Prøv avisen

Engell: Thorning skuffer de faglige ledere

Statsministerens budskab om stram lønpolitik og offentlig smalhals skuffer fagforeninger, mener kommentator

De faglige ledere får ingen løfter indfriet i statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) anden nytårstale, som er jordnær og alvorlig.

Den lover danskerne "blod, sved og tårer" i mange år ligesom den britiske premierminister Winston Churchill under Anden Verdenskrig.

Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator Hans Engell.

- Der er ingen tvivl om, at talen vil modtages med skuffelse i de faglige organisationer. Stort set ingen af deres ønsker imødekommes. Statsministeren holder fast i regeringens kurs, og der er ingen nye initiativer, siger Hans Engell.

Det er ikke de faglige lederes yndlingsret, at lønnen holdes i ro, før overenskomsterne fornys, og det offentlige skal holde igen, mens langtidsledige kun får akutpakken og regeringens tilbud om uddannelse i et halvt år, påpeger Hans Engell.

- Det er en "blod, sved og tårer"-tale om, at I må indstille jer på, at der venter nogle rigtig hårde år forude. Der er ingen penge til ret meget. Vi satser på, at regeringens politik kan virke, men der er ingen nye initiativer, siger han.

I talen rendyrker Helle Thorning-Schmidt sin stil med holdninger til for eksempel homoseksuelles ægteskab i kirken og "den nye virkelighed" med globalisering og pres på dansk konkurrenceevne, mener den politiske kommentator og tidligere konservative leder.

- Der er også et par spark til Venstre om, at 10 års velfærd og økonomisk fremgang ikke blev brugt til investeringer. Hun nævner også, at hurtige løsninger eller fikse idéer ikke kan løse krisen. Det har klar adresse til Lars Løkke, påpeger han.

Trods talens dystre budskab kan Thorning vinde vælgere, mener han.

- Blandt vælgerne er der krisebevidsthed. Man accepterer løntilbageholdenhed. Vælgerne ved, at vi er i en alvorlig situation. Kommer der medvind, har regeringens politik båret frugt, lyder Engells vurdering.