Prøv avisen
Genforeningen

En spinkel drøm om ”Danmark til Ejderen” lever endnu

Et ældre par sidder med udsigt over Ejderen, grænsefloden mellem Slesvig og Holsten. – Foto: Eckhard Stengel/Imago/Ritzau Scanpix.

Da Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920, blev den tilbageværende del af Slesvig ladt i stikken. Det mente særligt nationalkonservative danskere, der siden kæmpede på forskellig vis for at vinde det tabte land tilbage

I 2017 kom Dansk Folkepartis Søren Espersen med en kommentar, der vækkede stærke følelser i grænselandet. I DK4-programmet ”Tysklands valg – Europas skæbne” svarede politikeren direkte adspurgt:

”Vi vil da gerne have Danmark til Ejderen. Hvorfor skulle vi ikke ville det? Det er da et håb og en drøm.”

Søren Espersen har siden forklaret, at det ikke er en politik, han arbejder for, men noget, der måske kan ske om 15 generationer. Hvem ved?

Mogens Rostgaard Nissen er forsknings- og arkivleder ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg og forsker i det dansk-tyske grænselands historie. Han fortæller, at overordnet er idéen død, men håbet har ikke været nemt at slukke.

”Den her idé, tanke eller utopi om, at Sydslesvig er gammelt dansk land, er helt vildt sejlivet.”

Kristeligt Dagblad bringer her de vigtigste nedslag fra de seneste 100 års kamp for at få hele det tabte hertugdømme tilbage til Danmark. En kamp, der udfoldede sig mere og mere demokratisk, som årene gik.

Nationalkonservative stod fast på den historiske ret

I mellemkrigsårene kæmpede danskere – ofte nationalkonservative københavnere – indædt for, at grænsen til Tyskland skulle rykkes længere mod syd. Argumentet var, at Slesvig historisk havde været dansk land, og indbyggerne i landet derfor inderst inde var danskere, selvom afstemningen i 1920 havde givet et andet resultat. Disse forkæmpere blev enten kaldt Dannevirkemænd eller Ejderfolk, alt efter hvor de mente, den rette grænse var. De kæmpede alle for at vække den danske ånd ved at oprette skoler, kirker og andre fællesskaber blandt mindretallet.

Bevægelserne havde faktisk en pointe i forhold til, at området var blevet fortysket, fortæller historiker Mogens Rostgaard Nissen. Landsdelen var siden 1864 blevet massivt påvirket af preussiske embedsmænd, som lærere og præster. Kongstanken var derfor i årene efter folkeafstemningen i 1920, at man skulle have tyskerne ud af embedsapparatet, så befolkningens sande identitet og tilhørsforhold kunne blomstre frem ad åre.

I første halvdel af 1920’er arbejdede en lille kreds for, at Sydslesvig skulle være et neutralt område under Folkeforbundets beskyttelse, ligesom Alsace. Her skulle den danske påvirkning stille og roligt omvende befolkningen, så den ville genfinde sin danske fortid. På et tidspunkt skulle en ny så folkeafstemning gennemføres. Men inden afstemningen var Dannevirkemændene også parate til at snuppe hele Sydslesvig uden folkeafstemning, og i løbet af to-tre generationer få omvendt befolkningen.

England tilbød Danmark hele Sydslesvig i 1946

Efter Anden Verdenskrig stod Danmark i en uhyre gunstig forhandlingsposition i forhold til at få indlemmet hele Sydslesvig i Danmark. Området var en del af den engelske besættelseszone, og England skriver i sensommeren 1946 et åbent brev til Danmark med tre mulige scenarier:

1. Det danske mindretal og det tyske mindretal kan bytte plads.

2. Danmark kan få hele Sydslesvig.

3. Danmark kan få Flensborg.

Scenarierne kunne gennemføres både med og uden folkeafstemning – det var blot op til den danske regering at pege på, hvad den ville have.

Efter krigen var situationen den, at det danske mindretal voksede eksplosivt. Før krigen var der en god håndfuld danske skoler syd for grænsen, efter krigen var der 80. Det officielle mindretal var også vokset fra at være 3000 medlemmer til 75.000 medlemmer af Sydslesvigsk Forening, hvis formål var at støtte og fremme dansk kultur og sprog. Mange sydslesvigere var simpelthen blevet trætte af at være tyskere. Indbyggerne havde været igennem to verdenskrige, skulle tage sig af fordrevne tyskere fra Østeuropa og led stor materiel nød. Sydslesvigerne så en bedre fremtid for sig i Danmark.

