Enhedslistens veteran: Mit yngre jeg ville nok spørge, om jeg har mistet idealerne

Enhedslistens nestor, Søren Søndergaard, har viet sit liv til politik. Og har erkendt, at det tager meget længere tid at forandre mennesker og kulturer, end han troede som ung fuldtidsaktivist

Søren Søndergaard er fotograferet i sit sommerhus nær Melby i Nordsjælland. Han købte det sammen med to partifæller i 2001. Med inspiration fra en af Storm P.’s kendte monologer kaldte de det ”Morgenrøden”.

Ældre mænd og unge kvinder sætter deres præg på Enhedslistens folketingsgruppe.

Kristeligt Dagblad har sat en af de ældre mænd stævne for at lade ham tale med sit yngre jeg. Mødet foregår en stille sommerdag efter et hektisk politisk år. På hans kontor på Christiansborg tårner stabler af ringbind, hæfter og bøger sig op ad alle vægge og vidner om de mange år i socialismens tjeneste.

Søren Søndergaard har været en ledende figur på den danske venstrefløj i fire årtier, og i 1989 var han en af drivkræfterne bag sammenlægningen af de dengang små og skrantende venstrefløjspartier til Enhedslisten, som siden har fået stor parlamentarisk gennemslagskraft.

Hans eget politiske engagement flammede op, allerede da han var teenager under ungdomsoprøret i de glade 1960’ere – med hans egne ord en revolutionær tid. Præget af fremgang. De unge fik deres egne penge, og alt kunne lade sig gøre. Næsten.

I modsætning til mange af sine jævnaldrende tog han ikke en akademisk uddannelse, men blev svejser på B&W’s skibsværft i København. Til dels fordi det ikke lå i familien, at man skulle studere, og til dels fordi det havde et politisk mål at engagere sig på en af de store industrielle arbejdspladser. Forbilledet var de udenlandske bilfabrikker i for eksempel Frankrig, hvor arbejderne mobiliserede strejker og protester i lange baner.

Det var dog ikke kun i sit valg af uddannelse og arbejdsplads, han som ung traf et alternativt valg. Det gjorde han også politisk. De store spillere og konkurrenter på venstrefløjen var dengang SF, Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti, men hans valg faldt på en meget mindre forsamling, nemlig Revolutionære Socialisters Forbund, der senere blev til Socialistisk Arbejderparti, SAP, og som bekendte sig til trotskismen. Det er en variant af kommunismen, grundlagt af Lev Trotskij, som tager afstand fra både stalinisme, imperialisme og kapitalisme.

Efter Sovjetunionens militære invasion i Tjekkoslovakiet i august 1968 havde Søren Søndergaard afskrevet stalinismen, USA’s krig i Vietnam gjorde imperialismen uspiselig, og endelig var kapitalismen heller ikke noget for ham, når han så på de internationale virksomheders undertrykkelse af arbejdere i for eksempel Frankrig.

Men hvorfor engagerede han sig så voldsomt dengang?

”Jeg tror langt hen ad vejen, at det var en tilfældighed,” siger Søren Søndergaard i dag.

”Når jeg taler med klassekammerater fra dengang, kan jeg konstatere, at vi havde meget forskellige opfattelser af, hvad der skete. Jeg opfattede for eksempel skolen på en anden måde, end de gjorde. For det andet er det jo sådan, at når man først kommer ind i noget, kommer det let til at fylde mere og mere.”

Som folkeskoleelev i den ellers konservative kommune Gentofte var han i 1969 med til at arrangere en elevstrejke, for at eleverne kunne få fri på arbejdernes internationale kampdag, den 1. maj.

”Jeg var med til at køre rundt om natten og hænge plakater op for det krav, og modsat alt, hvad jeg havde forestillet mig, blev langt de fleste elever nede i skolegården, da det ringede ind fra det store spisefrikvarter. Nogle af lærerne kom ned for at hente os, men de blev bange for eleverne og låste sig inde. Det var sådan helt ’Hvad sker der her?’-agtigt. Det var virkelig en tid med oprør og nye livsformer,” siger han.

Jeg havde et helt andet tidsperspektiv på, hvor hurtigt mennesker og kulturer kunne forandres. Jeg forstod godt, at dette her var et livsprojekt, men jeg tænkte ikke, at de ting, som var fuldstændig oplagte, skulle erobres.

