Ensomhedens sejlivede spiral

Det begyndte egentlig godt, men da først ensomheden havde fået tag i gymnasieeleven Helene Nielsen, kunne hun ikke vriste sig fri. Et stort anlagt projekt skal nu skabe opmærksomhed om ensomhed på gymnasiale uddannelser

19-årige Helene Nielsen har spillet musik det meste af sit liv. Ofte alene. Men for nylig fandt hun sammen med et band. Det fællesskab, hun har fundet der, står i skærende kontrast til hendes gymnasietid, hvor hun følte sig isoleret. –
19-årige Helene Nielsen har spillet musik det meste af sit liv. Ofte alene. Men for nylig fandt hun sammen med et band. Det fællesskab, hun har fundet der, står i skærende kontrast til hendes gymnasietid, hvor hun følte sig isoleret. –. Foto: Ajs Nielsen.

Helene Nielsen havde tænkt meget over, hvordan det ville være at begynde i gymnasiet i Aalborg.

I folkeskoletiden var hun flyttet rundt mellem flere skoler på grund af mobning. Når nogen mobbede hende, reagerede hun kraftigt på grund af sit temperament. Og når de andre elever fandt ud af, at hun blev rasende, mobbede de endnu mere, fordi det var sjovt.

LÆS OGSÅ: Målrettet indsats skal afhjælpe gymnasie-elevers ensomhed

Derfor glædede Helene sig til at komme i gymnasiet efter 10. klasse. Hun havde fået at vide, at der var en mere moden omgangstone i gymnasiet, og at der var plads til forskellige typer. Også til hende.

Forventningens nervøsitet, som hun havde med sig første dag på gymnasiet, blev hurtigt afløst af glæde over gymnasiemiljøet. Klassen var på ryste sammen-tur til Livø, og alle snakkede med alle. Der var interne konkurrencer mod de andre 1. g.-klasser, og Helenes klasse stillede op med en sang, hvor samtlige 28 elever havde bestemt en strofe.

Det var en rigtig, rigtig god tur. Det var så dejligt at være et sted, hvor man talte ordentlig sammen, og da vi kom hjem fra Livø, hev vi hinanden med ud til øl efter skole og stablede fester på benene sammen. Det gik godt, fortæller Helene.

Det går dog langtfra så glat for alle gymnasieelever, som det i begyndelsen gjorde for Helene Nielsen. Forskning viser, at en-to elever i hver klasse på gymnasiale uddannelser føler sig så ensomme, at de overvejer at droppe ud, og at de på længere sigt risikerer decideret forringet livskvalitet.

Den ensomhed skal projektet Netwerk knække. Netwerk er et samarbejde mellem Maryfonden og den sociale organisation Ventilen, som involverer 34 gymnasieskoler og har til formål at øge fokus på social trivsel på ungdomsuddannelser.

Blandt de involverede skoler er Falkonergårdens Gymnasium i København. Her har lærer Helle Jeppesens 1. g.-klasse siden sommerferien deltaget i projektet, som står på flere ben: Eleverne får en fast makker, de indgår i en netværksgruppe, de vedtager en klassekontrakt for deres måde at være sammen på eksempelvis at alle hilser på alle hver morgen de ser undervisningsvideoer om unge, der er droppet ud af gymnasiet, og de har netop skrevet stile om deres oplevelser af ensomhed.

Samtidig har de af gymnasiets lærere, som er involveret i Netwerk, været på kursus i unges ensomhed.

Der har før været sat fokus på ensomhed på gymnasier, men det er aldrig gjort så struktureret som nu. Det er nødvendigt at fokusere på ensomheden, for overgangen fra folkeskole til gymnasium er en stor mundfuld. Man skal finde sin plads i et nyt miljø, og i ungdomskulturen i dag skal man helst være rigtig på alle punkter. Det kan være hårdt for dem, der ikke er stærkest, så projektets værktøjer er en hjælp til dem, siger Helle Jeppesen.

Helene Nielsen fik i sin klasse en lille flok veninder, hun knyttede sig til. De kunne tale om alt. Men efter et par måneder begyndte hun i sensommeren 2010 at spekulere over, om situationen alligevel var for god til at være sand.

