Prøv avisen

67-årige Michael: Ensomhed løses ikke med værktøjer, men med mennesker

Her ses Michael Hove i dag. Privatfoto.

Ny undersøgelse fra Ulykkespatientforeningen viser, at næsten hver tredje ældre med funktionsnedsættelse føler sig ensom. 67-årige Michael Hove har været funktionsnedsat det meste af sit liv, men blev først ramt af ensomhed, da sygdommen tvang ham på førtidspension

”Folk snakker ofte om værktøjer. Men ensomhed kan ikke repareres med en hammer og en skruetrækker,” siger Michael Hove.

67-årige Michael Hove er en af deltagerne i Ulykkespatientforeningens nye undersøgelse om ældre med funktionsnedsættelser og deres trivsel. Undersøgelsen, som blev beskrevet i Kristeligt Dagblad i går, viser, at han langtfra står alene med følelsen af ensomhed. To tredjedele svarer, at de oftere føler sig ufrivilligt alene nu end før deres funktionsnedsættelse, mens næsten hver tredje svarer, at de somme tider eller altid føler sig ensomme.

“Jeg tænker ofte over det at være alene, og over hvordan jeg kan ændre det. Men det handler meget om overskud, og energimæssigt er man ofte nede på noget, der ligner nul,” siger Michael Hove, der bor alene i Vanløse efter to gange at have været gift og være blevet skilt igen.

Inden funktionsnedsættelsen tvang ham på førtidspension, var Michael Hove jazzmusiker og saxofonist. Moderne jazz er en kompliceret musikform, forklarer han. Når man spiller, er det en både fysisk og mental fornemmelse. Man bruger hele sin hjernekapacitet for at følge musikken, hvor den er på vej hen. Når det lykkes, forenes alting.

Michael Hove har levet hele livet med funktionsnedsættelse, siden han som toårig blev ramt af polio; en virussygdom, der kan medføre lammelse.

Da han blev omkring 50 år, begyndte hans tilstand at forværres. Han blev udmattet af selv de mindste fysiske anstrengelser og fik kraftige smerter i hele kroppen. Det var en fornemmelse af, han ville have det bedst, hvis hans krop var omsluttet af et tætsiddende korset, der kunne holde sammen på smerterne, fortæller han.

I en periode klyngede Michael Hove sig til arbejdsmarkedet, men i løbet af fem år måtte han trække sig ud af Tivolis Bigband og Radioens Bigband. Den sidste koncert spillede han for halvandet år siden.

”Det var ikke så slemt, som det lyder at spille den sidste koncert,” siger han.

”Der sker noget i hovedet. En form for overlevelsesmekanisme. Når man slås for, at det skal blive godt, så bliver det også godt. Man spiller det bedste, man kan. Det var de samme processer, de samme bevægelser. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det gik meget godt.”

Da han en uge senere genhørte koncerten, kunne han kun høre, hvordan tonerne var blevet mindre og fingrene mere træge rundt om knapperne. Samme dag besluttede han sig for at stoppe som saxofonist.

”At sige det til sig selv og sine nærmeste er noget andet end virkelig at gøre det. Virkelig acceptere at den dør er lukket, og den aldrig bliver åbnet igen. At spille saxofon var på mange måder min identitet. Det var det, jeg var, udover far, onkel og morfar,” siger han.

Med tiden bliver afsavn til vilkår, siger Michael Hove: Ikke at kunne gå mere end få hundrede meter uden at blive udmattet. Ikke at kunne vågne op uden smerter. Ikke at kunne arbejde. Men accepten tog tid og krævede erkendelse af, at noget uopretteligt var sket.

”Der er kun én måde at gøre det, og det er at gøre det. Æde erkendelsen, én bid ad gangen. I starten kunne jeg ikke se forbi det, men efterhånden er det ved at blive bedre,” siger han.

I dag bor Michael Hove i en ældrebolig i Vanløse. Hveranden uge kommer hjemmehjælpen og gør rent. Han klager ikke, siger han. Men han savner ofte. At gå lange ture, som han gjorde det, da han var musiker, kom til nye byer for at spille koncerter og lærte byerne at kende ved i timevis at trave gennem fremmede gader.

”Når man ikke selv kan troppe op blandt venner og familie, bliver man nemt isoleret. På trods af at jeg har fortalt mine venner, hvad sygdommen handler om, tror jeg alligevel, at der er en form for berøringsangst,” siger han og fortsætter:

”Problemet er at have noget at stå op til. Og hvis man har noget at stå op til også at have kræfterne til at gennemføre det.”

Én ting, der kan få Michael Hove til at stå op om morgenen, er hans børnebørn, niecer og nevøer.

Den yngste er lige begyndt at gå, og den ældste bliver snart færdig med at læse engelsk på universitetet, fortæller han.

Samværet med børnebørnene er en måde at tænde for det øverste fjernsyn frem for at sygne hen foran dét i stuen, siger han.

“Det er en solskinsknap, man kan trykke på. Så føles alting helt anderledes,” siger han.

“Så føler jeg mig ikke ensom overhovedet.”

Foto: Privatfoto
Inden Michael Hoves funktionsnedsættelse tvang ham på førtidspension, var han saxofonist. Hans identitet lå i saxofonen, og funktionsnedsættelsen betød, at han måtte genopfinde sig selv. Foto: Privatfoto