Prøv avisen

En statsministers ansigt må fortolkes

Maleren Jørgen Bobergs portræt af Anker Jørgensen ved afsløringen i 1998. Foto: Scanpix Foto: Mogens Ladegaard

Statsministerportrætterne på Christiansborg giver ofte anledning til kritik og kontroverser. Nyligt afdøde Anker Jørgensen (S) har eksempelvis haft to forskellige portrætter på borgen. Om få måneder ventes endnu et portræt klar af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), men det kniber med vægpladsen

Der blev sagt mange pæne ord, da tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) den 2. april blev bisat, men et billede kan ofte sige mere end 1000 ord. Og på Christiansborg hænger et af de malerier, som nok vil give og allerede har givet tusindvis af besøgende et anderledes førstehåndsindtryk af den tidligere statsminister end det, der kom frem i mindeordene.

På billedet står Anker Jørgensen med løftet hånd på en talerstol, og det domineres af blå og grå farvetoner. Som Folketinget selv skriver i sin guide til kunsten på Christiansborg, er det blevet stærkt kritiseret for ikke at fange Anker Jørgensens varme og milde, jordnære stil.

Det blev malet af kunstneren Helge Ernst i 1987 og afsløret for offentligheden i 1988, men den daværende formand for Folketingets kulturudvalg Søren Hansen (S) var i 1990’erne så utilfreds med billedet, at han brugte seks år på at samle penge ind til at få malet et nyt.

”Anker er ikke lavet af beton eller har øjne af vattotter”, skulle han have sagt ifølge biografien ”Anker – et liv med fejder”, skrevet af Alex Frank Larsen.

”Jeg kendte Helge Ernst godt, og jeg spiste tit frokost med ham i Folketinget, men det var ikke noget godt portræt,” siger Søren Hansen i dag.

Efter at det var blevet hængt op, sad han en dag med Anker Jørgensen i S-toget og sagde til ham, at han syntes, han fortjente et bedre billede. Kunstneren Jørgen Boberg fik opgaven, og han portrætterede i 1998 Anker Jørgensen som pensionist, siddende afslappet i en lænestol.

”Jørgen Boberg begyndte på at male det efter et fotografi af Anker taget på mit kontor, og pudsigt nok kan man bag Ankers hoved se et abstrakt litografi af Helge Ernst. Det blev senere aftalt, at Anker og jeg skulle tage ned til Jørgen Boberg i Toscana i Italien, for at Anker kunne sidde model, mens han gjorde maleriet helt færdigt. Men da vi kom derned, fik jeg lov at se billedet, og det var allerede færdigt. Så Boberg stod og malede det sidste uden at have farver på penslerne,” fortæller Søren Hansen.

Han har aldrig talt med den tidligere statsminister om, hvilket maleri han bedst kunne lide, men han tror, at han brød sig mest om det af Helge Ernst. Det er i hvert fald også det, der for en del år siden igen kom op på væggen på Christiansborg.

Anker Jørgensen er den eneste statsminister hidtil, der har haft to forskellige portrætter oppe, men han er bestemt ikke den første, hvis portræt har givet anledning til kontroverser og kritik.

Politiker- og ministerportrætterne er en meget gammel tradition på Christiansborg. Overalt kan man støde på gulnede malerier af for længst glemte ”rigsdagsmænd” og enkelte kvinder. Men hvor de historiske værker forestiller politikere, der ser alvorligt frem for sig i deres stiveste puds, er der mere spøg, skæmt og uro i de nyere malerier. Som også ofte har delt vandene hos kunstkritikere og menigmand.

Senest blev statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2010 malet af Simone Aaberg Kern, der selv har en baggrund på den yderste politiske venstrefløj. På billedet finder man både en bøgegren, afghanske bjerge – eller er det vesterhavsklitter? – en Nato-stjerne og et militærfly. Folketingets kunstguide fortæller, at maleriet er ”fyldt med symboler” og hentydninger til Foghs opvækst, politiske liv og karriere. Så afdæmpet var dagbladet Informations daværende anmelder Michael Jeppesen ikke, da han skrev om det.

Under overskriften ”Hun burde skamme sig” kaldte han det ”en katastrofe” og skrev blandt andet: ”Det er blottet for sjæl. Øjnene er tomme. Det kæmper for at ligne ham. Farverne kommer direkte fra tuben og kunne være intenderet, hvis resten af udtrykket også var direkte og umiddelbart. Det er det ikke. Farverne fremstår amatøristiske, bøgebladene ser unaturlige ud, det samme gør den hidsigt blå himmel, og endnu værre er Foghs ansigtshud, der ville få ham indlagt på få minutter, hvis den var sådan i virkeligheden.”

Anders Fogh Rasmussen var nu godt tilfreds. Formanden for Folketingets kulturudvalg, direktør for Folketinget Carsten U. Larsen mener, at nogle statsministre selv er interesserede i, at der bliver debat om billederne af dem.

”I nogle tilfælde kommer kunstudvalget med tre-fire forslag til en kunstner, og i andre tilfælde er det den, som skal portrætteres, der selv fremsætter et ønske om en bestemt kunstner. Så vurderer vi i udvalget, om det lyder fornuftigt. Endnu har vi aldrig afvist nogen, der er blevet foreslået,” siger Carsten U. Larsen.

Alle forhenværende formænd for Folketinget og statsministre bliver portrætteret. Statsministre hænger ved Landstingssalen i den ene ende af borgens vandrehal, mens formænd er henvist til en korridor lige uden for folketingssalen i den modsatte ende. Næste ”levende billede” er Helle Thorning-Schmidt, der for kort tid siden forlod Christiansborg og ikke igen vil vende tilbage til dansk politik, så hun ventes at blive malet inden for de nærmeste måneder. Det med, om politikeren definitivt forlader politik, er en afgørende faktor, når Folketinget afgør, om tiden er inde til at sætte et portrætmaleri i gang.

Tidligere formand for Folketinget, Mogens Lykketoft, er allerede blevet malet, men Folketinget venter med at afsløre og ophænge maleriet. Det er nemlig endnu uafklaret, om han vender tilbage til dansk politik, når hans periode som formand for FN’s generalforsamling i New York udløber.

Hvem der har malet Lykketoft, og hvem der skal male Helle Thorning-Schmidt, vil Carsten U. Larsen ikke fortælle, da det helst skal være en overraskelse, den dag billederne afsløres.

Både når det gælder formænd og statsministre, står Folketinget dog med et rent praktisk problem. Et pladsproblem. Der er knapt plads til flere portrætter, medmindre man begynder at hænge billeder op i to rækker, eller måske tager nogle af de ældste ned. I dag er alle statsministre og formænd i efterkrigstiden hængt op, men den praksis kan blive ændret. Det er i hvert fald under overvejelse i kunstudvalget, fortæller Carsten U. Larsen.

Hidtil har kun én tidligere toppolitiker sagt nej tak til at få sit portræt malet. Det er Folketingets tidligere formand, den konservative H.P. Clausen, der blev belastet af Tamilsagen i 1993. Samme sags hovedperson, tidligere justitsminister og formand for Folketinget, Erik Ninn-Hansen (K), blev senere dømt ved Rigsretten, og Folketingets ledelse tøvede med at hænge hans portræt op.

Det kunne Berlingske fortælle, muligvis fordi Ninn-Hansen selv havde tippet avisen om det, og så blev det hængt op.