Dette er en politisk analyse. 

Enhedslisten lægger luft til utopien med ny EU- og Nato-linje. Men den lever stadig

Presset af en forandret verden justerede Enhedslisten i weekenden sin EU- og Nato-politik. Måske mindsker det forklaringsproblemerne her og nu, men revolutionen synes fjernere end nogensinde for venstrefløjen

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, holdt tale under årsmødet i Valby.
Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, holdt tale under årsmødet i Valby. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Et par standpunkter er blevet ledige på den yderste venstrefløj. Enhedslistens årsmøde i bededagsferien i Valby i København endte med to markante ændringer i holdningerne til store internationale spørgsmål.

Lørdag vedtog de delegerede efter syv timers debat og over 100 afstemninger om forslag og ændringsforslag et nyt EU-program. I praksis opgives målet om at få Danmark ud af EU. I stedet skal unionen reformeres i socialistisk retning indefra. Søndag tog man et næsten lige så stort skridt med en vedtagelse om, at det ikke er "aktuelt" at melde sig ud af Nato, selv om partiet fortsat er kritisk over for forsvarssamarbejdet.

På langt sigt - måske meget langt - er det stadig muligt, at Danmark en dag skal forlade de to store vestlige organisationer, men altså ikke her og nu. Enhedslistens justering af udenrigspolitikken minder til en vis grad om kursskiftet i 2014, da man i et nyt principprogram utvetydigt tog afstand fra væbnet revolution som en mulig vej til det socialistiske idealsamfund.

Ledende politikere i partiet udtrykker lettelse og glæde over, at især holdningen til EU nu er bragt på linje med holdningen hos andre venstrefløjspartier i Europa. De ønsker hverken at nedlægge unionen eller at melde sig ud af den. Reelt begyndte den transformation allerede i 2016, da Enhedslisten for første gang stillede op til Europaparlamentsvalget på egen liste og dermed brød med Folkebevægelsen mod EU.

Brexit og nationalkonservative partiers fortsat mere højlydte EU-modstand har imidlertid gjort det sværere for venstrefløjen at finde en EU-grimasse, der kunne passe. Under coronakrisen har EU stået for en ekstremt ekspansiv finanspolitik for at holde hånden under arbejdspladserne. Den politik kunne Enhedslisten næppe have drømt om i sin vildeste fantasi.

SF har i lang tid fokuseret på, at man via EU bør løse klimakrisen og andre grænseoverskridende problemer. I flygtningepolitikken er det EU, der går op imod eksempelvis den danske regerings ønske om at sende asylansøgere til lejre i Rwanda. Alt sammen har det medvirket til, at Enhedslisten nu også lægger luft til den principielle EU-modstand.

På forsvarsområdet har Enhedslisten i mange år troet på, at Danmark kunne melde sig ud af Nato og alliere sig med andre alliancefri lande - så selvmodsigende det end kan lyde - men søndag søgte det hidtil neutrale land, Finland, Nato-medlemskab, og det samme vil Sverige gøre. Så der er efterhånden meget langt mellem de neutrale lande i Europa. Putins krig i Ukraine har gjort drømmen om neutralitet stadig mere utopisk selv for venstrefløjen. På årsmødet vedtog man da også at tage klar afstand fra Ruslands invasion. Igen til stor lettelse for folketingsgruppen, der har stemt for våbenleverancer til Ukraine i samklang med andre Nato-lande.

Men hvorfor lader Enhedslisten sig påvirke så stærkt af den internationale udvikling netop nu? Sovjetunionens invasioner i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968 skabte splittelser på venstrefløjen, men dengang holdt Danmarks Kommunistiske Parti fast i troen på Moskva. Udbrydere dannede dog nye, revolutionære partier og fraktioner i 1960'erne og 1970'erne. Det var en stor del af de partier, som fandt sammen i Enhedslisten ved murens fald i 1989.

Selv derefter levede utopien om en ny verdensorden uden Nato, uden EU og uden den vestlige imperialisme videre. Partiet har siden diskuteret videre om, hvad der skulle træde i stedet, men er blevet stadig mere klemt af verdens skæve gang. Fra det kommunistiske Kina, som undertrykker menneskerettigheder og samtidig lader kapitalistisk økonomi buldre afsted - til dagens Rusland, et nationalistisk autokrati på linje med de autokratier, der er dukket op i Afrika, Sydamerika og europæiske lande som Tyrkiet og Ungarn. Utopien synes fjernere end nogensinde, og man kan tolke Enhedslistens kursskifte som et ønske om at rykke tættere på virkeligheden. Selv om utopien stadig lever et sted ude i en fjern fremtid. Partiet har fået stadigt sværere ved at forklare sig, både i forhold til EU og Nato, og de forklaringsproblemer er måske blevet lidt mindre med weekendens vedtagelser.

Tilbage står, om man risikerer en gentagelse af de splittelser, venstrefløjen oplevede i 1960'erne og 1970'erne? Vil nogen overtage de ledige standpunkter? Vil de slå på, at der ikke er brug for to SF-partier?

På årsmødet stemte omkring en tredjedel af de delegerede for forslag om en fortsat klar, tydelig og hård modstand mod både EU og Nato. Nok tabte de dem, men indtil videre er det usandsynligt, at nogen har mod på at forsøge sig med et nyt yderligtgående venstrefløjsprojekt. Dels kan nogle af de mest revolutionære, ældre medlemmer stadig huske de ørkesløse år med endeløse parti- og fraktionsdannelser på venstrefløjen. Dels kan de observere, hvordan splittelsen på højrefløjen for tiden effektivt ser ud til at blokere for, at de borgerlige kommer til magten i overskuelig fremtid. Det ægger næppe til efterfølgelse.