Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) giver i dag Folketinget sin grundlovsbefalede redegørelse for rigets almindelige stilling. Det er første tirsdag i oktober, og Folketinget tager hul på en ny sæson.
Et hovedtema både i talen og i dagsordenen for det kommende år bliver folkeskolen. Regeringen har allerede lagt op til, at skolen skal reformeres, lærerne skal undervise mere, og eleverne skal rustes bedre til at klare sig i fremtiden.
LÆS OGSÅ: Engell: SF må måske forlade regeringen
Eller som Helle Thorning-Schmidt allerede sagde i sin tale til den socialdemokratiske kongres for nylig: Vi skal have den dygtigeste generation i vores historie. Selve ordvalget falder ikke langt fra den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) drøm om at få verdens bedste folkeskole.
Går det, som der er tradition for i dansk uddannelsespolitik, bliver der derfor igen et bredt forlig om folkeskolen.
Det mest interessante bliver, hvordan man vil omsætte de høje ambitioner til virkelighed, og om man kan få lærerne og skolelederne med på projektet. Det kan give store konflikter. Der har allerede været talt om, at lærerne skulle bruge mere arbejdstid på undervisning og mindre på forberedelse. Og helt op i toppen af Socialdemokraterne er der et ønske om at stramme kursen over for lærerne.
Den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har for nylig oprettet sin egen netavis, www.piopio.dk, og her kunne man i går læse, at skoleledelserne skulle have bedre muligheder for at fyre dårlige lærere:
Hvis ikke ledelsen fremover bliver udstyret med ansvar og magtbeføjelser til at afskedige dårlige lærere og i det hele taget får tilstrækkeligt råderum til at lede og fordele arbejdet vil der ganske enkelt ske det, at borgerne stemmer med fødderne. De vil forlade den danske folkeskole, fordi de ikke vil finde sig i en slingrende kvalitet af undervisningen, hed det i indlægget.
Forfatter til det var angiveligt Louis Pio, altså grundlæggeren af arbejderbevægelsen i 1871.
Men ud over, at en skolereform kan give konflikt med lærerne, kan den også blive endnu en øm ligtorn for SF. Regeringspartiet er i forvejen kastet ud i fløjkrig mellem de to formandskandidater, Astrid Krag og Annette Vilhelmsen.
Fløjkrigen har reelt sat regeringsarbejdet på pause, og først når formandsvalget er afgjort den 13. oktober, kommer der nye intiativer fra regeringen.
Det har gjort ondt på SF, at dagpengeperioden fra nytår forkortes fra fire til to år. Det har gjort ondt, at regeringen som følge af det regeringsgrundlag, der blev vedtaget for et år siden, ikke kan forlænge dagperioden igen for de mange tusinde ledige, der ryger ud af dagpengesystemet fra nytår.
Formelt går begge formandskandidater ind for at fortsætte SFs regeringsdeltagelse, men centrale kilder hos Socialdemokraterne og Radikale Venstre er ikke ligefrem enige om, hvor realistisk det er, at SF fortsætter som regeringsparti.
En vurdering er, at partiet med formandsvalget reelt stemmer om regeringssamarbejdet. Vinder Annette Vilhelmsen, eller bliver det et tæt løb, synes SFs dage som regeringsparti talte. Så må det blive en SR-regering herefter.
En anden analyse er, at begge formandskandidater rent faktisk siger, at de står inde for regeringsgrundlaget, og det må man tage for pålydende. Skulle Annette Vilhelmsen som den mest kritiske vinde, vil hun arbejde på at overbevise alle om, at hun talte sandt. At hun faktisk vil bevare SF i regeringen ligesom et massivt flertal i SFs bagland i øvrigt. I denne udlægning vil alt falde til ro, når formandsvalget er ovre.
Det sidste har meget for sig, men det hører med, at SF uanset udfaldet vil stå meget svækket i regeringssamarbejdet efter den 13. oktober.
De to andre regeringspartier mener, at SF har opbrugt sin kvote for at så tvivl om sammenholdet, og derfor skal SF ikke regne med stor indflydelse, når svære emner som en reform af Statens Uddannelsesstøtte og kontanthjælp kommer på bordet til næste forår.
Det er emner, der igen kan komme til at gøre ondt i SFs bagland, fordi der skal spares flere milliarder kroner.
Så selvom regeringspartierne ønsker sig et roligere år end det første, kan det vise sig vanskeligt. Den politiske dagsorden gør det i sig selv svært.