SIGMUND FREUD OPFANDT et selvstændigt begreb til den slags konflikter: de små uenigheders narcissisme.
Det dækker ganske morsomt over, at kontroverser paradoksalt nok ofte er størst i fællesskaber, hvor folk langt hen ad vejen er enige. Freud så, hvordan mennesker med nogenlunde ens holdninger har en tilbøjelighed til at fortabe sig i interne fløjkrige og små narcissistiske stridigheder i stedet for at bekæmpe deres egentlige modstandere.
Freud har næppe haft til hensigt at (psyko)analysere den danske venstrefløj, som den engang så ud. Men længe har hans begreb kunnet bruges om den. Skønne kræfter er historisk set blevet spildt på skænderier, der har spaltet venstrefløjen i forskellige partier og fraktioner på grund af uenigheder om, hvordan den store samfundsomvæltning konkret skulle realiseres. Kommunister, maoister, venstresocialister, SAP’ere, Enhedslisten-folk og SF’ere, for bare at nævne nogle få.
Skænderierne har ofte isoleret venstrefløjen, og hvis man endelig bevægede sig langt nok mod midten til at få magten – som SF gjorde det under Jens Otto Krags (S) røde kabinet fra 1966 eller med regeringsdeltagelsen fra 2011 til 2014 – brændte man sig gevaldigt på den.
I DAG ER DEN HISTORIE på vej til at blive vendt på hovedet, hvis man spørger nogle af landets mest indsigtsfulde iagttagere af det politiske spektrum til venstre for midten. Nok har S-regeringen siden folketingsvalget i juni sidste år ledet landet alene, men tiden efter valget har budt på et ”enestående” fredsommeligt samarbejde mellem S, SF og Enhedslisten, som Per Michael Jespersen, direktør i centrum-venstre-tænketanken Cevea, udtrykker det.
”Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten være mere enige end nu,” siger han.
Mens Radikale Venstre ihærdigt forsøger at stikke kæppe i hjulene for S-regeringen, taler Enhedslistens ideologiske kuglestøber Pelle Dragsted i dag om et ”nybrud” i forholdet til Socialdemokratiet og om, at partiet ”har en relation til den nuværende regering, som vi aldrig før har haft til en regering”.
Revolutionen er pakket væk, kritikken af den stramme udlændingepolitik kraftigt nedtonet og identitetspolitikken overladt til Alternativet. Således bevæger SF og Enhedslisten sig med små skridt og i tæt samarbejde med Socialdemokratiet mod et rødere og grønnere Danmark.
Spørgsmålet er, hvordan det kom hertil. Og om partierne til venstre for Socialdemokratiet kan holde de små uenigheders narcissisme fra døren, når kompromisets besmudsende væsen med tiden rører de røde faner.
I JUNI 2016 SAD Pernille Skipper i et tv-studie med Clement Kjersgaard. DR-værten spurgte Enhedslistens politiske ordfører, hvilket land i verdenshistorien hun helst ville bo og leve i. Svaret: Danmark eller et af de andre skandinaviske lande.
For enhver anden politisk ordfører ville det have lydt banalt. Men for de facto-lederen af et parti, hvis principprogram indtil 2014 nævnte revolutionen 29 gange og prædikede en ”opløsning af politiet og militæret”, var det alligevel tankevækkende, mener Per Michael Jespersen:
”Det interview viser for mig, at venstrefløjen står et helt andet sted i dag end før. Den kapitalistiske samfundsmodel med en begavet regulering af markedet blev af Enhedslistens leder løftet op til at være den bedste, som nogensinde er realiseret.”
Ifølge ham er der tale om en venstrefløj, der er blevet mere pragmatisk, men også har taget et reelt ryk til højre i de senere år.
”Da jeg læste på universitet i 1980’erne, stod den yderste venstrefløj for revolution og en helt anden samfundsmodel. Det værste i verden var middelmådige socialdemokratiske frikadellespisere, som fik kapitalismen til at glide ned og stod i vejen for reel forandring. Men sat på spidsen er Enhedslisten i dag blevet et slags Anker Jørgensen-parti. Socialdemokratiets partiprogram fra 1977, hvor økonomisk demokrati var i centrum, er i virkeligheden langt hen ad vejen det, Enhedslisten vil.”
Den analyse deles af forfatter og centrum-venstrefløjs-kender Lars Olsen. Rundt omkring i Europa har den yderste venstrefløj ufatteligt svært ved at indgå kompromiser med store regeringsbærende centrum-venstre-partier. I Spanien skulle der et nyvalg og flere parlamentariske kriser til, før venstrefløjspartiet Podemos for nylig fandt sammen med centrum-venstre-partiet PSOE og dannede en koalitionsregering. I Tyskland bejler det socialdemokratiske SPD og venstrepartiet Die Linke til de samme kernevælgere, og selvom partierne samarbejder i flere delstatsregeringer, har SPD hidtil ikke turdet nærme sig den mere rentonede venstrefløjsrival på landsplan.
