Enhedslisten får ny EU-politik: Krav om EU-exit nu og her droppes

Enhedslisten vedtager EU-politik med fokus på at forandre EU indefra frem for ønske om udmeldelse her og nu.

EU-parlamentariker Nikolaj Villumsen og tidligere politisk ordfører Pernille Skipper fra Enhedslisten fik stemt deres forslag til en ny EU-politik videre til sidste afstemningsrunde.
EU-parlamentariker Nikolaj Villumsen og tidligere politisk ordfører Pernille Skipper fra Enhedslisten fik stemt deres forslag til en ny EU-politik videre til sidste afstemningsrunde. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Enhedslisten har på partiets årsmøde lørdag vedtaget en markant anderledes EU-politik.

Væk er krav om dansk udmeldelse af EU her og nu. Udmeldelse skal ikke længere være et mål i sig selv. I stedet er plan A, at EU skal ændres indefra.

Det står klart efter tre afstemningsrunder, hvorefter venstrefløjspartiets nye EU-politik blev en realitet til klapsalver i Valby fra de over 300 delegerede.

Ud af i alt fire forslag blev et forslag stillet af blandt andre tidligere politisk ordfører Pernille Skipper og EU-parlamentariker Nikolaj Villumsen valgt.

Der er dermed sket et nybrud i Enhedslisten politik, hvor kravet om øjeblikkelig EU-exit har været en del af programmet siden partiets grundlæggelse i 1989.

I det nuværende principprogram lyder det, at Enhedslisten er ”stærke modstandere af EU og støtter en dansk udmeldelse såvel som en nedlæggelse af EU og oprettelsen af et socialt og grønt demokratisk samarbejde i stedet”.

Men sådan har praksis ikke været de seneste år, og derfor glæder den nye EU-politik Nikolaj Villumsen. Han blev i 2019 valgt til Europa-Parlamentet som den første for Enhedslisten nogensinde.

- Nu har vi en situation, hvor vores principprogram er tilpasset vores daglige praksis, siger han.

Det vedtagne forslag mener også, at EU kan skabe "progressiv forandring".

- Jeg har været med til at forhandle en vejpakke på plads, der har skabt bedre forhold for millioner af chauffører på europæiske landeveje. Det er lige Enhedslistens politik at skabe bedre forhold for lønmodtagerne og bekæmpe social dumping, siger Villumsen som et eksempel.

Trods de mere positive EU-toner kan udmeldelse dog stadig komme på tale, hvis det bliver nødvendigt, lyder det i den nye EU-politik.

- Hvis EU forandrer sig i en ekstremt centralistisk retning, eller vi ser nogle af de meget ubehagelige højrekræfter, som Viktor Orbán i Ungarn, får magten i EU. Så er det en ny situation. Og så tror jeg mange danskere vil sige, at vi må forholde os til det.

Den grundlæggende EU-kritik bevares også.

- Vores forslag betyder ikke, at vi skal være blinde for det demokratiske underskud, der er i EU i institutionerne og traktaterne. Men vi skal bruge den spillebane, det er, lød det fra Pernille Skipper op til årsmødet.

I den afgørende afstemning vandt forslaget fra blandt andre Skipper og Villumsen med 157 stemmer mod 155 stemmer til et forslag fra hovedbestyrelsen. De to forslag mindede meget om hinanden.

Tidligere lørdag blev to andre forslag forkastet. Først blev det mest EU-venlige forslag af de fire stemt ud, inden det mest kritiske EU-forslag røg ud i anden runde. Det forslag mindede mest om den nu forrige EU-politik i partiet.

/ritzau/