Søren Søndergaard

Sammenlignet med mange af dagens politikere gik der en del år, før politik økonomisk set blev en levevej for ham. Det skete først, da han som 39-årig kom i Folketinget for Enhedslisten ved valget i 1994.

”Jeg havde det sådan, at politik var noget, man lavede hele tiden, uanset hvad man arbejdede med. Så var der det problem, at man skulle tjene nogle penge. Men i en periode var jeg da nærmest var fuldtidsaktivist. Jeg blev fyret fra B&W sammen med måske 1200 andre, og så var jeg arbejdsløs i en periode og var aktiv i fagforeningens arbejdsløshedsudvalg. Jeg arbejdede jo politisk hver dag, nærmest som hvis det havde været et fuldtidsarbejde,” siger han og nævner, at forvaltningen af reglerne om arbejdsløshedsdagpenge dengang i 1970’erne var lidt mere fleksibel end i dag.

”Det med at komme i Folketinget kom relativt sent. Kommunisterne havde en afdeling på Bornholm, da Enhedslisten blev dannet og stillede op til valget i 1990. Afdelingen på øen gik helt tilbage til Martin Andersen Nexøs tid.”

”De skrev så et brev til os, der sad i Enhedslistens centrale ledelse, det vil sige Ole Sohn fra DKP, Keld Albrechtsen fra Venstresocialisterne og mig, og de anmodede om at få Ole Sohn som folketingskandidat på Bornholm, for så kunne de bedre genkende sig selv i projektet med Enhedslisten.”

”Så sagde Ole Sohn ’Nej, på Bornholm er der jo overhovedet ikke nogen chance for at blive valgt”, og så sagde jeg: ’Jamen, så stiller jeg op der’,” fortæller Søren Søndergaard.

Fire år senere kom både Enhedslisten og han dog alligevel i Folketinget.

Som ung blev Søren Søndergaard meldt ud af folkekirken af sine forældre. Hans far var erklæret ateist, og hans mor var aktiv i Bahai-samfundet, der har rødder i Iran.

”Min mor mente, at der var noget spirituelt, men at det ikke stoppede med Jesus, og at alle de store verdensreligioner i virkeligheden stod i en form for forlængelse af hinanden. De hang sammen og repræsenterede ikke hinandens modsætninger. Det sidste led i kæden var så Bahai. Hun var kasserer i det, og jeg var også lidt med i det. Det største problem, jeg havde med dem, var, at de havde 19-dagsfester, men om det betød, at det kun var søndag hver 19. dag, fik jeg aldrig rigtig svar på. De havde en anden kalender.”

”Hvis ikke mine forældre havde meldt os ud af folkekirken, havde jeg nok gjort det selv, for jeg skulle ikke konfirmeres og var ikke religiøs. Jeg var ikke antireligiøs, antimuslim eller antikristen, jeg var bare ikke religiøs.”

Kan du i dag stå ved de idealer, du havde dengang?

”Der er i hvert fald to ting, jeg har lært. Den ene er det med tidsperspektivet. Hvis du havde spurgt mig, da jeg deltog i ligelønsdemonstrationen i 1973, om man 50 år senere, altså i 2023, stadig ikke ville have ligeløn mellem mænd og kvinder, ville jeg have kigget på dig og spurgt, om du var dum i hovedet.”

”Jeg havde et helt andet tidsperspektiv på, hvor hurtigt mennesker og kulturer kunne forandres. Jeg forstod godt, at dette her var et livsprojekt, men jeg tænkte ikke, at de ting, som var fuldstændig oplagte, skulle erobres.”

”Den anden ting er, at netop fordi tidsperspektivet er et helt andet, betyder det også, at mellemstationerne ses på en anden måde. På sin vis er idealerne kommet længere væk, end de var dengang. Ikke som noget, jeg ønsker, men som et spørgsmål om, hvornår de kan gennemføres, og hvad der kræves for at få dem gennemført.”

Hvis den unge Søren mødte dig i dag, hvad ville vedkommende så sige til dig?

”Han ville jo nok spørge mig, om jeg havde mistet idealerne, ikke? For mange af de ting, man beskæftiger sig med, er så langt væk fra de store idealer. Er det virkelig, hvad det blev til?”

”Til det ville jeg sige: Nej, men der er udviklinger, der ikke kan forceres. Det, du ikke forstår, min unge ven, er, at tingene ikke altid bare går fremad. Du er jo fra en tid, da tingene bare gik fremad.”

