Engell: Landbrugets klimabidrag kan blive regeringens sværeste sag

Forhandlinger om landbrugets udledning bliver meget vanskelige for regeringen, forudser politisk kommentator.

Regeringen fremlægger onsdag sit udspil til, hvordan udledningen af drivhusgasser i dansk landbrug kan reduceres. Allerede torsdag bliver forhandlingerne indledt, men det sker på usikker grund.

Politisk kommentator Hans Engell forventer, at forhandlingerne om landbrugets klimabidrag bliver nogle af de sværeste i regeringsperioden. Der tegner sig nemlig hverken et flertal med støttepartierne eller partierne i blå blok.

- Der er ingen som helst tvivl om, at forhandlingerne bliver nogle af de mest afgørende og mest besværlige, som regeringen får i sin periode.

- Der har længe været lagt op til, at det, regeringen ville spille ud med, ville være på et niveau, som støttepartierne ikke ville finde tilstrækkeligt på nogen som helst måde.

- Og på den anden side er der de blå partier, hvor det er et stort åbent spørgsmål, om især Venstre vil være med på en aftale. Med regeringens udspil lægges der op til meget hårde og meget svære forhandlinger, siger Hans Engell.

Han vurderer, at landbrugets klimabidrag kan blive den sag i regeringsperioden, der giver regeringen de allerstørste problemer.

- Det kan være, at man kommer i en situation, hvor der slet ikke kan laves en aftale. I hvert fald ikke på denne side af sommerferien, siger Hans Engell.

De blå partier risikerer, at de trods svære forhandlinger forud for en eventuel bred aftale alligevel ender med kritik fra landbruget.

- Hvor mange politiske gevinster er der så lige for de blå partier i det? Hvor meget er der at hente, hvis de sidder og laver en aftale og så alligevel bliver kritiseret skarpt?, siger Hans Engell.

Regeringen og eventuelle aftalepartier risikerer samtidig at udløse kritik fra andre erhverv end landbruget. Hvis landbruget slipper "billigt" fra sit bidrag til målsætningen om en reduktion på 70 procent i drivhusgasserne i 2030, må andre bidrage mere:

- Landbruget vil lægge vægt på, at det bliver en bred løsning, som ikke belaster erhvervet mere end højst nødvendigt. Over for det står så andre erhvervsgrupper, som vil sige, at hvis landbruget ikke kommer til at levere, skal andre gøre det. Så der kan også blive lagt op til skulderskub mellem forskellige erhvervsgrupper, siger Hans Engell.

- Den største risiko er, at regeringen ikke rigtigt kan få noget flertal. At man simpelthen går i stå, fordi støttepartierne forlanger langt mere vidtgående indgreb, og at de blå partier ikke vil være med, siger Hans Engell.

Desuden er der i regeringstoppen bekymring for, at Jakob Ellemann-Jensen og Venstre lige nu står så svagt, at Venstre ikke har kræfterne til et kompromis.

- I en række meningsmålinger står Venstre til at miste halvdelen af sine mandater. Det er et åbent spørgsmål, om en partileder, der står meget svagt, har muskler til at lave en aftale, siger politisk kommentator Hans Engell.

/ritzau/