Glem alt om, at dagens folketingsvalg står mellem de røde, som er socialister, og de blå, som er liberalister og konservative. Ideologi har stort set ikke spillet nogen rolle i den førte valgkamp, og forklaringen er, at der ikke længere er afgørende idelogiske forskelle mellem de to partier, som kæmper om statsministerposten. Begge baserer sig på en neoliberalistisk ideologi.
Sådan lyder vurderingen fra Jørn Loftager, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Han er i gang med et forskningsprojekt, som ud fra åbningstaler og folketingsdebatter fra 1953 frem til i dag analyserer, hvordan det danske politisk-ideologiske landskab har ændret sig og aktuelt tager sig ud. Og skønt projektet ikke er til ende, er han nået frem til en overordnet tese.
”I løbet af denne periode er der sket en udvikling, hvor partierne fra deres forskellige udgangspunkter først har bevæget sig i retning af stadig større enighed om en fælles socialliberal ideologi. I de seneste årtier har denne enighed så forvandlet sig til enighed om en anden ideologi: neoliberalisme,” forklarer Jørn Loftager.
Han understreger, at der ikke er tale om et erklæret ideologisk udgangspunkt. Socialdemokraterne ville aldrig betegne sig selv som neoliberalister. Men i stedet bruger man begreber som ”konkurrencestaten” og ”nødvendighedens politik”, som dækker over det samme. Grundlæggende ønsker man en stærk stat, som sørger for, at folk opfører sig i overensstemmelse med markedets fordringer.
Og Venstre ønsker stort set det samme, idet enhver minimalstats-tankegang for længst er opgivet. Den nye herskende ideologi kombinerer økonomiske markedskræfter med en meget stærk og central styring af det enkelte individ.
”Alle de reformer, som er gennemført de seneste år - førtidspensionsreform, tilbagetrækningsreform, dagpengereform, skattereform og så videre - er præget heraf. Og ingen af disse reformer har været til debat i valgkampen,” siger Jørn Loftager og tilføjer:
”Et folketingsvalg er ellers traditionelt demokratiets bedste mulighed for at stille politikerne til regnskab for de gennemførte reformer og til at diskutere visioner for fremtidens samfund. Men ingen af delene har haft en fremtrædende placering. Forklaringen er, at der er så stor ideologisk enighed mellem statsministerkandidaterne, at disse spørgsmål forekommer irrelevante.”
Som et eksempel på, hvordan den neoliberalistiske tankegang, som fra de tidlige 1990'ere og frem har fortrængt socialliberalismen, kommer til udtryk, peger han på førtidspensionsreformen ”En del af fællesskabet” fra 2012.
I indledningen til reformen slås det fast, at 750.000 danskere i den erhvervsaktive alder står uden for arbejdsmarkedet, at det er for mange, og at flere af dem igen skal være en del af arbejdsfællesskabet.
”I den socialliberale forståelse ville budskabet være, at selvom man har mistet sin arbejdsevne på grund af sygdom eller en ulykke, har man ret til at forblive en del af fællesskabet. Nu er budskabet det stik modsatte. Det er vigtigt at sørge for, at ingen eller så få som muligt modtager en offentlig ydelse og dermed kommer uden for fælleskabet,” siger Jørn Loftager.
Han peger på, at denne ideologi gjorde sit indtog i Poul Nyrup Rasmussens (S) regeringstid, og at den også spillede en central rolle i såvel den britiske Labour-premierminister Tony Blairs såkaldte ”tredje vej” som i demokraten Bill Clintons otte år som amerikansk præsident 1992-2000.
Baggrunden var en bekymring for, at antallet af mennesker, som staten skulle holde oppe, ville blive for stort, og at hele samfundet derfor ville gå op i limningen. Tanken var, at stærkere personlige incitamenter - eller tvang om man vil - ville få flere til at oppe sig.
”Konsekvensen er, at vi er gået fra et 'os'-samfund, som får alle med, til et samfund, hvor vi skelner mellem 'dem' på særlige vilkår og 'os', som arbejder på normale vilkår. Og i de seneste år er afstanden mellem disse grupper vokset. I den økonomiske krisetid er det ikke de bredeste, men de smalleste skuldre, der har måttet bære. Hvis man under krisen har formået at forblive på arbejdsmarkedet, undgå at blive syg, og hvis man bor de rigtige steder, hvor ejendomspriserne ikke er styrtdykket, så har man klaret sig nogenlunde,” siger Jørn Loftager.
Han tilføjer, at mens ideologi og visioner har fyldt meget lidt i valgkampen, har det fyldt en hel del, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at 800.000 personer er på en offentlig ydelse.
”Det paradoksale er, at det fylder så meget, når dette antal har været nogenlunde konstant i 25 år, og når forskellen mellem lønindtægt og understøttelse gennem et par årtier er vokset. Går vi tilbage i annalerne, havde Socialdemokratiet engang som mærkesag, at der skulle være fuld kompensation ved arbejdsløshed. I dag får man reelt 90 procent af mindstelønnen, og det betyder, at man typisk må klare sig for den halve sum penge, hvis man mister sit job,” påpeger Jørn Loftager.
Men hvis ideologien har været væk i valgkampen, fordi alle er blevet neoliberalister, hvad har valgkampen så stået om?
Hertil svarer Jørn Loftager, at der naturligvis er forskelle, de er bare ikke så udtalte som tidligere. Det er derfor, valget i høj grad er blevet stillet op som et valg om, hvem der er de rette personer at sætte i spidsen for nationen. Men forskeren understreger, at såvel politikere som vælgere sagtens kan identificere sig meget forskelligt, selvom den ideologiske forskel er begrænset:
”Valget er blevet stillet op ud fra en konkurrencelogik om, at det er et valg mellem rød eller blå. At den reelle ideologiske forskel er lille, betyder ikke, at man ikke kan være lidenskabelig i sin tilslutning til rød eller blå. Men set i forhold til ideologi ligner det mere et identifikationsmæssigt valg, svarende til om man foretrækker Pepsi eller Coca-Cola.”