Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Engell: Enhedslisten giver V vetoret over vækstpakke

Vi kan jo ikke forhindre regeringen i at gøre noget dumt, og vi hjælper den ikke med at føre borgerlig politik, siger Frank Aaen, Enhedslistens finansordfører. Foto: Keld Navntoft

Venstre sætter prisen på regeringens vækstpakke efter Enhedslistens ultimatum, mener kommentator Hans Engell

Enhedslistens trussel om at stemme imod regeringens kommuneaftale styrker Venstre forud for forhandlingerne om regeringens vækstpakke.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

I weekenden vedtog Enhedslisten at gå imod kommuneaftalen. Partiet kræver 2,6 milliarder kroner ført tilbage til kommunerne.

- For regeringen er der kun én udvej for at få en politisk aftale om vækstplanen. Det er sammen med Venstre. Med Enhedslistens melding er vejen lukket til et rødt forlig. Meldingen er ikke fuldstændig overraskende, siger Hans Engell.

Han påpeger, at Enhedslisten har taget afstand fra alle afgørende dele af vækstplanen.

- Det er regeringens valg. Vi kan jo ikke forhindre regeringen i at gøre noget dumt, og vi hjælper den ikke med at føre borgerlig politik, siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, til Jyllands-Posten.

Regeringen skal have flertal for den årlige kommuneaftale, som i juni vedtages ved et aktstykke til Folketingets finansudvalg. Enhedslistens beslutning har ført til spekulationer om, hvorvidt Thorning kan blive tvunget til at udskrive valg.

Mens Venstre går ikke efter et valg, fordi Enhedslisten trods trusler ikke vil vælte regeringen, vurderer Hans Engell med henvisning til tidligere rød kritik af skattereformen.

- Venstre vil sætte sig til forhandlingsbordet. Men Enhedslistens melding styrker Venstres position. Nu står det fuldstændig lysende klart for regeringen, at der kun er ét sted, den kan hente flertal: Det er sammen med Venstre, siger Hans Engell.

Han tvivler på, at Enhedslisten vil lade regeringen gå planken ud.

- Men der er ikke tillid og gensidighed som samarbejdet mellem Anders Fogh og Pia Kjærsgaard. Helle Thorning og Johanns Schmidt-Nielsen har ikke meget at sige til hinanden. Det er meget køligt, siger han.

ARKIVFOTO 2012 af Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, Frank Aaen (tv) og Per Clausen (th)- Regeringen er i en kattepine. De kan ikke regne med Enhedslistens støtte til aftale om kommunernes økonomi. (Foto: Katrine Emilie Andersen/Scanpix 2013) Foto: Katrine Emilie Andersen