I slutningen af november 1893 ramte den værste storm i mands minde Nordeuropas vestvendte kyster. I Nordjylland medførte den omfattende død og ødelæggelse. De vestjyske fiskere, der altid
omhyggeligt tog bestik af vejret, anede ikke uråd, da de om aftenen den 20. november i deres små både stak til havs for at fange torsk på langline. I løbet af natten blev de overrasket af høj søgang og en tiltagende vind, og det stod klart, at det nu kun handlede om at redde livet. Det lykkedes for mange af dem. Mange andre gik til på havet eller i brændingen i forsøget på at komme levende i land. På strækningen fra Harboøre til Klitmøller omkom et halvt hundrede fiskere, heraf alene de 26 fra Harboøre. Katastrofen vakte enorm opsigt og fyldte avisernes forsider i dagevis. Politiken sendte straks sin stjernereporter Henrik Cavling til denne den fjerneste ende af landet, hvorfra han med sin lyriske pen beskrev ulykkens rædsler. Cavlings reportager havde også karakter af antropologiske feltstudier. Det var tydeligt, at det var et fremmed land for ham. Det vilde hav og den sandblæste befolkning betog ham. Hovedtemaet i de reportager, som han sendte til sin avis i dagene efter drukneulykken, var sympati og medlidenhed med det lille fiskersamfund. Især armoden var slående. Politiken iværksatte straks en indsamling til de efterladte, og Cavling gav den ikke for lidt, når han beskrev de usle fiskerrønner, hvor forgrædte enker var omgivet af uforsørgede børn. Katastrofer er godt stof.
Men pludselig ændrede tonen i Cavlings reportager sig mærkbart. Det skete, efter at 14 af de omkomne på samme dag, den 27. november, blev begravet i en fællesgrav på Harboøre Kirkegård. Præsten Christian Madsen havde i dagens anledning fået bistand af Carl Moe, der havde været præst i sognet fra 1877 til 1885. Moe tilhørte Indre Mission og havde i sin tid i Harboøre vakt mange for sagen. Hvad Moe helt præcist sagde ved graven, vides ikke. Talen kendes i flere forskellige referater. Et af de mere troværdige, må man formode, var det fra Lemvig Avis:
Jesus elsker Eder, Mesteren er her og kalder paa Eder, det gjælder ikke blot de Hellige, men ogsaa de Vantro, og det kan jo ikke nytte at nægte, at der ogsaa iblandt dem, der gik bort, vare Folk, som ikke hørte Ham til. Der staa jo ogsaa mange Mennesker her, som i mange Aar have hørt Guds Ord prædike, men endnu ikke ere blevne vakte. Et vantro Menneske lever sit Liv som en Træl af sin Synd og sine Lyster, og ethvert Menneske, som dør uden i Tro, han er fortabt .
Hvad Moe sagde, var altså, at ikke alle de døde havde omvendt sig i tide og derfor måtte se deres fortabelse i det hinsides i møde. Cavling kunne slet ikke være i sig selv af forargelse. Hans referat af talen var tilrettelagt således, at læseren ville dele hans forargelse, og så sørgede han også for at sætte den dramatisk i scene:
Medens Præsten foran den store aabne Grav udtalte disse forfærdelige Ord, rasede paany et voldsomt Uvejr. Det blev mørkt. Havet buldrede, Stormen tordnede, Vejrhanerne hvinede og Hagel og Isstykker piskede paa de Sørgendes Ansigter, men ikke blot Mændene, ogsaa Kvinderne holdt Stand.
C avling skånede heller ikke pastor Madsen, som han beskrev som en „lavstammet, fedlig Mand med lyst Fuldskæg og Briller“, fra hvis mund kun udgik „haarde, kolde Ord“, der faldt som „Isslag ned over blødende Vunder“. Cavling beskrev en ordveksling, som skulle have fundet sted på stranden om morgenen efter drukneulykkerne. Pastor Madsen opsøgte her en gruppe af fiskere, der var i færd med at bjerge et lig og sagde til den ene, Peter Olsen, „at var De druknet, saa var vel Deres Sjæl faret lige ned i Helvede!“ For den, der ikke kunne læse indenad, drog Cavling selv konklusionen.
Timeligt er disse fattige, nøjsomme Fiskere afhængige af det lunefulde Hav, aandeligt af en Mand, der selve Rædselsnatten fremmaner Helvede for dem, medens de fraadende Bølger tumler om med deres Kameraters Lig.
Cavling smurte tykt på, og det gjorde sin virkning. De store aviser faldt over hinanden i forargelse. Boulevardavisen København kaldte Madsen en „helvedesspruttende Sortekjole“. Aarhus Stiftstidende skrev, at de lokale måske var vant til at høre den slags, „men for alle de mange, der som jeg kom fra mere civiliserede, mere humaniserede Egne, var det som om noget Koldt og Klamt lagde sig om Hjertet.“ Også Jyllands-Posten beskrev Madsen og Moe som selvretfærdige farisæere kendetegnede ved den „hjærteløse Fanatisme, der er det mest fremherskende Træk hos mange af Indre Missions ’Guds Ords’ Forkyndere“.
V ar Moes og Madsens ord kommet som et chok for det avislæsende publikum, kom offentlighedens reaktion som et lige så stort chok for den gren af folkekirken, som Moe og Madsen tilhørte, Indre Mission. Repræsentanter for Indre Mission forsøgte at tage til genmæle, men det hjalp ikke stort. I dag ville vi sige, at deres kommunikationsstrategi slog fejl. Eller man kan sige, at de slet ikke havde nogen strategi. Slaget var tabt på forhånd. Det var denne oplevelse, der om nogen fik Indre Mission til at ønske sig et eget dagblad, hvor de selv kunne sætte dagsordenen. Selv om behovet for en avis for „Kristenfolket“ var stærkt følt, var det trods mange drøftelser og gode ønsker ikke blevet til noget, hvis ikke en enkelt mand havde grebet muligheden og taget chancen. Ved et møde i Bedsted i Sønderjylland i forsommeren 1896 påtog gårdejer Christian Benedictsen Kjær (1856-1919) sig opgaven som udgiver af et kristeligt dagblad, der udkom første gang den 1. oktober samme år.
