I de seneste 30 år har De Radikale i realiteten været en fast del af rød blok. Blandt visse af partierne i blå blok er De Radikale endda blevet betragtet som et yderligtgående parti og hadeobjekt nummer ét. Det gælder især med hensyn til udlændingepolitikken, hvor De Radikale i mange år stod for den stik modsatte linje i forhold til de partier, som ønsker en stram dansk udlændingepolitik og skrap kontrol med EU’s ydre grænser.
De Radikales entydige binding til partierne i rød blok og synet på De Radikale er imidlertid et nyere fænomen i dansk politik. I mange årtier var Det Radikale Venstre midterpartiet par excellence. Partiet stod tæt på Socialdemokratiet i socialpolitikken, men var tættere på De Konservative og Venstre i den økonomiske politik. Som oftest samarbejdede De Radikale på landsplan med Socialdemokratiet, men det kunne også til tider samarbejde med De Konservative og Venstre, hvorfra partiet brød ud i 1905.
De seneste borgerlige regeringer med radikal deltagelse var VKR-regeringer 1968-1971 og Poul Schlüters regering 1988-1990. Senere var De Radikale fast deltager i Poul Nyrup Rasmussen og Helle ThorningSchmidts socialdemokratiske regeringer. I forbindelse med Mette Frederiksens (S) bevidste fravalg af De Radikale ved regeringsdannelsen i 2019 skal vi tilbage til Anker Jørgensens regeringer for at finde en parallel.
Mette Frederiksens havde ved regeringsdannelsen i 2019 allerede på forhånd meldt ud, at hun ønskede at danne en socialdemokratisk ét-partiregering.
De Radikale havde svært ved at stille noget op over for det socialdemokratiske ønske, for hvad havde partiet at true med?
I 2019 ville det have været at forlade positionen som støtteparti for den socialdemokratiske regering og dermed skifte side fra rød til blå blok. Med Morten Østergaard som radikal partileder – med de mange udlændingepolitiske slagsmål med flere partier i blå blok – var den mulighed utænkelig. Det gjaldt, selvom Socialdemokratiet med partiets udlændingepolitiske program fra 2018 langt hen ad vejen havde nærmet sig – og på nogle punkter endda havde strammet – de borgerlige regeringers hidtidige udlændingepolitiske linje.
De Radikale har imidlertid med Sofie Carsten Nielsen som radikal leder fået en mere midtsøgende linje i tråd med partiets traditionelle position. Det gælder ikke mindst med hensyn til udlændingepolitikken. Partiets politiske ordfører og næstformand, Andreas Steenberg, har blandt andet slået fast, at partiets tidligere udlændingepolitiske linje var ”moraliserende”, ”naiv” og decideret forkert. Samtidig har Sofie Carsten Nielsen også kritiseret Mette Frederiksens regering for magtfuldkommenhed og ringeagt over for Folketinget.
Tilslutningen til De Radikale i de landspolitiske meningsmålinger er som regel stadig dårligere end valgresultatet i 2019. Derimod fik De Radikale et godt kommunalvalg i år med i alt 5,6 procent af de nationale stemmer, hvilket er det bedste kommunalvalgsresultat siden 1974. Det er et meget tilfredsstillende i forhold til, hvad partiet har været igennem i det seneste år.
Efter kommunalvalget besluttede det radikale medlem af bestyrelsen i den magtfulde Kommunernes Landsforening (KL) at pege på venstremanden Martin Damm – borgmester i Kalundborg – som ny formand i stedet for socialdemokraten Jacob Bundsgaard fra Aarhus. De Radikale kunne afgøre, hvem det blev, fordi partiet er tungen på vægtskålen i bestyrelsen.
Hvis De Radikale for alvor vælger en ny centrumkurs, kan det få stor betydning for dansk politik. For det første betyder det naturligvis noget for De Radikale selv. Hvis der kommer en ny socialdemokratisk ledet regering efter næste folketingsvalg, bliver det givetvis med radikal deltagelse. Mette Frederiksen må invitere partiet med, for blot det, at De Radikale har åbnet en lillebitte lem for, at man kunne finde på at støtte en anden regering, sætter tommelskruer på Mette Frederiksen. Samtidig vil også De Radikales politiske pris for at støtte en socialdemokratisk regering stige.
For det andet gør De Radikales nye midtsøgende position også partiet langt mere interessant for partierne i blå blok. De Radikale er ikke længere skræmmebillede nummer et, når det drejer sig udlændingepolitikken. Lige nu er en ny VKR-regering naturligvis kun en teoretisk mulighed, men hvad sker der fremover?
For det tredje er De Radikale i en centrumposition en underminering af Lars Løkke Rasmussens nye partiprojekt i form af Moderaterne, hvis mål netop var at etablere et parti med lidt af den position, som De Radikale nu ser ud til at ville besætte, før Løkkes projekt rigtigt er kommet på benene.
Alt i alt er De Radikales ny midtsøgende kurs måske kun i sig selv et lille bølgeskvulp, men det kan meget vel få efterdønninger i dansk politik.