Med den nye historikerundersøgelse har vi endelig fået gravet dybere i baggrunden for dansk deltagelse i tre væbnede konflikter. Hele 16 år efter den sidste og mest kontroversielle beslutning om krigsdeltagelse i Irak, som kun havde et smalt folketingsflertal bag sig. Undersøgelsen blev i sin tid bestilt af et flertal bestående af blå blok og Alternativet.
Den sene danske rapport er blandt andet kritisk over for, at folketingspolitikerne kom sent ind i beslutningsprocesserne, blev ”minimalistisk” informeret og var ret dårlige til at stille spørgsmål. Den er også kritisk over, at meget få mennesker reelt træffer krigsbeslutningerne.
For tiden er vi med rette glade for, at vi ikke har samme parlamentskultur som Storbritannien. Men briterne kan nu lære os noget. I Storbritannien har Irak-krigen for længst givet anledning til en række rapporter, fordi det modsat Danmark er en del af britisk parlamentskultur ikke at nægte et mindretal ret til at få gennemført undersøgelser.
Allerede i januar 2004 forelå den første undersøgelse, og i juli 2004 kom en undersøgelse af den mangelfulde efterretningsvirksomhed i spørgsmålet om de ikke-eksisterende irakiske masseødelæggelsesvåben.
I 2009 nedsattes en ny kommission til undersøgelse af Irak-krigen under ledelse af John Chilcot. Chilcot-rapporten fra 2016 fremhævede farerne ved den tidligere premierminister Tony Blairs beslutningsstil, hvor kun ganske få nøgleministre og rådgivere fik indflydelse. Selv ikke den britiske udenrigsminister eller forsvarsminister blev inddraget af Blair.
Blair havde på et tidligt tidspunkt i forståelse med USA egenrådigt involveret Storbritannien i krigen respektløst over for de britiske traditioner for kollektive beslutninger i regeringens kabinet.
Alt var besluttet i et snævert beslutningsmiljø uden kritisk dialog, modspil og overvejelser af alternativer. Rapporten fastslog, at krig ikke var nødvendig for at afvæbne Iraks diktator Saddam Hussein, der havde stadig været masser af muligheder for en fredelig afvæbning af Irak. Efterretningsarbejdet havde ikke været godt nok. Planlægningen af, hvad der skulle ske, når krigen var vundet, var fraværende.
Ved at hjemsende den irakiske hær, forbyde det regerende Baath-parti og afskedige embedsmænd havde man forsynet den fortsatte modstand mod invasionen med både våbentrænede mænd og erfarne administratorer, der i årevis skabte grundlag for væbnede kampe i Irak. Den britiske hær blev aldrig rigtigt udstyret til de fortsatte lokale angreb.
Rapporten konkluderede, at der havde manglet:
1) forståelse for de forhold, krigen skulle føres i,
2) en nøgtern analyse af risiciene,
3) realistiske mål og
4) tilstrækkelige ressourcer.
Chilcot-rapporten satte også fokus på den danske krigsplanlægning, idet den afslørede, at den danske ambassadør, der havde været den eneste ikke-amerikanske guvernør under besættelsen af Irak, havde måttet finansiere fire personers ansættelse med penge fra dansk erhvervsliv med Dansk Industri i spidsen, som havde troet på lukrative muligheder i Irak. Det endte nu med, at Mærsk i 2005 blev smidt ud af Basras oliehavn.
Mange år efter erkendte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i en usædvanlig selvkritik, at der havde manglet en velgennemtænkt politisk plan.
Forskere som professor Ole Wæver og miltærforskeren Peter Viggo Jakobsen har for længst foregrebet nogle af historikerrapportens konklusioner.
”Lidt kynisk betragtet vil jeg sige, at vores internationale militære engagement primært handler om at få skulderklap fra USA. Og hvis du spørger mig ud fra den kalkule, om Irak-krigen var en god idé, så er svaret ja,” udtalte Peter Viggo Jakobsen bramfrit for nogle år siden.
De nye danske konklusioner ligner i øvrigt meget de britiske og overrasker derfor heller ikke så meget. En af forskellene er dog, at den danske udenrigsminister Per Stig Møller (K) blev inddraget hos os. En anden er, at den sætter streg under, at det danske folketing har svagheder.
For at styrke erfaringsopsamlingen anbefaler historikerrapporten, at ”oprette en tværgående analyseenhed i centraladministrationen med henblik på at styrke systematisk erfaringsopsamling”. Desuden skal den sikre koblingen mellem militære engagementer og udenrigspolitiske målsætninger. Det forudsætter dog – må man tilføje – at Danmark har nogle udenrigspolitiske målsætninger ud over at få ”skulderklap fra USA”.
Med Donald Trump som præsident i USA er der indlysende behov for at udvikle egne målsætninger. Men forslaget blev øjeblikkelig afvist af flere danske politikere.
Det samme vil nok ske, hvis nogen ville foreslå, at Folketingets undersøgelsesmuligheder styrkes, og at man sikrer en bredere beslutningsproces ved så afgørende beslutninger. Danmark er en småstat og agerer som en småstat, som det er blevet sagt.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator