Prøv avisen

Engell: Konservativt udspil lægger op til skatteduel med LA

De Konservative vil i et nyt udspil give danskerne skattelettelser i bund og top. Partiet vil også sløjfe arveafgiften. (Arkivfoto) Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

De Konservative gør klar til folketingsvalg med et nyt skatteudspil, mener politisk kommentator Hans Engell.

De Konservatives nye forslag til massive skattelettelser er en direkte udfordring til regeringspartneren Liberal Alliance.

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

Mandag fremlagde De Konservative et skatteudspil, hvor der blandt andet lægges op til skattelettelser i bund og på topskat, bolig og biler.

- Udspillet et helt klart en udfordring. Især til Liberal Alliance. De Konservative gør klar til et folketingsvalg, lyder det fra Hans Engell.

- Valget kan komme, hvornår det skal være, og Konservative vil vise, at de er klar til at gå langt på skatteområdet. Det tvinger Liberal Alliance til at tage stilling til, om de vil gå endnu længere, siger Engell.

Det står klart, at det kommende folketingsvalg skal afholdes senest 17. juni næste år. Allerede nu er valgkampen dog "i fuld gang", mener kommentatoren.

- De Konservative vil ikke overlade skattemarken alene til Liberal Alliance, konstaterer Hans Engell.

De Konservative foreslår mere konkret, at den gennemsnitlige boligejer skal betale 8000 kroner mindre i skat, og at man skal tjene over 50.000 i stedet for over 34.000 kroner om året, før man overhovedet begynder at betale skat.

Partiet vil også afskaffe arvegiften, og så skal registreringsafgiften ned på 75 procent.

Som mandaterne er fordelt i Folketinget i dag, er tiltagene "ikke særligt realistiske" at få gennemført, vurderer den politiske kommentator.

- Det handler mere om, at LA vælgermæssigt er interessant for De Konservative. Ligesom De Konservative er interessant for LA.

- Vi skal nok regne med en rimelig hård rivalisering mellem De Konservative og Liberal Alliance. Det bliver to af de partier, som fra nu af og frem til folketingsvalget vil konkurrere om de blå mandater på den side af det politiske felt, siger Hans Engell.

/ritzau/