(...)
A visens første udgave udkom den 1. oktober 1896 i København, på dagen nøjagtig 12 år efter, at dagbladet Politiken så dagens lys. De første beskedne redaktionslokaler lå i Indre Missions hovedkvarter, Bethesda, i Rømersgade i København, og blandt andet fordi trykkeriet lå på Frederiksberg, var arbejdet forbundet med mange praktiske vanskeligheder. Men Kjær havde store planer. Fra den 2. januar 1897 udkom avisen i hele otte forskellige udgaver, såkaldte aflæggere, for henholdsvis Aalborg og Hjørring Amter, Vestjylland, Østjylland, Sydvestjylland og Fanø, Sydøstjylland og Vestfyn, Midtjylland, Vestsjælland og endelig en udgave for København og Frederiksberg. Alle udgaverne af avisen udkom i samme store format på i alt fire sider, hvoraf de tre sider var ens for alle udgaverne. Forsiden og side to rummede udenlandske og indenlandske nyheder, mens bagsiden var viet til annoncer. Side 3 rummede redaktionelt stof og annoncer med relevans for den region, hvor udgaven udkom.
Avismarkedet var som nævnt på dette tidspunkt opdelt i en hovedstadspresse og en provinspresse. Provinsaviserne havde en geografisk klart defineret dækning, mens hovedstadsaviserne også var landsdækkende. Jyllands-Posten var den eneste provinsavis med en overregional dækning. Skulle man altså have både en landsdækkende og en lokal avis, måtte man holde to aviser. Det var antagelig dette forhold, som Kjær udnyttede som forretningsmodel, idet han søgte at dække nyhedsbehovet med kun én avis. Samtidig kunne han tilbyde annoncører, at Avertissementer faa stor Udbredelse“ til en „billig Taxt“. Op mod halvdelen af dagbladenes indtægter på dette tidspunkt kom fra annoncerne, og Kjær kunne med sin model tilbyde både lokale og landsdækkende forretninger en annonceplads. Den landsdækkende annoncering havde for alvor udviklet sig i 1880’erne, da flere og flere forbrugsvarer som kaffe og margarine blev markedsført som mærkevarer.
Samtidig begyndte især manufakturhandlere at levere pr. postordre med meget korte leveringstider, fordi postvæsenet blandt andet takket være det udbyggede jernbanenet kunne levere med dags varsel over det meste af landet. Ved at sætte annonceprisen lavt håbede Kjær givetvis at udgøre en konkurrent til de øvrige landsdækkende aviser. Det var dristigt tænkt, men forretningsmodellen holdt ikke engang et år. Fra den 1. oktober 1897 måtte Kjær kaste håndklædet i ringen og overlade udgivelsen af avisen til et nystiftet aktieselskab. Oplagstallene kendes ikke med nogen særlig præcision, og regnskaberne er ikke bevarede, så årsagerne til, at Kjærs model ikke holdt, er uvisse, men noget tyder på, at han ganske enkelt ikke havde held med at tiltrække tilstrækkeligt med abonnenter og annoncører. Det redaktionelle stof til lokaludgaverne begrænsede sig ofte til nogle få spalter og synes at have været af en lidt tilfældig karakter og kunne derfor ikke for alvor konkurrere med de etablerede provinsavisers væsentligt bredere dækning.
Efter at aktieselskabet tog over, blev antallet af udgaver reduceret til tre, to aviser for Jylland og en for hovedstaden og østifterne. Nu blev der satset stærkere på lokalstoffet, idet kun forside og bagside var identiske for alle udgaver, mens både side 2 og 3 varierede. Men heller ikke denne model holdt. Fra og med den 1. oktober 1898 er Kristeligt Dagblad kun udkommet i én landsdækkende udgave med redaktionelt hovedsæde i København – bortset fra en kort overgang i 1940’erne, da der også udkom en Jyllandsudgave. Avisen er altid blevet regnet som en del af hovedstadspressen, mens dens udbredelse er væsentlig jævnere fordelt ud over landet end de andre hovedstadsavisers. Aktieselskabet blev dannet med en ledelsesstruktur, der gav Kirkelig Forening for den Indre Mission (IM) afgørende indflydelse. Aktionærerne valgte et repræsentantskab, som igen havde retten til at vælge otte bestyrelsesmedlemmer, mens IM udpegede fire bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsens formand, næstformand og en „Kassekontrollør“ udgjorde tilsammen et forretningsudvalg, der havde det afgørende ansvar for at ansætte og afskedige bladets personale. Yderligere sikrede en klausul i vedtægterne, at bladets overskud skulle bruges til at opkøbe aktier, der skulle tilfalde IM. Fra dette tidspunkt havde foreningen i realiteten magten over avisen, men altså også det økonomiske ansvar. Vilhelm Beck blev bladets første formand. Det var han til 1899 og derefter til sin død i 1901 menigt medlem af bestyrelsen. Vilhelm Beck blev født i 1829 og havde været Indre Missions stærke mand fra begyndelsen af 1860’erne. I 1885 blev han formand for foreningen, hvad han var til sin død. Han fik ingen direkte indflydelse på bladets drift. Hans betydning bestod i, at han med sin person stod som garant for, at Kristeligt Dagblad var Indre Missions avis.