alle er glade for at beskytte naturen. Det må bare ikke koste noget. Og hvis det koster noget, skal vi have noget ud af det. Derfor har man kunnet høre argumenter fra naturfrederne som 'hvis vi freder åen, kan det skaffe flere beboere til bydelen og give et socialt løft',” siger Søren Olsen.

Bogen beskriver også en anden årelang naturkamp i Danmark, en ganske blodig én: kampen mellem jægerne og ornitologerne.

”De råbte og skreg ad hinanden op gennem 1960'erne og 1970'erne, ornitologer generede jagtselskaber, og jægerne skød rovfugle ned af bar arrighed. Det var år med kold krig,” siger forfatteren.

Krigen toppede med en istid i 1980'erne, hvor en gruppe jægere fra Ribe gik så langt som at møde op til ornitologernes generalforsamling og overtog magten i lokalafdelingen, fordi de var flere i antal. I 1982 endte ”krigen” med et forlig mellem Dansk Ornitologisk Forening og Landsjagtforeningen af 1923 ved et køkkenbord i Vestjylland.

”Jægerne og ornitologerne fandt ud af, det ville være godt at arbejde sammen. Der kom et mentalt skifte. Jægerne sagde til deres medlemmer, at de ikke måtte skyde rovfugle, og ornitologerne sagde til deres medlemmer, at de ikke måtte genere jægerne. Det har ført til, at de i dag stort set er enige og har bragt os gode betingelser for ulven, odderen, bæveren, tranen og havørnen. Der kom en god jagt- og vildtforvaltningslov ud af det. Selvom de stadig i dag er uenige om mange ting, så taler de sammen i al fordragelighed.”

Kampen for den danske natur slutter dog ikke lige med det samme, i hvert fald ikke så længe det er politikerne, der bestemmer, mener Søren Olsen.

”Noget af det, de grønne organisationer er bange for i disse dage og uger, er, at miljøminister Kirsten Brosbøl (S) netop har luftet tanken om bebyggelse helt ud til kysterne, noget man ellers har afholdt sig fra hidtil. Der kan blive lavet om på reglerne, og derfor har de grønne organisationer et oplysningsarbejde at gøre. Sejrene kan altid rulles tilbage. Kommunerne kan altid sælge til industrien. Og i princippet kan staten sælge ud af deres naturområder i morgen. Arbejdet for naturen og beskyttelsen af den er en proces, der vil fortsætte altid. Hvilken vej, det går, afhænger af natursynet.”

Ingen danskere vil i dag vedkende sig det synspunkt, at naturen er fuldkommen ubetydelig, mener Søren Olsen. Men vil vi virkelig fortsætte med at kæmpe for havørnen, stålormen og løvfrøen, selv i krisetider?

”Hos yngre danskere ser jeg lige nu en stor interesse for naturen som noget originalt og oprindeligt, man gerne må bevare. Ordet at ”sanke” er kommet tilbage, at samle svampe og urter. Det betyder, at der er et stigende og vedvarende ønske om at bevare naturen. Det er forkert at kalde det et økologisk natursyn, det er et udhulet begreb. Men vi ser en god og sund interesse for naturen. Computeren er fin, men det at være på sanketur med en naturvejleder giver en fantastisk oplevelse, som gør livet større.”

Naturentusiasmen breder sig i en grad, så det næsten ikke er nørdet mere, konkluderer forfatteren.

”For årtier siden var bæverturen og 'sort sol' i marsken noget for nørder. I dag er der fuldt booket til østerssafari i Vadehavet. Vi er alle lidt naturinteresserede i dag på den unørdede måde. Det er en praktisk tilgang til naturen, hvor vi gerne vil have noget med hjem, men også bare nyde at være til stede. Naturen fungerer faktisk også bedst, når den ikke er museumsagtig, men en del af vores hverdag. Når vi har lov at være der, så ønsker vi os også mere af den.”