Engang var Aleppo

I dag ligger Syriens største by i ruiner. Kristeligt Dagblad har bedt to syrere i Danmark fortælle om deres liv i Aleppo før belejringen og bomberne. De giver et portræt af en by, der ikke er mere, og et liv, der ikke længere leves

Mohamad Saleh Fallaha (venstre) og Hemrin Muhammed (højre), syrere fra Aleppo.
Mohamad Saleh Fallaha (venstre) og Hemrin Muhammed (højre), syrere fra Aleppo. Foto: Jens Welding Øllgaard og Michael Drost-Hansen.

Mohamad Saleh Fallaha og Hemrin Muhammed kom begge til Danmark i 2015. Mohamad som flygtning og Hemrin som led i en familiesammenføring med én.

Byen, de rejste fra, var Aleppo. Syriens største by.

I denne uge indtog Bashar al-Assads regeringshær den oprørskontrollerede, østlige del af byen, der af flere medier har fået tilnavnet "Syriens Stalingrad", sønderbombet, som den er.

Før i tiden var Aleppo derimod kendt som en af Orientens perler. Det var fredens og fortidens Aleppo, en by, som Mohamad Saleh Fallaha og Hemrin Muhammed elskede, og de her fortæller om.

Video: Mohamad Saleh Fallaha og Hemrin Muhammed om Aleppo, før og efter borgerkrigens begyndelse.

HEMRIN MUHAMMED, 31 ÅR, ODDER

”Jeg tager bussen til Horsens hver dag. Jeg kigger bare ud af vinduet, og når vi kører ind til landsbyen Hundslund, forestiller jeg mig, at vi er på vej ind i Aleppo. Jeg vil ikke se noget fra Aleppo i dag. For jeg havde et meget godt liv i Aleppo før krigen. Det var vores første skridt i livet, vi arbejdede, alt var godt, og så … pludselig…”

Hemrin Muhammed. Foto: Michael Drost-Hansen.
Hemrin Muhammed. Foto: Michael Drost-Hansen. Foto: MichaelDrost-Hansen, michaeldrosthansen@icloud.comwww.michaeldrosthansen.com

Min far besluttede sig i 2003 for, at vi skulle flytte til Aleppo, hele familien. Det var noget helt andet end Raqqa, hvor jeg kom fra. I Aleppo åbnede jeg mine øjne, som man siger i Syrien. Vi kendte ikke til problemer, og det var meget fredeligt. Vi havde hver dag noget at lave, og folk var ude på gaderne til klokken tre eller fire om natten. Vi gik på universitetet og arbejdede, intet skete.

Hver mandag tog jeg ind til den gamle bydel for at shoppe og spise. Bydelen lå rundt om Aleppos gamle fæstning, var beboet af arabere og i det hele taget et skønt sted. Alt var gammelt, og der duftede af jasmin. Man kunne ikke køre derind med bil, og der var mange, rigtig mange, turister. I den gamle bydel lå vores Al-Madina Souk, en meget stor, tagdækket bazar. Her var vandpibecafeer, og restauranterne serverede hummus, falafel og shawarma, der var meget bedre end i Danmark. Vi købte bare sandwichen, og frem for at sidde på en restaurant som i Danmark, spiste vi i gaderne, så olien fra shawarmaen løb ned af hænderne.
 
Jeg læste engelsk litteratur på universitetet i Aleppo. Begge mine forældre havde læst engelsk litteratur. Da jeg var ni år, talte de sammen på engelsk, hvis de ikke ville have, at jeg skulle forstå, hvad de talte om. Så jeg sværgede på, at jeg ville læse engelsk, når jeg blev stor. Jeg kunne godt rigtig godt lide Shakespeare, Thomas Hardys ”Jude Obscure” og Jane Austens ”Stolthed og fordom”. Nu læser jeg Engelsk B på HF i Danmark, men det er ikke som universitetet i Syrien. I Syrien var det lettere, end det er her. Min søster siger ofte til mig, at jeg havde alle disse dejlige dage på universitetet, som hun ikke får lov til at opleve. Jeg kom der hver dag. Hun kommer kun til eksamenerne hver tredje eller fjerde måned. Det er for farligt, og hun kan ikke gå der mere.