I Grækenland led det socialistiske Syriza i sommer et stort valgnederlag og har dertil formået at amputere det socialdemokratiske Pasok, der traditionelt set har været det store venstrefløjsparti i landet. Storbritannien er en historie for sig med interne konflikter mellem socialister og de mere midtsøgende fløje i arbejderpartiet Labour. Den spaltning var en af årsagerne til, at Labour i december fik det værste parlamentsvalg siden 1935.
ALT IMENS ER DER I DANMARK ”sket en afradikalisering af venstrefløjen over 30 år”, som i høj grad får lov at tone frem i det nuværende politiske landskab, mener Lars Olsen. Her trives Socialdemokratiet og den yderste venstrefløj på en og samme tid i et Folketing, der mandatmæssigt ikke er set rødere siden 1971.
”Den danske venstrefløj agerer meget, meget klogt for tiden. Der findes kun to lande i Europa, som med succes bryder med højredrejningen – Danmark og Portugal. Begge er kendetegnet ved, at partierne til venstre for Socialdemokratiet har fundet en realistisk måde at være venstrefløj på.
Forudsætningen for, at socialdemokratierne i Danmark og Portugal kan føre en relativt venstreorienteret politik er, at støttepartierne både presser og støtter dem. SF og Enhedslisten har lagt kræfterne der, hvor de faktisk har mulighed for at få indflydelse, nemlig på velfærd og fordelingspolitik. Vi så det med finansloven, hvor særligt SF havde succes med deres mærkesag om minimumsnormeringer,” siger Lars Olsen.
Prisen? At lade Socialdemokratiet og de borgerlige partier få serveretten over udlændinge- og integrationspolitikken.
”SF og Enhedslisten har uden at sige det højt accepteret, at de ikke får ændret udlændingepolitikken. De har valgt få indflydelse andre steder, og det er nu mest De Radikale, der forsøger at fremstå progressive på udlændingeområdet,” siger Lars Olsen.
SF’s stålsatte målsætning om reel indflydelse er ikke mærkelig, partiets historie taget i betragtning. Stifteren, Aksel Larsen, brød i 1958 med Danmarks Kommunistiske Parti efter uenigheder om linjen over for Sovjetunionen, og magten har aldrig ligget partiet fjernt. I hvert fald ikke i teorien.
”Hvis man bliver skrækslagen den dag, man får tilbudt del i magten, så hører man til nederlagets mænd. Hvis man ikke er mere fast i overbevisningen om sine synspunkters rigtighed og om, at man vil kunne holde fast ved dem, så bør man opgive politik og give sig til at dyrke kål,” skrev Aksel Larsen i sine erindringer. I praksis har det vist sig lettere sagt end gjort.
Venstresocialisterne brød ud af SF i 1967 på grund af partiets højredrejning under det røde kabinet. Miseren under socialdemokraten Helle Thorning-Schmidts S-SF-R-regering kostede næsten folkesocialisterne livet, men i dag trives SF foreløbigt fint med en mellemposition uden for regering, men tæt på Socialdemokratiet, mener Lars Olsen:
”Partiet har fundet sig til rette med Aksel Larsens gamle ideal – som en katalysator, der kan rykke Socialdemokratiet til venstre.”
ANDERLEDES SPEGET FREMSTÅR viljen til samarbejde hos Enhedslisten.
Partiet blev hånligt kaldt ”De forenede dødsboer” i 1989, fordi liste Ø var et sammenrend af outrerede partier fra den yderste venstrefløj med det til fælles, at de ikke var i nærheden af at kunne nå spærregrænsen på to procent. Den almindelige opfattelse i partiet var i begyndelsen, at man end ikke burde stemme for en rød finanslov – så langt var man fra midten af dansk politik.
Pelle Dragsted, forhenværende folketingsmedlem og i dag et indflydelsesrigt medlem af partiets hovedbestyrelse, har tidligere udtalt, at Enhedslistens gamle principprogrammer havde formuleringer, ”som satte spørgsmålstegn ved vores demokratiske sindelag”.
Med finansloven for 2020 har Enhedslisten nu stemt for fire finanslove i alt (første gang var i 2011), og spørger man Kim Kristensen, journalist og forfatter til bogen ”Det hærdede stål” om Enhedslistens første 25 år i Folketinget, er partiet i dag modnet til at indtage en mere central rolle i dansk politik.
”Enhedslisten fremstår mere pragmatisk, og retorikken er helt anderledes. Det med revolutionen er eksempelvis ikke noget, man overhovedet forholder sig til. Man undlader at tage stilling til, hvordan samfundet skal se ud efter denne (revolutionen, red.),” siger han.
Betyder det også, at Enhedslisten reelt har opgivet at være andet end et parti, der trækker Socialdemokratiet lidt til venstre?
”Der er på Enhedslistens egen venstrefløj en fortælling om, at partiet har solgt ud og opgivet sin principper. Jeg synes, at det er mere nuanceret. Med forståelsespapiret har Enhedslisten ikke sat underskrift på noget, som partiet i begyndelsen af 1990’erne ikke også kunne have godkendt.”
”Men det er rigtigt, at den såkaldte DGS-generation (opkaldt efter deres engagement i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, red.) i partiet – Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Rosa Lund – er mere optaget af tale om konkrete politiske resultater end om store idealer.