Der var ikke nogen udløser. Det gik nok bare for godt i forhold til, hvad jeg var vant til. Når det tidligere gik skidt i skolen, kunne jeg håndtere det, men når der så kom venskaber, og der ikke var nogen bagtalen, kunne jeg ikke finde ud af det.

Helene havde ikke lyst til at have det sådan, så hun fortalte veninderne, at hendes folkeskoletid var præget af mobning.

Veninderne og de øvrige klassekammerater var opmærksomme på hende, og mange forsøgte at få hende til at fortælle mere og forsøgte at hive hende med til en cigaret i pauserne. Men Helene var kommet ind i en negativ spiral. Hun mødte op på gymnasiet og lavede sine ting, men hun holdt sig for sig selv. Hun trak sig ind i sig selv og væk fra de fælles arrangementer.

Resultatet var, at klasseskammeraterne gradvist stoppede med at henvende sig til hende. Helene vidste, at situationen var ved at gå helt skævt, så i en samfundsfagstime tog hun mod til sig, skubbede stolen ud, rejste sig op og fortalte, at hun var ked af det og ikke havde lyst til at isolere sig. Klassekammeraterne spurgte lidt ind, og Helene opfordrede dem til at opføre sig, som de plejede.

Hun talte også med et par lærere om sin situation i håb om, at udviklingen ville vende. Det gjorde den ikke.

Det undrer ikke psykolog og ensomhedsforsker Mathias Lasgaard, adjunkt på Syddansk Universitet, at Helene Nielsen trak sig væk fra det gode sammenhold i klassen. Han har forsket i gymnasieelevers ensomhed, og når en person som Helene gennem mange år har oplevet mobning og gentagne nederlag, sætter det sig i personen.

Man kan nemt komme ind i en negativ social tankegang, hvor man leder efter nederlagene og overfokuserer på dem. Man bliver simpelthen hypersensitiv: Åh nej, nu har jeg sagt noget forkert, og nu har veninden nok aflyst vores aftale, fordi hun ikke gider være veninde med mig længere. Derfor giver det god mening at trække sig tilbage, forklarer han.

Ensomhed blandt gymnasieelever kan eksempelvis opstå, når en elev skal bygge sin rolle op i en ny klasse, eller ensomheden kan være forbundet med dårlige erfaringer og minder fra folkeskolen som i Helenes tilfælde. For det meste er ensomheden forbigående, men:

Hos nogle hænger ensomhedsfølelsen ved selv efter et halvt år, og det er de personer, vi skal bekymre os om. Der kan initiativer i klassen forhåbentlig hjælpe, og særligt kan klassens ressource-stærke elever løfte meget ved at byde ind, siger Mathias Lasgaard.

Helene Nielsen stod stadig alene på gangen, efter hun havde fortalt klassen, hvordan hun havde det. Hun følte, at kammeraterne havde givet op over for at inkludere hende.

Derhjemme forsøgte hendes far at opfordre hende til selv at være mere opsøgende. Helene syntes, hun forsøgte, men løbet var kørt. Hun var ikke inde i varmen.

Jeg havde nok selv givet op, og det havde klassen nok også. Jeg fulgte ikke med i timerne og kunne finde på at gå midt i en time for at tage en smøgpause.

Så efter et halvt år som gymnasieelev gik Helene ind på skolens kontor, udfyldte en udmeldelsesblanket, lagde den i tasken, fik den underskrevet af sin far, og et par dage efter gik hun ud fra gymnasiet for sidste gang.

Jeg kunne bare ikke mere.

I dag er Helene Nielsen 19 år og læser på VUC. Hun har været i kontakt med Ventilen, som står for ensomhedsprojektet på de 34 gymnasier, og hun er begejstret for det.

Jeg synes ikke, der er nok opmærksomhed på ensomhed. Hvis gymnasieelever er mere bevidste om ensomheden, er den lettere at håndtere for alle parter.

Også gymnasielærerne bør få løsningsforslag til, hvordan de kan hjælpe ensomme elever, og så vil en mentorordning kunne løse meget.

Det vil være rigtig godt at have en person fra 2. g., man kunne snakke med om, hvordan de havde det i 1. g., og hvordan de løste ting. Det skulle være som en tillidsmand på en arbejdsplads, siger Helene Nielsen.