Siden sprogforskeren Marianne Rathje for to år siden offentliggjorde en undersøgelse af, hvor tit der blev sagt ”fuck” og lignende bandeord i to tv-serier på børnekanalen DR Ramasjang og ungekanalen DR Ultra, har hun fået henvendelser fra mange medier verden over.
En af dem var en journalist fra en australsk radiostation, som var forundret over, at man overhovedet kunne finde på at sige ”fuck” på dansk børne-tv.
”I en del lande, for eksempel USA, er der en ret streng politik i forhold til, hvilke ord man kan sige i en familieudsendelse. Derfor bliver mange overraskede over den danske brug af ord som ’fuck’. Men det er ikke min vurdering, at lige så mange danskere synes, det er så frygteligt med de bandeord. Det hænger sammen med, at vi danskere godt kan lide at se os selv som frisindede,” siger Marianne Rathje, der er postdoc ved institut for sprog og kommunikation på Syddansk Universitet.
Der findes ikke forskning, som på tværs af landegrænser dokumenterer, hvor meget der bandes i forskellige lande, hverken på tv eller i dagliglivet. Men ifølge Marianne Rathje er det en udbredt opfattelse, at danskerne er et flittigt bandende folkefærd, og at vi med særlig stor glæde har taget engelske ord som ”fuck” og ”shit” ind i vores sprog uden helt at være bevidste om, hvor stødende disse ord klinger i ørerne på mange australiere, englændere, amerikanere – eller dansk-canadiere som engelsklærer og journalist Frants Attorp, der forleden i et debatindlæg i dagbladet Politiken advarede danskerne mod at bruge de engelske bandeord uden for rigets grænser.
”I sanser ikke, hvordan vi reagerer i udlandet. I ved helt afgjort, hvad ordene betyder, men grovheden og den vægt, de har for os, forsvinder for jer,” skrev Attorp, som udlægger det danske banderi som udtryk for en afstandtagen over for ”det fine og gammeldags”, fordi den pæne, bandeordsfri sprogbrug opfattes som småborgerlig.
Ifølge Marianne Rathje er det imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at danskerne samlet set ikke bander mere i den nuværende ungdomsgeneration end i de forrige. Selvom hendes nordiske forskerkolleger ofte udtrykker, at danskerne bander mest, og selvom mange danskere efter hendes opfattelse godt kan lide at se sig selv som ”den frække dreng i Norden”, så bliver der bandet på livet løs i alle lande. Og når de engelske låneord som ”fuck” vinder kraftigt frem i dansk på bekostning af andre bandeord, hænger det sammen med, at de amerikanske film, tv-serier, popsange og andre engelsksprogede kulturpåvirkninger, vi er flittige forbrugere af, ikke just er bandeordsfri.
”I de fora, hvor unge mennesker møder hinanden i den globale verden, er der ret mange, der siger ’fuck’. Men problemet for en dansk sprogbruger kan være, at vi bruger bandeordene i sammenhænge, der overrasker i andre lande, fordi vi ikke ved, hvad ordene sætter i gang,” siger hun og uddyber:
”I Danmark tror man måske, at ’fuck’ er det samme på dansk og på engelsk, men det er det ikke. I og med at det er et indlån fra et andet sprog, ligger der ikke de samme følelser i ordet i Danmark. Ingen tænker over, at ordet skulle have noget seksuelt over sig, ligesom man ikke tænker over, at ’kraftedeme’ betyder ’må kræften æde mig’. For danske unge er begge dele ord, der er løsrevet fra den oprindelige betydning.”
De tv-udsendelser, som Marianne Rathje har undersøgt, er ”Pendlerkids”, som i 2012 blev vist på børnekanalen DR Ramasjang, og ”Panisk påske”, som i 2015 blev vist på ungdomskanalen DR Ultra.
Hun havde i forvejen foretaget en bandeordsundersøgelse som ph.d.-projekt, der viste, at unge på 16-18 år bruger 1,4 bandeord pr. 1000 ord, midaldrende omkring 40 år bruger 1,2 bandeord pr. 1000 ord, og ældre i 60’erne og 70’erne bruger 1,1 bandeord pr. 1000 ord.
I ”Pendlerkids” brugte børneskuespillerne imidlertid 8,3 bandeord pr. 1000 ord, og de medvirkende i ”Panisk påske” var helt oppe på 11,05 bandeord pr. 1000 ord, altså omkring otte gange så meget banderi som blandt virkelighedens unge.
Da de pågældende udsendelser blev vist, var det danske bandeordsbegejstrede frisind ikke større, end at en lang række bekymrede forældre og forargede borgere henvendte sig til Danmarks Radio for at klage. For eksempel en tv-seer ved navn Kenneth, som ifølge DR skrev ordret således i sin klage:
”Fuck DR de sender jo bare lort på lort, og ja, det er grotesk deres sprog. Børn lærer det sikkert alligevel på et tidspunkt, men ligefrem opfordre til det er kraftedeme for lamt”.