Vores hus lå over for en armensk kirke. Hver søndag og torsdag ringede kirkeklokkerne. På den anden side af huset lå en stor, stor moské. Jeg er kurder og sunnimuslim, kendte en masse yezidier og havde shiamuslimske og kristne, armenske venner. Vi følte ikke nogen segregering; at han var muslim, og hun var kristen. Vi spurgte ikke folk, hvilken religion de tilhørte. Så da vores nabo skulle giftes, tog vi i kirke. Vi kendte intet til traditionerne, men vores nabo sagde til os, at hvis han rejste sig, skulle vi rejse os, og hvis han satte sig ned, skulle vi det samme. Det var en rigtig dejlig dag. Vi oplevede bønnen, og at brudeparret gav hinanden ringe på. Vi tog til festen og spiste nadverbrød. De sagde til mig, at jeg skulle ønske noget i mit hjerte og spise brødet. Jeg havde mange drømme.

Jeg mødte min mand på universitetet. Han læste psykologi og gav min søster privatundervisning, og jeg blev forelsket. I min kultur er det ikke tilladt at vise sin kærlighed åbent, hvis du ikke er gift. Der er en masse disciplin på den front i min kultur. Så i stedet for ses hjemme hos hinanden, mødtes vi i parken, der lå ved universitetet, og når vi var sammen med vores venner fra universitet. Det var ikke kedeligt at gå i parken, men vi talte bare og drømte om, hvad vi ville i fremtiden. Købe hus, stifte familie og en dag langt ude i fremtiden rejse til Europa på bryllupsrejse. Jeg ville gerne til Schweiz, fordi jeg havde set ”Heidi”-film.

På det tidspunkt arbejdede min far i De Forenede Arabiske Emirater og var ikke i hjemme i Syrien, kun min mor og mine søskende. Mine familiemedlemmer på universitetet opdagede min nuværende mand og jeg. Så jeg fortalte min mor det, og hun sagde, at før, at min far ville opdage ham, skulle jeg ringe til min far, så vi kunne forlove os. Min far spurgte mig om, hvor lang tid jeg og min forlovede havde set hinanden. Jeg løj, ha! Jeg sagde, at jeg havde set ham tre gange på tre år, men vi havde set hinanden hver dag. Min far ved det godt nu. 

Fra andet år på universitetet og til krigens første dag havde jeg et arbejde. Så stoppede alt. Folk forlod deres hjem. Alting. Vi kunne ikke arbejde. Min mand forsøgte at tage på sit arbejde på en café i den kristne bydel midt i Aleppo. Hver dag, når han kom hjem, spurgte jeg, om han havde oplevet noget, og han sagde altid ’nej, nej, alt er okay’. Men jeg opdagede senere, at han en dag var tæt på at blive ramt af et tilfældigt skud. Han hørte bare lyden. Det blev hans sidste arbejdsdag.
 
Vi tænkte ikke på Bashar al-Assad før krigen. Alle havde deres arbejde og sit at gøre. Det handlede om at studere og færdiggøre sine eksamener. Jeg tog mig ikke af ham og var kun en smule bange, fordi min mand var engageret i et kurdisk parti. Vi kunne ikke tale sammen om de ting, og vi kunne ikke have kurdiske bøger. Hvis politiet pludselig kom og så det, ville de have arresteret hele familien. Så min mand brændte papirer på kurdisk, når han havde læst dem, og han mødtes med folk på hemmelige steder. Skulle han gå, sagde han bare, at ’jeg skal noget’, og så forstod jeg, hvad han mente. Nu, i Danmark, mødes de frit, er støttet af kommunen, og vi får brevene i postkassen. Men jeg har stadig en følelse af frygt for, at de vil fange mig, hvis jeg taler højt.

Jeg tænkte ikke over det, da det arabiske forår begyndte i Tunesien. Det var bare nye nyheder. Men da det kom til Egypten, havde jeg en fornemmelse af, at der også ville ske noget i Syrien. Man havde først set det ene land, så det andet, så de tredje. Det startede så i en by, der hed Daraa. Men på TV sagde de, at der ikke skete noget. De fortalte i detaljer om alt det, der skete i Tunesien og Egypten, men i Syrien holdt de det hemmeligt, fordi de støttede Assad. Alt var godt, der skete ikke noget, sagde de. Jeg troede ikke på krig, og at det ville komme til Aleppo. Det var bare folk, der gik på gaden og råbte ’frihed, frihed!’.

