Valgkampen drejede sig meget om økonomisk politik. Men forhenværende overvismand Niels Kjærgaard får ret i, at et regeringsskifte ikke vil føre til store ændringer i den økonomiske politik.
LÆS OGSÅ: Exit Kristendemokraterne
På baggrund af det dårligste socialdemokratiske valgresultat for Socialdemokraterne (S) i 108 år og et dårligt resultat for Socialistisk Folkeparti (SF) skal Helle Thorning-Schmidt (S) danne regering.
De Radikale (R) er nu i en stærk forhandlingsposition. Allerede før valgdagen satte De Radikale en høj pris for regeringsdeltagelse. Der skal føres en stram økonomisk politik, som SF og især Enhedslisten (EL) vil have svært ved at støtte. Margrethe Vestager (R) lagde på valgdagen yderligere pres på Thorning ved at udtale, at chancen for radikal regeringsdeltagelse kun var 50 procent. Og det ventes, at Vestager ikke alene vil kræve økonomiministerposten, hun vil også kræve et styrket Økonomiministerium.
Thorning bliver nødt til at strække sig meget langt for at få R med. For en ren S-SF-regering vil risikere ydmygende at skulle danse efter den radikale pibe i fuld åbenhed for vælgerne.
Der forestår svære forhandlinger om regeringsdannelsen. Men De Radikales instinkt tilsiger trods alt, at det er bedst at sidde i regering.
Hvor kan en S-R-SF-regering få støtte til en økonomisk politik, som R sætter sit præg på? Ikke fra EL. Regeringen vil komme til løbende at søge hjælp i blå blok. Blokpolitikken vil nedbrydes. Spørgsmålet er alene, om EL i vigtige økonomiske spørgsmål vil stemme imod regeringen. Eller om EL blot vil undlade at stemme.
I det sidste tilfælde kan Thorning håbe på et flertal ved at inddrage De Konservative. Men hvis EL vil stemme imod, må der hentes hjælp fra Dansk Folkeparti (DF), der vil tage sig betalt i form af en stram udlændingepolitik og indrømmelser i EU-politikken. Eller Venstre skal levere stemmerne.
Ingen af disse muligheder vil være attraktive for regeringen. Hvordan man end vender og drejer det, så vil Helle Thorning-Schmidt have få frihedsgrader i den økonomiske politik.
Der vil derfor også være snævre grænser for at øge de offentlige udgifter til velfærd. S og SF kan få svært ved at leve op til alle deres vælgeres forventninger på velfærdsområderne. De to partier risikerer derfor fortsat vælgermæssig tilbagegang.
Folketingets sammensætning nødvendiggør samarbejde med mange partier. Der er brug for en statsminister med fremragende forhandlingsevner. Thorning har bare aldrig for alvor været testet i store forhandlinger. Regeringen kan risikere hurtigt at køre fast.
Valgresultatet må til gengæld vække håb hos modstanderne af blokpolitikken og tilhængere af det samarbejdende folkestyre. Et stærkere folketing kan hævde sig mere over for regeringen, end det vi har set de seneste 10 år, fordi Thornings regering må åbne sig over for partierne for at kunne samle skiftende flertal.
Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.