At debatter om tro og religion optager mange mennesker på årets solbeskinnede folkemøde på Bornholm blev understreget, da Kristeligt Dagblad fredag formiddag inviterede til religionspolitisk topmøde i Grundtvigs telt.
Den velbesøgte debat, der kom vidt omkring emner som burkaforbud, omskæring, religionsfrihed og forholdet mellem kirke og stat, engagerede hele publikum, som af ordstyrer og Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager blev opfordret til at udtrykke sin holdning til både burkaforbud og forbud mod drengeomskæring ved håndsoprækning. At de fremmødte i Grundtvigs telt ikke var repræsentative for Folketingets flertal viste sig tydeligst ved en massiv modstand mod det nyligt vedtagne maskeringsforbud.
Det gjaldt også for panelet, hvor kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), De Radikales Ida Auken og Enhedslistens Christian Juhl erklærede sig imod et forbud, som kun blev bakket op af Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup. Ida Auken greb chancen for en mulig forklaring ved at spørge publikum, hvor mange af dem, der opfattede sig selv som troende, og blev mødt af en skov af hænder.
”Der har I forklaringen”, påpegede Ida Auken: ”Når man selv har en tro, har man også en større forståelse for andre menneskers religiøse praksis.”
Hun opfordrede publikum og danskerne i det hele taget til at melde sig i debatten med en større grad af religiøs og kulturel selvtillid, så det ikke bliver angsten for andres tro, men styrken og glæden ved egen kultur og religion, som danner rammen om tidens værdidebatter.
Opfordringen fik Dansk Folkepartis Peter Skaarup til at pege på, at vi som samfund risikerer at miste den frihed og det stærke fællesskab, hvis ikke vi begrænser den indvandring, som i lande omkring os allerede har ændret afgørende på rammerne for det fælles liv.
Kultur- og kirkeminister Mette Bock opridsede det dilemma, som ikke kan løses en gang for alle, men kun forhandles løbende gennem debat og oplysning: ”Hvordan sætter vi grænsen mellem behovet for at gribe ind over for social kontrol og behovet for at bevare vores stærke tradition for tros- og åndsfrihed?”
Det religionspolitiske topmøde gav ikke publikum det endelige svar, men afspejlede, hvor central den debat bliver i de kommende år.
Kingos folkekære og næsten 350 år gamle ”Sorrig og glæde de vandre til hobe” indledte Kristeligt Dagblads andet debatarrangement ved folkemødet om det evigt aktuelle emne ”Sorg”, som fra mandag vil være en officiel diagnose i WHO-regi og dermed også i det danske sundhedsvæsen. Men er det godt eller skidt, at sorg nu bliver en diagnose? Og hvad bliver konsekvenserne? Sådan lød de bærende spørgsmål i en kyndig og oplysende debat mellem sorgforsker Mai-Britt Guldin, Preben Engelbrekt, direktør ved Det Nationale Sorgcenter og psykiater Jørgen Due Madsen med Kristeligt Dagblads Liv & Sjæl-redaktør Karin Dahl Hansen som ordstyrer.
Med forskellige grader af begejstring hilste alle i panelet sorg-diagnosen velkommen, fordi den ifølge dem vil være i stand til at hjælpe folk med komplicerede og langvarige sorgforløb. Men risikoen for en sygeliggørelse af et almindeligt livsvilkår er reel, understregede Mai-Britt Guldin. De fleste mennesker har således ikke brug for psykologhjælp til sorgbearbejdelsen, især ikke hvis de har gode, nære relationer, men vi skal huske, at der findes ensomme, folk med psykiske lidelser og svært traumatiserede, som ikke har de muligheder, understregede hun.
At evnen til at håndtere sorg er blevet et udbredt problem, og at mange danskere savner et fælles sprog til at tale om sorg, var der bred enighed om i panelet.
Som psykiater Jørgen Due Madsen påpegede, var sorgen og sorgbearbejdelsen i mange år teologiens og kirkens anliggende, inden det overgik til psykologerne og sundhedsvæsenet.
”Men kirken og præsterne er fortsat en enorm ressource til at hjælpe mennesker igennem den akutte sorg”, understregede han. Og pegede på kirken og den omkringliggende kirkegård som en stærk og konkret figur for sorghåndtering. Evnen til at konfrontere sorgen, turde give den plads, men også at kunne slippe den igen, er afgørende, mener Jørgen Due Madsen.
”Kirkegården er en påmindelse om livets begrænsning og døden som et fælles vilkår. Men kirkegården er netop et sted, man besøger, ikke et sted man bor,” lød påmindelsen fra ham til publikum, som efter debatten ikke gik på kirkegården, men begav sig videre ud på et folkemøde med en mangfoldighed af stemmer og debatter til oplysning, opmuntring og eftertanke.