Enhedslisten er blevet ny magtfaktor i kraft af SFs højredrejning

Johanne Schmidt-Nielsen er venstre-fløjens svar på Pia Kjærsgaard

Johanne Schmidt-Nielsen er venstre-fløjens svar på Pia Kjærsgaard.
Johanne Schmidt-Nielsen er venstre-fløjens svar på Pia Kjærsgaard. Foto: Malte Kristiansen.

Den yderste venstrefløj har fået en markant stemme i Folketinget. Enhedslistens fremgang betyder, at partiet tegner til at blive en reel magtfaktor i rød blok.

LÆS OGSÅ: Her er Enhedslistens 12 folketingsmedlemmer

Fremgangen skyldes først og fremmest, at partiet har kapret stemmer blandt utilfredse SFere og socialdemokrater. Men de nye vælgere tæller også frafaldne fra Dansk Folkeparti, for partiets karismatiske frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen har formået at appellere til mange af samfundets dårligst stillede på samme måde som Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Det konkluderer Enhedslistens egen presserådgiver, Pelle Dragsted.

Mange af vores vælgere ser partiet som en garant for, at vi trækker en socialdemokratisk-SF-regering i en mere venstreorienteret retning. Samtidig får vi støtte fra en del tidligere Dansk Folkeparti-vælgere, der er socialt dårligt stillede. De fortæller, at de i Johanne Schmidt-Nielsen har fundet en politiker, der på samme måde som Pia Kjærsgaard kan tale de dårligst stilledes sag, siger Pelle Dragsted.

LÆS OGSÅ: Enhedslistens mærkesager

Lars Hovbakke Sørensen, der er ekstern lektor i politisk historie ved Aarhus Universitet, ser to væsentlige forklaringer på Enhedslistens fremgang.

Johanne Schmidt-Nielsen er en politiker, som brænder igennem i medierne. Samtidig har SFs tætte samarbejde med Socialdemokraterne betydet, at mange græsrødder i SF synes, at partiet er gået på kompromis med de oprindelige idealer, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Enhedslisten blev dannet i 1989 som en sammensmeltning af de tre marxistiske partier, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP).

Det fremgår af Enhedslistens partiprogram fra 2003, at målet er en socialisme, der peger frem mod et klasseløst samfund.

Men ifølge Lars Hovbakke Sørensen er en stor del af partiets vælgere ikke bevidste om forbindelsen til marxisme.

Der er gået nogle år, siden den kolde krig sluttede, og især de unge har slet ikke den historie med i bagagen, siger Lars Hovbakke Sørensen, som vurderer, at Enhedslisten ved dette valg er blevet et modefænomen blandt visse grupper af unge på samme måde, som SF var det ved valget i 2007.

Valgsejren for Enhedslisten kommer heller ikke som en overraskelse for en af veteranerne på den danske venstrefløj, Preben Wilhjelm, der var med til at stifte Venstresocialisterne i 1967.

Han afviser dog, at valg-resultatet er udtryk for en venstredrejning af samfundet.De nye vælgere er især utilfredse SFere. Enhedslisten har ikke rejst en mere gennemgribende systemkritik, men har først og fremmest markeret sig ved at stå fast på nogle af SFs tidligere mærkesager, siger Preben Wilhjelm, der har savnet en venstreorienteret debat om den økonomiske krise under valgkampen:

Vi befinder os i den største økonomiske krise siden 1930erne. I både England og Tyskland er selv rodfæstede borgerlige kommentatorer begyndt at se på, om venstrefløjen i sin tid havde ret i deres kritik af kapitalismen. Jeg skal ikke bebrejde Enhedslisten, at de ikke har den rejst den diskussion, for det er svært. Men der er brug for debatten.

soendergaard@k.dk