Enebarn i ulige uger papsøskende i lige

Det er længe siden, den klassiske far-mor-børn-konstellation begyndte at blive udfordret af nye familietyper. I dag vokser hvert tredje barn op med søskende, de ikke har to biologiske forældre til fælles med

Hvert tredje barn, som i dag er 16 år, er vokset op i en familie med halvsøskende eller papsøskende. Børn fra traditionelle familier med kun helsøskende udgør 60 procent, mens enebørn er gået hen og er blevet et sjældent fænomen, viser en familiestatistik, som Danmarks Statistik offentliggjorde i går. – Modelfoto: Søren Svendsen/BAM/Scanpix.
Hvert tredje barn, som i dag er 16 år, er vokset op i en familie med halvsøskende eller papsøskende. Børn fra traditionelle familier med kun helsøskende udgør 60 procent, mens enebørn er gået hen og er blevet et sjældent fænomen, viser en familiestatistik, som Danmarks Statistik offentliggjorde i går. – Modelfoto: Søren Svendsen/BAM/Scanpix.

Moderne danske familier indretter sig på mange forskellige måder. Nogle lever i den traditionelle kernefamilie, hvor der er en far, en mor og parrets fælles biologiske børn. Men gennem de seneste 30 år er denne fortsat dominerende konstellation blevet udfordret af familier, hvor børnene vokser op sammen med halvsøskende eller papsøskende, fordi forældrene har skiftet det ene parforhold med et andet.

LÆS OGSÅ: Vi får færre enebørn og flere papbørn

I går offentliggjorde Danmarks Statistik en ny familiestatistik, som tydeligt afspejler disse forandringer. Hvert tredje barn, som i dag er 16 år, er vokset op i en familie med halvsøskende eller papsøskende. Børn fra traditionelle familier med kun helsøskende udgør 60 procent, mens enebørn er gået hen og er blevet et sjældent fænomen.

Mange myter knytter sig til enebørn om, at de er mere egoistiske, asociale og forkælede end andre børn, og myterne trives, selvom de flere gange er blevet afvist af forskere. Det er heller ikke muligt at sige, at man udvikler nogle særlige personlighedstræk, hvis man vokser op i en sammenbragt familie. Men der er i denne sammenhæng flere faldgruber, man som forælder kan falde i, og de minder lidt om traditionelle enebarnsfaldgruber, vurderer Sia Holm, privatpraktiserende psykolog med sammenbragte familier som speciale og ansvarlig for hjemmesiden sammenbragte-familier.dk.

LÆS OGSÅ: Skilsmissens pris betaler børnene

Det kræver samarbejde, hvis man skal lykkes med at tage børn fra tidligere forhold ind i nye forhold. Forældre håndterer det meget forskelligt. Nogle tager bare deres børn ind i familien, uden at ansvar og forpligtelser bliver fordelt. Andre taler meget om det og viser stor vilje til også at bruge tid og kræfter på de børn, som ikke er deres egne biologiske børn, siger hun.

I sin praksis som psykolog støder Sia Holm ofte på det mønster hos forældre med skilsmisser i bagagen, at de hver anden uge giver børnene maksimal opmærksomhed, tager tidligt fri og indretter hele ugen på børnenes præmisser. Til gengæld knokler de så ekstra hårdt de andre uger, hvor børnene er hos den tidligere ægtefælle, og kan tilbringe aftenerne i voksen tosomhed med den nye kæreste. Men risikoen er, at begge dele kommer for langt ud i hver sin yderlighed.

Det er et udbredt, men umuligt projekt at ville være 200 procents forældre i nogle uger og kæreste i de andre. Det er ligesom, at man ikke kan sove på forskud, siger psykologen, som har oplevet, at mange voksne bliver jaloux eller vrede på de papbørn, som hver anden uge stjæler deres kærestes opmærksomhed, og som de måske ikke har fået tildelt nogen særlig klar opdragende myndighed over.

