Corona er en test af landes opbygning

Strategierne for bekæmpelsen af coronakrisen beror i høj grad på landenes politiske indretning, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard

I Sverige er det eksperterne, som langt hen ad vejen udstikker retningen for bekæmpelsen af coronakrisen. Svenske offentlige styrelser har en generel autonomi, som danske styrelser ikke har.
I Sverige er det eksperterne, som langt hen ad vejen udstikker retningen for bekæmpelsen af coronakrisen. Svenske offentlige styrelser har en generel autonomi, som danske styrelser ikke har. Foto: Jonas Ekströmer/TT/Ritzau Scanpix

Coronakrisen har også været en test af, hvordan landene politisk har indrettet sig. Selve coronavirussen er naturligvis et biologisk fænomen, som spreder sig på en måde, som virologer og andre lægelige eksperter kan rådgive om, men samtidig står det klart, at den meget forskelligartede bekæmpelse heraf har rod i landenes særlige måde at indrette sig på politisk.

Når coronakrisen i begyndelsen spredte sig så hurtigt i Wuhan-provinsen i Kina, beroede det på, at de lokale embedsmænd på stedet var meget lidt tilbøjelige til at komme med dårlige budskaber til partieliten i Beijing. Man ville hellere stå på god fod med centralmagten end værne om befolkningens helbred. Samtidig var der ingen fri presse til at berette om fænomenet. Derfor blev de dårlige nyheder undertrykt. Senere reagerede Kina med hårde initiativer, men da havde coronavirussen allerede bredt sig internationalt. Også i det autokratiske styre i Iran så man samme udvikling.

I princippet skulle de demokratiske lande på disse punkter være bedre til at bekæmpe coronapandemien, men også her gør der sig forskelle gældende. Selv blandt lande, som ellers er meget ens indrettede, har bekæmpelsen varieret.

Regeringen i Danmark besluttede, at alt så vidt muligt skulle lukkes ned fra den 13. marts for at bekæmpe corona-krisen. Skoler, offentlige institutioner, universiteter, kommuner og mange andre arbejdspladser lukkede, hvorefter arbejdet fortsatte fra hjemmet, hvis det kunne lade sig gøre. Alle borgere blev anbefalet at holde sig hjemme, medmindre de havde arbejdsfunktioner, som blev nødt til at fortsætte. Landegrænserne blev lukket for personer udefra. Den danske nedlukning skyldtes både ønsket om at bekæmpe coronakrisen og om at sende et alvorligt signal om, at man tog borgernes stigende bekymring alvorligt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sundhedsstyrelsen i Danmark havde klart undervurderet coronakrisens omfang. Man var også uforberedt. Derfor satte det politiske niveau trumf på og effektuerede nedlukningen, som nok blev mere radikal, end Sundhedsstyrelsen havde anbefalet. Forholdet mellem rådgivende eksperter og politiske beslutningstagere i Danmark er således, at det er sidstnævnte, som i sidste instans lægger linjen. ”Intet over og intet ved siden af Folketinget.”

I Sverige er forholdet mellem eksperter og politikere en del anderledes end i Danmark, hvilket går langt tilbage i historien. I Sverige er det eksperterne, som langt hen ad vejen udstikker retningen for bekæmpelsen af coronakrisen. Svenske offentlige styrelser har en generel autonomi, som danske styrelser ikke har.

Derfor har nedlukningen i Sverige været langt mere lempelig end i de fleste andre europæiske lande. Skoler, børnehaver og mange kommunale funktioner er fortsat åbne. De svenske sundhedsmyndigheder mente ikke som Sundhedsstyrelsen i Danmark, at der var behov for særligt drastiske indgreb.

Samtidig har den svenske regering dog appelleret til borgerne om at udvise ansvar ved at holde afstand til hverandre. I den svenske optik er den svenske model i bekæmpelsen af coronakrisen nøje baseret på videnskabelighed og rationalitet.

I Sverige er det tydeligt, at målet med strategien er at skabe såkaldt flokimmunitet. Det indebærer, at coronavirussen skal ramme omkring 60 procent af befolkningen, hvorefter pandemien vil klinge af, fordi flertallet af befolkningen har fået opbygget et immunforsvar. Strategien er hentet fra udbredelsen af andre lignende virusser.

I Danmark er det uklart, om det bagvedliggende mål er skabelsen af flokimmunitet, eller om det blot ikke har været muligt politisk at sige det højt, fordi man derved tager medansvar for, at et betydeligt antal borgere skal dø i processen. I den afpolitiserede svenske model er det langt lettere, fordi eksperterne og ikke politikerne har ansvaret for at lægge strategien.

Fælles for både Danmark og Sveriges valg af strategier er imidlertid, at de beror på, at der er en høj grad af tillid til samfundsinstitutioner og beslutnings-tagere, som ikke findes i autokratiske og ufrie regimer som Iran og Kina. Borgerne i både Danmark og Sverige følger i vid udstrækning de anvisninger, som gives af myndighederne, og som debatteres åbent i medierne.

Alt i alt: Coronapandemien er naturligvis grundlæggende biologi. Men hvordan den bekæmpes, beror i vidt omfang på den politiske indretning af landene.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.