Dog skal vi huske på, at Enhedslisten er født som et pragmatisk projekt af folk, der er villige til at lade enderne mødes på trods af uenigheder. Det viser sig også ved, at den gamle garde stadig sidder i partiet og har bakket op om de ændringer, der eksempelvis har været af principprogrammet,” siger Kim Kristensen.
Han påpeger, at fornyelsen af Enhedslisten ikke har fået gammelsocialistiske veteraner som Per Clausen, Søren Søndergaard og Jette Gottlieb til at løbe skrigende bort fra partiet. Tværtimod.
FORTÆLLINGEN OM DET TÆTTE samarbejde mellem S-regeringen og venstrefløjen er desuden ikke kun et resultat af, at SF og Enhedslisten har bøjet sig ind mod midten, påpeger Per Michael Jespersen fra Cevea:
”Det skyldes også, at under Mette Frederiksen har Socialdemokratiet taget et kraftigt ryk til venstre og samtidig er blevet mere grønne.
Forudsætningen for, at Enhedslisten og SF kan være med til at føre rød fordelingspolitik, grøn klimapolitik og gøre op med præstationssamfundet, er, at de holder lav profil på udlændingepolitikken.”
Ifølge Pelle Dragsted, der i årevis har spillet en central rolle i partiet, er forståelsespapiret fra sommeren 2019 ”et nybrud for Enhedslisten”.
”Det forpligter regeringen over for os, men det forpligter også os over for regeringen. Det er ikke regeringsdeltagelse, men det er et skridt midt imellem. Enhedslisten har en relation til den nuværende regering, som vi aldrig før har haft til en regering,” siger Pelle Dragsted, der i sommer faldt for Enhedslistens rotationsprincip og derfor ikke måtte genopstille til Folketinget.
Skyldes det også, at I har gået kompromiser, som I førhen ikke ville have indgået?
”Jeg er fuldstændig enig i, at Enhedslisten har udviklet sig i en mere pragmatisk retning i forhold til, hvordan man agerer på Christiansborg. Men det skyldes også, at vi på en lang række områder er enige med den nuværende regering.
Havde Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon (S) haft en mindre højreorienteret økonomisk politik, tror jeg også, at du havde set et mere pragmatisk Enhedslisten dengang,” siger Pelle Dragsted.
Det, du kalder det pragmatiske, vil andre nok kalde en højredrejning. Eksempelvis har I for nylig stemt for en finanslov, der øger den økonomiske ulighed?
”Ja, men det skyldes, at der kommer afgifter på cigaretter. Det skaber en øget økonomisk ulighed, indtil folk holder op med at ryge. Til gengæld er rygning en af hovedårsagerne til, at lavtlønnede lever kortere end højtlønnede. Vi reducerer uligheden i sundhed betydeligt med den konsekvens, at mennesker får mindre mellem hænderne, hvis de altså fortsætter med at ryge.”
Han hæfter sig også ved, at Enhedslisten i forståelsespapiret har sat nogle hegnspæle op, der ifølge ham forhindrer flere af de såkaldte arbejdsudbudsreformer, som S-SF-R-regeringen blev upopulær på at indføre mellem 2011 og 2015.
”Der står, at uligheden ikke må stige, at det sociale sikkerhedsnet ikke må forringes, og at regeringen ikke må sænke skatten for de mest velhavende. Så kan du selv regne ud, hvilke arbejdsudbudsreformer man kan lave uden at forbryde sig mod de elementer.”
Selvom Enhedslisten har fundet glæden ved kompromisets væsen og i dag har et tæt samarbejde med Socialdemokratiet, er man ifølge Pelle Dragsted stadig ”et klart socialistisk venstrefløjsparti med visioner for nogle vidtgående forandringer af vores samfund”.
Han peger på, at Enhedslisten i et reformudspil fra december 2018 foreslog at splitte storbankerne op og give kunderne bedre muligheder for at være medejere af pengeinstitutter. I det store 2018-program ”100 dage med Enhedslisten” foreslog man desuden at etablere en offentlig almennyttig bank, og at der i alle private banker skal sidde en samfundsvalgt repræsentant i bestyrelsen.
”Vores udspil er et markant kursskifte væk fra den nyliberalistiske form for kapitalisme, som har været tendensen gennem de seneste 30 år. Det vil skabe en markant øget lighed, en markant bedre tryghed for lønmodtagerne og være et indgreb i de frie markedskræfter.”
Er du ked af, når folk betegner de senere års udviklingen i partiet som en højredrejning?
”Ja. For jeg synes godt, at man kan være principfast og resultatorienteret på samme tid.”
Stopper jeres udvikling her, eller ser du Enhedslisten rykke endnu tættere mod magten?
”Jeg ser helt sikkert gerne Enhedslisten gå i regering på et tidspunkt. Vi er ikke færdige. Målet er at blive et parti, som for alvor kan udøve indflydelse på vores samfund og gennemføre de radikale visioner, vi har.”
Tiden vil vise, om partiet når så langt i sin færd eller snubler i de små uenigheders narcissisme undervejs.