Derfor var en folkeafstemning i Sydslesvig måske faldet ud til Danmarks fordel. Og en folkeafstemning i blot Flensborg var sikkert endt med et flertal for at blive en dansk by. Men i den danske rigsdag var der ikke opbakning til at udvide territoriet mod syd. For det første var politikerne bange for, at Tyskland ville komme på fode igen og kræve landet tilbage. Og flertallet i Lands- og Folketing var heller ikke tilhængere af at have et stort mindretal inden for nationen.

A.P. Møller fordanskede Sydslesvig

Næsten 800.000. Så mange stemmeberettigede danskere skrev i 1949 under på et krav om, at regeringen skulle forlange, at de allierede iværksatte en folkeafstemning i Sydslesvig om indlemmelse i Danmark.

Afstemningen var iværksat af Sydsles-vigsk Udvalg og finansieret af skibsreder A.P. Møller. Den store indsamling af underskrifter havde ingen politisk konsekvens, men viste hvor stor støtten var i befolkningen.

Men hverken Sydslesvigsk Udvalg eller A.P. Møller lod sig standse, for landet skulle vindes tilbage. Med enorme donationer fra erhvervsmastodonten gik et fordanskelsesprojekt mellem Dannevirke og Ejderen i gang. Projektet hed ”Ejdervolden” og der blev opført 11 skoler, børne-haver og forsamlingshuse nær Ejderens nordlige bred. Den organisatoriske motor i ”Ejdervolden”, professor Lars Hansen Larsen fra Landbohøjskolen i København, beskrev i sine taler de danske skoler som ”kulturfæstninger”, og elever og lærere som ”soldater” og ”officerer” i kampen om en genforening.

Til at begynde med ville den danske stat ikke give penge til projektet, men da den private finansiering forsvandt et par år efter A.P. Møllers død i 1965, endte de sydligste danske skoler alligevel med at få tilskud fra den danske stat.

Flere af skolerne eksisterer endnu.

Mindretalsforkæmper opgav aldrig håbet

Forskningsleder ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Mogens Rostgaard Nissen, glemmer ikke sit første møde med den fremmeste figur i det danske mindretal, den nu afdøde Karl Otto Meyer. Begge mænd var i 2014 tilhørere til en forelæsning, og den dengang 86-årige Karl Otto Meyer kom undervejs med en kommentar om, at hans håb da stadig var, at Sydslesvig skulle blive dansk.

I 2019 udgav Mogens Rostgaard Nissen selv en bog om Karl Otto Meyer, som gennem fire årtier var mindretallets klare po-litiske leder. Både som formand for Sydslesvigsk Vælgerforening, som repræsentant i delstatsparlamentet i Kiel og som chefredaktør for Flensborg Avis. Forskningslederen fortæller om den danske sydslesvigers bestræbelser.

”Karl Otto Meyer havde hele livet visionen om at få hele Sydslesvig til Danmark, og han arbejdede vidt og bredt for at omvende befolkningen syd for grænsen. Men i modsætning til de nationalkonservative kræfter, der havde arbejdet for den samme sag i mellemkrigsårene, var Karl Otto Meyer en stor demokrat. Hvis Sydslesvig skulle tilbage, så var det gennem en folkeafstemning. For ham var det ikke en mulighed at tage en luns af landet og så regne med at omvende folket bagefter. Han tilhørte en generation, der var meget dansksindet. Han holdt på, at man skulle tale dansk, hvis man kunne, og han udbredte bestandigt sine idéer om at Sydslesvig burde genforenes med Danmark igennem sine mange ledere og i sine taler. Nu er drømmen om en yderligere genforening næsten slukket. Der er måske stadig et par stykker, der prøver at bevare håbet. Men det er gået fra at være en utopi til en drøm.”

Karl Otto Meyer døde i 2016.

Nu er det forening, ikke genforening

Drømmen om en genforening er væk nu, fortæller generalsekretær i Sydslesvigsk Forening Jens A. Christiansen.

”De sidste fra mindretallet, der håbede på en genforening, er fra mine forældres generation, ligesom Karl Otto Meyer. For dem var det ikke gratis at være danskere, og de led. Men nu er situationen ændret fuldstændigt, og har været det i mindst 20-30 år. Nu drømmer vi ikke om en genforening. For det første er det geopolitisk fuldstændig urealistisk. Dernæst passer den nuværende grænse med de overordnede nationale tilhørsforhold. I dag fokuserer vi på sproglig, kulturel og identitetsmæssig forening med Danmark, hvilket vi har rig mulighed for – og som vi også lykkes med.”