Og pludselig kom krigen til Aleppo. Det var den dag, jeg fødte vores søn. Jeg var på hospitalet, og de bombede en landsby tæt på Aleppo. Jeg lyttede til lyden. Bum, bum, bum. De første tre-fire måneder, hvor jeg havde været gravid med ham, var der ingenting. Jeg lå i sengen og tænkte på, hvordan jeg ville kunne bo i et hjem med alle de lyde, og hvordan mit barn kunne leve i den her situation.

Dag for dag blev det værre. Der var en kone, en nabo, der sagde, at intet ville ske. Hun tog make-up på og gik ud at shoppe hver dag. Og jeg sagde, ’hvordan kan du shoppe, sove, spise og leve livet, når de bomber?’. Hun sagde bare ’nej, nej’.

Nu er hun taget til Egypten. Hun rejste før mig.

Hemrin Muhammed kom sammen med sin nu fireårige søn til Danmark som familiesammenførte med hendes mand, Ahmad Sheik Issa, den 10. december 2015. 

MOHAMAD SALEH FALLAHA, 20 ÅR, ESPERGÆRDE

”I skolen lærte jeg om Bosnien og alle mulige ting. Hvad der sker i Syrien er værre, end hvad der skete i Bosnien. I Syrien er det muslimer mod muslimer og kristne mod kristne. Folket har kæmpet mod hinanden, dem der er med Assad og mod Assad. Derfor er det værre, synes jeg. Når en dreng har dræbt sin egen bror, så ved jeg ved ikke, hvordan vi kan få fred.”

Mohamad Saleh Fallaha. Foto: Jens Welding Øllgaard
Mohamad Saleh Fallaha. Foto: Jens Welding Øllgaard

Det var en meget almindelig barndom. Hver morgen stod jeg op klokken 5.30. Det var selvfølgelig min mor, der vækkede mig. Jeg var begyndt at svømme som niårig, og to år senere begyndte jeg til triatlon. Vi havde gode svømmehaller i Syrien, men ikke så gode som i Danmark. To år i træk måtte jeg om vinteren svømme i koldt vand, fordi virkelig mange mennesker stjal den diesel, som svømmehallen brugte til at varme bassinerne op med. Mine forældre kom selvfølgelig og så på til konkurrencerne. Det var virkelig hyggeligt, især fordi jeg plejede at blive mester. Jeg blev syrisk mester i triatlon fem år i træk fra 2008 til 2012.

Jeg drømte om at blive læge. Øjenlæge. Alle seje mennesker var læger. Det var prestigefuldt. Bashar al-Assad er uddannet øjenlæge, men jeg tror, at han var dårlig til det, for han har aldrig arbejdet som læge. Min far sagde, at jeg skulle blive en bedre øjenlæge end ham. Min far var farmaceut. Han havde læst i Rusland, dengang det var Sovjetunionen. Min far, han var kommunist. Nu er han ikke glad for, at han har lært russisk.

Vi havde demokrati derhjemme, og vi bestemte alle sammen. Vi tog beslutninger ved at stemme, for eksempel om min søster måtte låne penge til at købe noget, hun manglede. Jeg levede i to forskellige verdener. En verden derhjemme og en verden uden for.

I skolen havde vi samfundsfag ligesom i Danmark, men det handlede ikke om samfundet, kun om Bashar al-Assad og hans parti. Der var billeder af ham alle steder, og vi skulle stemme på ham. Det skulle vi bare. Jeg kunne ikke forstå det, og jeg stillede nogle spørgsmål, som man ikke måtte stille. På mit sidste år i gymnasiet spurgte jeg ind til vores krige med Israel. Jeg lærte alle mulige dårlige ting om Israel i skolen. At de hader os og alt muligt. Jeg ved ikke, om det er sandt, men jeg ved bare, at vi bør ”make peace”.

