En uforudsigelig verden gør toppolitikere mere ydmyge

Vejen ud af flygtningekrisen kræver velvilje og tolerance i langt højere grad end selvovervurdering og mistillid - hos både politikere og vælgere

I realiteten har politikerne kun meget begrænset kontrol. Samfundet og den omgivende verden udvikler sig i komplekse processer, som ingen mennesker kan styre. Flygtningekrisen er et eksempel herpå, skriver Erik Meier Carlsen. Billedet er fra en partilederdebat om netop flygtningestrømmen.
I realiteten har politikerne kun meget begrænset kontrol. Samfundet og den omgivende verden udvikler sig i komplekse processer, som ingen mennesker kan styre. Flygtningekrisen er et eksempel herpå, skriver Erik Meier Carlsen. Billedet er fra en partilederdebat om netop flygtningestrømmen. .

To indbyrdes forbundne illusioner er med til at skabe den mistillid til politikerne, som også har præget dansk politik i de senere år.

Den ene illusion skaber politikerne selv ved at foregive, at de magter meget mere, end de gør. At de har kontrol og indsigt og midler til at styre det meste af, hvad der foregår i samfundet og til dels verden omkring os.

I realiteten har politikerne kun meget begrænset kontrol. Samfundet og den omgivende verden udvikler sig i komplekse processer, som ingen mennesker kan styre. Det bliver tydeligt, når en finanskrise pludselig slår voldsomt igennem og tvinger politikere til desperate indgreb for at redde banker og økonomi. Eller når indvandringen til Europa løber ud af kontrol, og flygtningestrømme krydser grænser, og Dublin- og Schengen-aftaler går i opløsning.

Men vælgerne er med til at understøtte det fortegnede billede af politikernes magt - af deres egne, helt andre grunde. Rigtig mange holder af at udpege skurke som ansvarlige for alt, hvad der går galt i samfundet og i verden omkring os og skaber dermed den anden illusion. Verden er præget af ukontrollable processer, og der sker bestandig fejl og ”utilsigtede hændelser”. Naturligvis kan det være et resultat af politikernes svigt, men i mange tilfælde er det igen begivenheder uden for politikernes kontrol, der er årsag. Alligevel giver en stor del af vælgerne politikerne skylden.

Efter en helt anden uforudset hændelse, nemlig resultatet af folketingsvalget i juni, er et par ledende politikere begyndt at tale lidt mere realistisk om deres muligheder for at holde styr på det hele. Det gælder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der efter en ordentlig vælgerlussing er begyndt at formulere sig ydmygt, at erkende - det selvfølgelige - at han ikke har fået opbakning til at føre sine valgløfter igennem, og at han må søge flertal, hvor han kan finde dem.

Den anden er Mette Frederiksen, der på den socialdemokratiske kongres afvigte weekend vedkendte sig, at den politik, hun har forpligtet sig på, rummer dilemmaer og vanskelig balancegang. Det gælder velfærd, hvor Mette Frederiksen bekendte sig til klassiske idealer om at tage vare på de svageste, men samtidig garanterede, at der ikke blev efterladt ubetalte regninger.

Det andet dilemma er indvandrerpolitikken, hvor Mette Frederiksen sagde, at vi som nation må give tryghed og ophold til mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. Men samtidig slog fast, at ”antallet betyder noget”: Der er grænser for, hvor mange indvandrere der er plads til i Danmark.

Frederiksen fastslog i klare vendinger, at Danmark ikke må blive multikulturelt: Der skal tales dansk i skolerne, alle kvinder skal have de rettigheder, som danske kvinder har opnået. Meget markant erklærede hun, at hun ville genvinde tilliden fra de vælgere, som Socialdemokraterne gennem de seneste mange år har tabt - usagt: ”til Dansk Folkeparti”.

Som ung politiker angreb Mette Frederiksen med stor indignation den daværende socialdemokratiske indenrigsminister Karen Jespersen netop for at sige, at ”antallet betyder noget”. Men Frederiksen har udviklet sig, som de fleste politikere heldigvis gør. Hun har lært af sit dygtige arbejde i tunge ministerier og opgivet en urealistisk, ungdommelig idealisme.

Både partier og politikere udvikler sig i processer, som ikke er under deres kontrol. De må tage bestik af en virkelighed i stadig forandring. Derfor kan det skabe mistillid og dårlige resultater, hvis vælgere eller politiske modstandere vil holde dem fast på standpunkter, de engang har indtaget. Flygtningekrisen kan ikke løses med enkle midler, men den kan håndteres i en proces, hvor vælgere, politikere, partier og nationer udvikler sig og finder sammen.

Den konfliktprægede beslutning i EU i tirsdags viser, at vejen ud af flygtningekrisen er lang og tornet, og at der er brug for velvilje og tolerance i langt højere grad end selvovervurdering og mistillid - hos både politikere og vælgere.