Prøv avisen

Engell: R-gruppe splittet om hård S-kurs

Morten Østergaard har ikke en samlet R-gruppe bag sig i strid med S, mener politisk kommentator Hans Engell. Det afviser den radikale partileder selv.

De Radikale er uenige om, hvorvidt partiet skal føre en benhård linje mod Socialdemokratiet om udlændingepolitik, og partileder Morten Østergaard har ikke fuld støtte i folketingsgruppen.

Det siger politisk kommentator Hans Engell før De Radikales landsmøde, der starter lørdag på Hotel Nyborg Strand.

For nylig affyrede Mogens Lykketoft en bredside mod De Radikale i Politiken. Han anklagede sin gamle regeringspartner for at stoppe Socialdemokratiet og bane vej for Dansk Folkeparti i Løkkes næste regering.

- Lykketofts indlæg havde helt klart adresse til en del af Det Radikale Venstre. Det er blandt andet Marianne Jelved, Martin Lidegaard, Ida Auken og Lotte Rod samt flere i baglandet, som ser kritisk på kursen over for Socialdemokratiet, mener Hans Engell.

Landsmødet bliver spændende efter partiets historiske brud med S. Mette Frederiksen vil kun danne en rød S-mindretalsregering. Omvendt kræver Morten Østergaard skriftlige garantier for at støtte hende, påpeger Hans Engell.

- Der er skabt en virkelig hård kant mellem de to partier. De har historisk samarbejdet og siddet i regering i rigtig mange år. Ved landsmødet vil jeg lytte nøje efter, om der er opbakning til Morten Østergaards linje, siger Hans Engell.

Morten Østergaard afviser, at folketingsgruppen står splittet i kravene til Socialdemokratiet om udlændingepolitik.

- Vi skal have en politisk aftale. Den kan skrives på en serviet. Det kan være et kartoffeltryk. Det kan være et regeringsgrundlag. Vi vil kende kursen, før vi afgør, om vi bakker op bag en ny regering, siger Morten Østergaard.

Kan man presse et cigaretpapir mellem dig og Marianne Jelved samt Martin Lidegaard i holdningen til samarbejdet med Socialdemokratiet?

- Nej!

Morten Østergaard afviser, at De Radikale i stedet peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

- Det spørgsmål er ikke aktuelt, før vi har hørt, at Venstre vil kigge i en anden retning. Vi skal være sikre på, at den regering, vi bringer til magten, vil føre en anden politik end Dansk Folkeparti.

/ritzau/