Vi boede i en landsby 10 minutter fra Aleppo. Der var mange villaer. Man kan nok godt sige, at det var et velhaverkvarter. Det var ikke svært at tage ind til centrum, det gjorde jeg tre-fire gange om ugen. Inde i centrum spillede vi basketball i baggårdene. Det var meget street-style. Jeg var god til det, men det er jeg ikke længere. Der var nogle steder i den gamle by, jeg kom tit, blandt andet en gammel café, hvor folk røg vandpibe og spillede backgammon. Jeg var så dårlig til backgammon, så jeg spillede kort. Alkohol blev solgt hemmeligt, for samfundet kunne ikke acceptere det. Men der er virkelig mange, der drikker alkohol, de siger det bare ikke højt. Jeg drak også lidt i smug. Raki og whisky. Men ikke så tit. Jeg har aldrig været fuld i Aleppo.

I Syrien sagde man, at Aleppo og Paris var som hinandens søstre. Der var så flot! 500 år gamle bygninger! Moskéerne var meget charmerende, men kirkerne var meget gamle og føltes helligere. Jeg kunne godt lide dem. Vi boede sammen, kristne og muslimer, og jeg havde selv nogle venner, Antonio og Marcel, der var kristne. Det var så fedt, syntes jeg. Forholdet mellem kristne og muslimer var meget afslappet. Vi havde vores helligdage, de havde deres.

Vores marked var så gammelt og havde krydderier og tøj, guld og sølv. En masse ting. Forestil dig en basar med fem millioner mennesker, der kommer alle mulige steder fra. Aleppo var så smuk, og indbyggerne i Aleppo gik meget op i at holde byen ved lige. Nu er byen ligesom Berlin efter Anden Verdenskrig. Måske værre.

Det var ikke et frit liv. Man måtte ikke sige noget om regeringen, Bashar al-Assad, hans familie og Baath-partiet. Det var bedst, at man generelt ikke sagde noget om politik. Min far har altid sagt, at jeg ikke skal sige tingene højt.

Men inden krigen havde vi hemmelige snakke, og blev der startet nogle hemmelige bevægelser mod regeringen på vores gymnasium, var jeg også med i dem. Der var én, som sagde til mig, at ’du er min ven, og vi kender sandheden: At Assad, han skal ud, og vi skal kæmpe mod ham’. Vi vidste, at vi skulle lave noget. Som venner.

Jeg blev færdig på gymnasiet med gode karakterer, men regeringen bestemte, hvad vi skulle læse. Jeg havde ikke karaktererne til at komme ind på medicinstudiet og begyndte at læste økonomi på universitetet. Vi så det, der skete i Tunesien, i fjernsynet. Vi var meget spændte. Assad havde stjålet vores fremtid, syntes vi. Derfor skulle vi bare gøre noget. Jeg kan huske, at min far kom hjem og sagde, at der var nogle, der demonstrerede i Daraa, og at det måske blev farligt. Mine forældre har altid været bange for, at der skulle ske mig noget. Jeg sagde det ikke til dem, da jeg tog til demonstration. Jeg var virkelig glad, men også lidt bange for politiet og militæret. Der var virkelig mange mennesker i den demonstration. Vi startede i moskéen, og så gik vi ud og råbte, at vi ville have demokrati.

Jeg har mistet virkelig mange venner, der blev skudt i demonstrationerne eller blev bombet. Jeg havde også en ungdomskæreste. Hun blev også bombet og dræbt. Jeg ser billeder fra Aleppo hver dag, og nogle gange er det lidt svært. Så sidder jeg bare og græder derhjemme.

Mohamad Saleh Fallaha kom til Danmark som flygtning i 2015.

Aleppo, 2009

Aleppo, set fra byens store Saladin-borg, før krigen. Foto: Rune Johansen/Polfoto.
Aleppo, set fra byens store Saladin-borg, før krigen. Foto: Rune Johansen/Polfoto. Foto: © 2009 Rune Johansen

Aleppo, december 2016

Ødelagte bygninger og butikker i den østlige Aleppo-bydel al-Mashhad, Syria, torsdag den 8. december 2016.
Ødelagte bygninger og butikker i den østlige Aleppo-bydel al-Mashhad, Syria, torsdag den 8. december 2016. Foto: Courtesy of Wissam Zarqa, via AP