EL: Skat på aktier skal gøre receptpligtig medicin gratis

Øget skat på kapital- og aktieindkomst skal give fire milliarder kroner til gratis medicin for borgerne.

Politisk ordfører Mai Villadsen (EL) kalder det paradoksalt, at medicin er gratis under indlæggelse, men ikke, når en patient er udskrevet. (Arkivfoto).
Politisk ordfører Mai Villadsen (EL) kalder det paradoksalt, at medicin er gratis under indlæggelse, men ikke, når en patient er udskrevet. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Tilskud til receptpligtig medicin i Danmark er ikke nok. Receptpligtig medicin skal i stedet gøres permanent skatteyderbetalt, så borgerne ikke skal have pengene op ad lommen.

Det mener Enhedslisten, der vil finde over fire milliarder kroner årligt til formålet.

- Vi synes, at det er helt uacceptabelt, at syge mennesker går rundt i vores land uden mulighed for at betale for den medicin, de har behov for, siger Mai Villadsen.

Hun henviser som eksempel til en undersøgelse fra Apotekerforeningen i 2021, hvor det lyder, at "apotekerne oplever dagligt, at der er borgere, som af økonomiske årsager forlader apoteket uden medicin".

- Det er desuden meget paradoksalt, at vi i Danmark har et sundhedsvæsen, som vi er stolte af, og som er gratis, og hvor man, hvis man er indlagt på hospitalet, får medicinen gratis. Men hvis du bliver udskrevet og kommer hjem, selv skal betale for den receptpligtige medicin.

Den opdeling giver ingen mening, mener hun.

Videre lyder det fra Mai Villadsen, at inflationen gør, at "mange oplever, det er uoverskueligt at betale for medicin".

Baseret på et svar fra Sundhedsministeriet til Folketinget estimerer Enhedslisten, at forslaget vil koste omkring 4,25 milliarder kroner årligt.

- Det synes jeg, er relativ billigt sluppet. Det er nærmest nøjagtigt det samme, som socialdemokraterne foreslår at lave skattelettelser for, siger Mai Villadsen.

Hun vil finansiere forslaget, ved at personers aktie- og kapitalindkomst skal beskattes med samme skatteprocent som lønindkomsten. En ændring af skattereglerne, som partiet har foreslået før, men ikke er kommet igennem med.

Den skatteyderbetalte receptpligtige medicin er "noget, vi kommer til at tage op med en regering, hvis den vil sidde på vores mandater", lyder det videre fra Mai Villadsen.

- I Enhedslisten kommer vi ikke med ultimative krav, men det her krav er virkelig et, der kommer til at gøre en kæmpeforskel for rigtig mange mennesker.

Spørgsmål: Nu kaldte du det alligevel et krav. Er det et krav for at få jeres mandater?

- Det er hvert fald noget af det, vi kommer til at bringe til bordet - stille som krav, komme med som forslag - når vi skal forhandle om et regeringsgrundlag, hvis vi altså får afgørende betydning, siger Mai Villadsen.

I juni indgik regeringen og en række andre partier heriblandt Enhedslisten en aftale, der indeholdt, at børn i kontanthjælpssystemet får dækket hele egenbetalingen af receptpligtig medicin.

Også kontanthjælpsmodtagere over 18 år, der har været på kontanthjælp gennem mindst 12 måneder, kan få dækket hele egenbetalingen.

/ritzau/