En anden effekt af, at mange moderne børn pendler mellem to hjem, er, at der måske er færre, der lever som enebørn hele tiden. Men til gengæld indgår de måske i forvirrende konstellationer som at være enebørn i de ulige uger og halvsøskende eller papsøskende i de lige, når fars eller mors børn med deres tidligere ægtefælle eller fars nye kones barn med hendes tidligere mand flytter ind.

Selvom børn har søskende, er det ikke sikkert, de føler sig som søskende. Der findes da også masser af biologiske søskende, som hader hinanden, selvom glansbilledforestillingen hos de voksne er en anden. Med pap-, bonus-, plasticbørn, eller hvad vi nu kalder dem, gælder det endnu mere udtalt, at de ikke pr. auotmatik føler sig som søskende. Og videre i voksenlivet har de ingen rettigheder i forhold til hinanden. Skal der være en relation, er det op til deres eget initiativ, siger Sia Holm, som derfor konkluderer, at mange børn i dag er enebørn med søskende.

Hun understreger, at hvis de voksne ønsker at skabe en ny familie, som føler samhørighed, er vejen frem, at man bruger tid og energi på det. At man får talt grundigt igennem, hvilke regler der gælder i hjemmet, og hvilken rolle som autoritet og opdrager hjemmets voksne har i forhold til de børn, som bor permanent eller deltids i det fælles hjem.

Den danske familie begyndte for alvor at ændre form i 1960erne og 1970erne, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og skilsmissetallene voksede, påpeger Per Schultz Jørgensen, professor emeritus ved DPU Aarhus Universitet og dr.phil. i socialpsykologi.

I perioden fra 1980erne og frem begyndte de moderne familier at vinde frem, og her er det langsomt blevet mere almindeligt, at mor går på arbejde, at far tager del i familielivet hjemme, at man kan være enlig forsørger, og at nye typer forhold opstår. Alt dette er i dag en konsolideret og naturlig del af vores virkelighed, ligesom vi i værdiundersøgelser kan se, at befolkningen i stigende grad accepterer de nye måder at være familie på. Det er ikke noget, man er fremmed over for, og man ser det ikke længere som noget negativt, forklarer han.

At færre lever som enebørn og flere som halv- og papsøskende, ser han som en helt naturlig følge af den udvikling, som er overvejende positiv.

Der er naturligvis både fordele og ulemper ved at være enebarn og ved at have søskende. Som enebarn får man forældrenes fulde opmærksomhed, man er omgærdet af en meget stor omsorg, og man får flere ting, fordi forældrene har bedre råd til kun at forsørge et barn. Ulempen ved at være flere børn er altså, at man er flere om at dele forældrenes opmærksomhed. Men det kan omvendt også være en fordel for børnene rent udviklings- og opdragelsesmæssigt, fordi de bliver slebet socialt af og lærer at kæmpe lidt for opmærksomheden, siger Per Schultz Jørgensen og tilføjer:

Er man to børn i en familie, har man samtidig en fordel i at have en ven for livet. Uanset om man har hel-, halv- eller papsøskende. Man har en legekammerat, en fortrolig, en ven, som man kan bruge, når familien kommer ud for krise. Man har en ven at støtte sig til og er aldrig alene. På den måde kan fordelene ved at have søskende hurtigt overskygge ulemperne.

Også Birthe Linddal Jeppesen, sociolog og fremtidsforsker med speciale i familiemønstre, ser det som en befrielse, at det er blevet meget mere normalt at leve med dine, mine og vores børn. I dag sættes der ikke længere spørgsmålstegn ved, at man kan vælge at have en partner, indtil man får en ny, og at børnene følger med ind i det nye parforhold:

Der er både fordele og ulemper ved at have papsøskende. Men grundlæggende giver det børnene en større forståelse for, at man kan gøre ting på anderledes måder. De nye søskende har måske andre spisevaner, andre lege, andre måder at gøre tingene på. Det kan gøre børnene mere tolerante og åbne for andre måder at være familie på, ligesom det kan lære dem at dele med andre, siger hun og tilføjer:

Mange enebørn oplever en form for ensomhed. Når der så kommer nye søskende ind i familien, får de pludselig nogen at dele deres tanker og oplevelser med.