Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Enhedslisten valgte det mindste onde

Regeringen og Enhedslisten har søndag indgået aftale om næste års finanslov. Frank Aaen, Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen træder ud af Finansministeriet. Foto: Keld Navntoft

Gruppeformand Per Clausen afviser, at Enhedslisten med finanslovaftalen har svigtet sine vælgere

Enhedslisten har ikke svigtet sine vælgere, selvom partiet i finansloven ikke kunne få regeringspartierne S-SF-R med på at give en jobgaranti for alle langtidsledige, som fra nytår risikerer at miste dagpenge efter to års ledighed.

Sådan lyder det fra gruppeformand Per Clausen.

9 af 25 hovedbestyrelsesmedlemmer i Enhedslisten stemte ellers imod finanslovaftalen. Kritikerne kræver hovedbestyrelsesmedlemmer udskiftet på Enhedslistens landsmøde næste forår.

LÆS OGSÅ: Glæde med forbehold over finanslovens sociale side

Vi har ikke svigtet. Partiets medlemmer kan op til årsmødet tage stilling til, om det er dem eller os, der har svigtet. Måske er vi bare uenige, uden at nogen af os har svigtet, siger Per Clausen.

Vi har fået et dårligere resultat, end vi havde håbet på. Det er jeg fuldstændig enig i, siger han.

Hvad er gået galt? Ifølge politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen fejllæste I den politiske situation?

Der er gået det galt, at regeringen havde mulighed for og var villig til at lave en langt værre aftale med Venstre. Vi har forholdt os til den politiske realitet. Det står vi til regnskab for både over for medlemmer og vælgere, siger Per Clausen.

Han påpeger, at ledige får et halvt års ekstra forsørgelse, og finansloven skaber større lighed i samfundet.

Det var, hvad vi kunne opnå. Det er bedre end ingenting. Men det er bestemt ikke perfekt, siger Per Clausen.

LÆS OGSÅ: Han kunne have væltet finansloven

Han finder det ikke selvmodsigende, at Enhedslisten udvandrede fra Finansministeriet, før regeringens tre ministre fremlagde finansloven, som partiet støtter.

Jeg har ikke lyst til at stå ved siden af en finansminister, som siger, at finansloven er udtryk for en ansvarlig, økonomisk politik. Eller til at stå ved siden af en SF-leder, som siger, at det er den mest venstreorienterede finanslov, han kan huske, siger Per Clausen.

Liste Ø står meget langt fra regeringen på flere områder, mener han.

Det var en fejl, at Enhedslisten indgik en finanslovaftale, der ikke bryder med VK-regeringens økonomiske politik.

Sådan siger Mikael Hertoft, som afviste aftalen i Enhedslistens hovedbestyrelse sammen med otte partifæller. Det var ifølge Politiken blandt andre Katrine Toft Mikkelsen, Pia Boisen, Bjarne Thyregod og Hans Jørgen Vad.

Det var forkert at stemme for aftalen. Andre mener noget andet. Men begge parter indser, at vi står i et dilemma, siger Mikael Hertoft.

Man kan gå ind for finansloven, fordi alternativet er værre. Derved binder vi vore hænder for at kæmpe imod de dårligdomme, der er i finansloven, siger Mikael Hertoft og fortsætter:

Eller også går vi ikke med i finansloven og står friere til at kæmpe for vores politik.

Enhedslisten skal vælge nogle andre hovedbestyrelsesmedlemmer på forårets årsmøde, mener Mikael Hertoft, der dog ikke tror, at den principielle uenighed om finansloven splitter partiet.

Mennesker side 10