Enhedslisten kræver udløbsdato for coronapas

Coronapasset skal have en slutdato, inden det tages i brug, kræver Enhedslisten.

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen (EL), vil have sat en slutdato på, hvornår et coronapas ikke længere skal i brug, før det kan indgå i en genåbningsplan af Danmark. (Arkivfoto)
Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen (EL), vil have sat en slutdato på, hvornår et coronapas ikke længere skal i brug, før det kan indgå i en genåbningsplan af Danmark. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvis Folketinget vil skabe et coronapas, der skal fungere som adgangspas til forskellige dele af samfundet, bør der på forhånd sættes en dato for, hvornår coronapasset igen bliver til fortid. Det mener Enhedslisten.

- Vi har en række bekymringer for, hvilke konsekvenser coronapasset vil have for vores samfund og omgangen med hinanden. Det er både i forhold til datasikkerhed, kontrol og adgangen til mennesker uden en smartphone, siger partiets politiske ordfører, Mai Villadsen.

- Derfor synes vi, at det er rigtig vigtigt, at vi har en udløbsdato - altså en solnedgangsklausul.

Coronapasset skal blandt andet kunne fremvises gennem en app. Opgaven med at lave den app er allerede sendt i et lynudbud. Opgaven er vundet af virksomhederne Netcompany og Trifork.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forventningen er, at appen kan komme i brug i maj.

Præcis hvad det skal give adgang til i forbindelse med genåbningen af Danmark, skal aftales politisk.

Enhedslisten har tidligere luftet bekymring for, at der bliver tale om et massivt kontrolregime, på et tidspunkt hvor store dele af befolkningen alligevel vil være vaccineret.

Partiet kræver derfor en solnedgangsklausul for coronapasset.

- Jeg kunne forestille mig, at man vil sige, at passet udløber på det tidspunkt, hvor alle borgere i Danmark har fået tilbudt en vaccine, siger Mai Villadsen.

- På det tidspunkt har vi forhåbentlig også slået smitten så meget ned, at det ikke er nødvendigt for vores samfund. Hvis det er, så må vi jo drøfte det igen.

Hos De Konservative kan man godt følge Enhedslistens tanke.

- Der er ingen grund til at gemme folks oplysninger ud over det, der er behov for. I samme øjeblik det behov ikke er der, skal det destrueres, siger sundhedsordfører Per Larsen.

Han mener, at det mest oplagte vil være at aftale, at myndighederne løbende skal søge Folketinget om at få forlænget coronaappens levetid, så længe det er nødvendigt. Eksempelvis med et par måneders mellemrum.

Ud over nogle løbende forhandlinger om, hvordan coronapasset skal fungere, mødes Folketingets partier mandag for at diskutere en langsigtet plan for, hvordan Danmark skal genåbnes.

Her kan passet muligvis også komme til at spille en rolle.

/ritzau/