”Der tænker jeg ikke kun på økonomien, for den begyndte jo allerede at gå nedad med den første oliekrise i 1973. Men også på ting, som jeg opfattede som selvfølgeligheder. Menneskerettighederne. Dem kunne man da ikke gå tilbage fra,” siger han.

”Når man så på USA og racismen der, tænkte man, at den kunne vi da ikke få i Danmark. O.k., det var så også, fordi man var lidt blind for den racisme, der trods alt var her, men nogle af de ting, der er kommet i de senere år, er fuldstændigt uforståelige. Der må man efter et langt liv erkende, at det ikke er noget, man kan forbyde sig ud af. Det er et spørgsmål om holdninger, som skal flyttes. Det tager nogle gange flere generationer, men det betyder ikke, at der ikke er behov for abrupte og hurtige forandringer af grundlæggende forhold. Men at ændre mennesker er et langt projekt.”

Er det ikke netop forskellen på revolution og reformation, at revolutionen skal gå hurtigt, mens reformationen tager længere tid?

”Det er rigtig mange årtier siden, jeg forsøgte at gøre op med den opfattelse første gang. Det revolutionære er de grundlæggende forandringer. Nogle af dem må gå hurtigt, fordi man må vælge at gå den ene eller den anden vej, og i det øjeblik, man vælger en af vejene og tager det første skridt, går det hurtigt,” siger Søren Søndergaard og understreger igen, at det kan tage lang tid at komme til det punkt, hvor man erkender, at der er brug for grundlæggende forandringer.

”Engang i 1990’erne bankede vi i den gamle folketingsgruppe løs på klimaforandringerne. Så meget at det blev opdaget af pressen. Keld Albrechtsen (daværende folketingsmedlem, red.) blev interviewet af TV-Avisen og spurgt om, hvad det værste var, der kunne ske ved klimaforandringerne. Han svarede meget langsomt, ’ja, hvad kan man risikere? Amager kan komme til at stå under vand’.”

”Den næste dag var der en vittighedstegning i avisen, hvor man kunne se Keld Albrechtsen stå i vand til knæene ude i Kastrup Lufthavn, mens en vandflyver var ved at lande. Det var så morsomt, at de der tosser i Enhedslisten kunne gå rundt og snakke om, at Amager kunne komme til at stå under vand.”

”Men hvor mange år gik der, før den forståelse af, at klimaproblemet er reelt, mødte politisk forståelse? I bedste fald kan man sige, at det først skete i 2019. Det siger noget om, hvor lang processen nogle gange er i politik for noget, der kræver revolutionære forandringer meget hurtigt.”

Søren Søndergaard ser stadig et behov for revolutioner og vil gerne nævne en håndfuld regimer, som han har svært ved at se fjernet uden en revolution. Et af de mislykkede forsøg var det arabiske forår i Syrien.

Hvorfor går det så tit galt med revolutionerne? Hvorfor ender drømmen om utopien ofte i et mareridt, som det er sket i mange af verdens erklærede socialistiske lande?

”Hos Karl Marx og i den tidlige arbejderbevægelse var socialismen en overflodsvision. Den voksede ud af velstand. Ikke velstand for de mange, men en samfundsmæssig velstand.”

”Jeg tror, Karl Marx havde en socialistisk vision, der handlede om, at man om formiddagen lavede lidt almennyttigt arbejde, fiskede om eftermiddagen og læste bøger om aftenen. Det er en overflodsvision.”

”Men alle de steder, hvor man har forsøgt at realisere den, har det været i de fattigste lande, det vil sige i lande, der var i en underskudssituation. Socialismens tragedie er, at den aldrig nogensinde vandt i for eksempel Tyskland efter Første Verdenskrig, hvor der var en reel mulighed for det, men at den vandt i Rusland, hvor der var en tilbagestående kultur, som vandt over alle idéerne. Der var masser af idéer i de første år i Rusland om, hvordan man skulle inddrage folket og så videre, men helt kontant: Når der ikke var mad til alle, blev der en kamp om det. Dem, som så tog maden, var dem, der havde den bedste placering. For dem blev det derfra et spørgsmål om at forsvare den placering. Det spiller en enorm rolle for min forståelse, at socialismen ikke er bygget oven på en eksisterende velstand,” siger Søren Søndergaard.

k.dk/serier/moedet-med-mit-yngre-jeg