Mads Lundby Hansen, cheføkonom og vicedirektør i den borgerlige tænketank Cepos, hvad er de moralske argumenter for at afskaffe arveafgiften?
Danskere bliver meget kraftigt beskattet, når de går på arbejde. Den andel, som vi ikke forbruger af vores penge, kan vi spare op. Når vi gør det, betaler vi derudover også nogle af de højeste opsparingsskatter i verden. Når vi en dag afgår ved døden, bliver man så beskattet endnu engang, og her mener jeg, at det er moralsk rigtigt at lade de døde være i fred. Den enkelte har betalt sin andel i skat gennem livet, og arveafgiften falder omkring en af de allermest sørgelige begivenheder i tilværelsen, nemlig omkring dødsfald. I en sådan sammenhæng mener jeg, at skattevæsenet i højere grad bør respektere den afdøde og de efterladte. Pårørende har deres tanker andre steder, og blandt andet hensynet til de efterladte burde få staten og politikerne til at stoppe op og overveje, om det er det rigtige at gøre.
Netop de to første argumenter, forestiller jeg mig, var også baggrunden for, at man i Sverige valgte at afskaffe arveafgiften for nogle år siden. Det kostede dem 0,1 procent af deres bruttonationalprodukt på de offentlige finanser, og nogenlunde det samme vil den øvelse koste i Danmark. Senest har Norge også droppet arveafgiften, og Danmark stikker altså ud ved at fastholde den. Danmark står altså tilbage velvidende, at en afskaffelse vil koste i omegnen af 2,5 milliarder kroner, og jeg tror, at der generelt i befolkningen er en opfattelse af, at vi betaler meget i skat gennem livet, hvilket en del også er tilfredse med. Spørgsmålet er, om det er retfærdigt, at vi skal have en dødsskat.
Hvis man er kreativ, kan man reducere arveafgiften inden dødsfaldet. Forældre kan årligt give 64.300 kroner i gave til deres nærmeste familie, og ad den vej kan man udhule arven. Jeg tror ikke, at ret mange ufaglærte arbejdere er opmærksomme på den mulighed, og de kan i stedet, såvel som alle andre, potentielt kun nyde godt af bundfradraget på 289.000 kroner. Man kunne med fordel hæve det fradrag.
Almindelige mennesker skal ikke have en højere arveskat end familieejede virksomheder, hvilket er tilfældet nu. Ejer du en familieejet virksomhed, og du leverer din virksomhed videre til din søn eller datter, så slipper du med 5 procent, i modsætning til de 15 procent du ellers skal betale, når du arver. Økonomisk skaber det forvridninger og giver en tilskyndelse til at levere virksomheden videre til søn eller datter frem for at sælge virksomheden videre til den bedst tænkelige, som kan føre den videre. Det er langtfra sikkert, at det er en søn eller datter, der er den bedste til at drive virksomheden videre. Det skal være op til den enkelte at bestemme, hvem der skal føre virksomheden videre, og der skal ikke være et arveskattemæssigt argument for at gøre sådan.
Set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv er arv fornuftig. Arv har nemlig den betydning, at kultur og traditioner bliver givet videre til næste generation, og at den får del i den velstand, som generationen før skabte. Nogle mennesker har givetvis arbejdet hårdt og har lidt afsavn i form af for eksempel mindre tid med deres børn, og derfor skal den enkelte have lov til at give den arbejdsindsats videre til sine børn gennem arv. Den mulighed reduceres gennem arveafgiften.
Kasper Fogh, politik- og kommunikationschef i centrum-venstre-tænketanken Cevea, hvad er de moralske argumenter for at beholde arveafgiften?
Uden en arveafgift får vi i Danmark en stigende ulighed, fordi de i forvejen velhavende bliver rigere. Danmark er i dag et af de lande, som er lykkedes med at bevare en bare nogenlunde konstant formue-ulighed, som også har bevaret en af de laveste indkomst-uligheder i verden. Det er derfor en moralsk diskussion om, hvorvidt vi ønsker, at de, der i forvejen ligger på solsiden, skal tilgodeses yderligere. Derudover bidrager arveafgiften til en øget retfærdighed, når det kommer til, om nogen er født til et økonomisk rigt liv versus de, der knap nok har råd til salt til sit æg.
Vælger man at fjerne arveafgiften helt, så fjernes 4,5 milliarder kroner ud af den danske omfordeling og placeres i stedet alene hos dem, der i forvejen er placeret øverst i indkomstpyramiden. Det vil være en øget økonomisk skævvridring, som tilmed ingen økonomisk gevinst har. Den ekstra sjat penge kommer kun til at gøre de riges lystbåd større, for der vil ikke opstå mere iværksætteri, flere investeringer eller andet, som kunne kaste et økonomisk afkast af sig til samfundets kasse.
Det vil altså være et spørgsmål om en politisk moral, om hvorvidt man måler et samfund på, om det er rigt, eller om det er rigt og relativt lige. Sammenlignet med USA har de også et økonomisk velpostret samfund, men der er fortsat 30 procent, som ikke har råd til at komme på hospitalet. Det kan man kalde for et velstående samfund, men det afhænger så af den politiske moral.
Hver gang penge skifter hænder i det danske samfund, så bliver de beskattet. Indkomstskat, moms og så videre, og de samme bliver beskattet mange gange, og det kredsløb er kendetegnede for det samfund, vi er stolte af, og mange af de penge, som bliver beskattet af arveafgiften, er aldrig blevet beskattet på det normale indkomstskatteniveau.
Derudover har den nuværende regering i forvejen sænket arveafgiften for personer, der arver en virksomhed fra tidligere 15 procent til nu kun 5 procent. Det er for mig uforståeligt, at en person sidder ved kassen i Netto og betaler sine 40 procent i skat af sine surttjente penge, men når en arving modtager en stor indkomst, som vedkommende intet har ydet for – og det kun beskattes nænsomt med 15 procent – hvordan kan man så spille et moraliserende argument på banen om, at det er en amoralsk skat?
Med arveafgiften anerkender man principielt en udvidet ejendomsret for familien, når ens værdier kan gå i arv, men det er kun, hvis der er tale om meget store værdier, at der tilfalder staten en relativt lille del blandt andet på grund af bundfradraget på 289.000 kroner.
Men med den tidligere nævnte ændring i arveafgiften har man allerede øget den mængde penge, som bliver hos dem med en virksomhed, store værdier og ikke mindst hos danske godsejere. Det burde være ligetil at konkludere, at det er på tide, at feudaltiden fra det 17. århundrede snart bør slutte, i og med en sådan sænkelse fra 15 til 5 procent betyder, at adelsprivilegier igen er indført. I det liberale samfund, som jeg står inde for, belønnes man for det, man udretter, i stedet for det tilfældige sted, du er født. Vi har gennem lang tid fået at vide, at det skal kunne betale sig at arbejde, og det bør vel minsandten også gælde for arvinger.