Socialististisk Folkeparti (SF) kunne have en lovende fremtid som surrogat for Socialdemokraterne, som står elendigt i meningsmålingerne, og som tydeligvis har svært ved at konkretisere, hvad der er socialdemokratisk kernepolitik.
Nærmeste konkurrent til SF som surrogat for Socialdemokraterne er Enhedslisten (EL). Men EL har revolutionære fraser i principprogrammet, som frastøder mange vælgere.
LÆS OGSÅ: Astrid Krag brændte igennem i første SF-duel
Alligevel har SF ikke kunnet opsuge frafaldne socialdemokratiske vælgere, de går især til Venstre, EL og Dansk Folkeparti. Som helhed er SF blevet opslugt i et regeringsprojekt, hvor en række vigtige sager for SF om millionærskat, dagpenge og betalingsring om København er gået SF imod.
Samtidig har ledelsen i SF utilsigtet bygget modsætninger op i partiet. Især den ældre generation af SFere har ikke brudt sig om at se purunge politikere som Thor Möger Pedersen og Astrid Krag ført frem. De har ikke brudt sig om et udsalg af det, de opfatter som kerneværdierne i SF, herunder økonomisk lighed.
De har ikke brudt sig om en topstyring, der byggede på persondyrkelse af Villy Søvndal. Nok heller ikke om, at professionelle økonomer skulle godkende folketingsmedlemmernes forslag, og partiledelsen indførte strammere mødedisciplin, teambuilding-seminarer og kammeratlige samtaler med folketingsmedlemmerne.
De har næppe heller brudt sig om, at partiets principprogram blev barberet ned til lidt over 20 procent, og at valgkampe nu skulle koncentreres om to-tre centrale temaer, ikke om en samlet vision om et andet samfund. Endelig bekom det dem ikke vel, at medlemsindflydelsen på partitoppen blev beskåret ved, at hovedbestyrelsen blev formindsket.
Partiformand Villy Søvndal havde ellers evnet at begejstre, efter at han havde været på kurser hos mediefirmaet Rhetorica og havde fået ændret sin tøjstil. Men først og fremmest var han folkelig slagfærdig i debatter. Glansen gik dog af ham. Især da han blev udenrigsminister trods advarsler om, at det kunne gå ham som Lene Espersen (K), som ikke formåede at forene udenrigsministerposten med at være partiformand. Så valgte Villy Søvndal at gå som partiformand på et tidspunkt, hvor SF var i rivende tilbagegang.
Søvndal har bare ikke sikret arvefølgen. Han vil ikke sige, hvem han ønsker som ny formand. Men alle ved, at han støtter den 29-årige statskundskabsstuderende og sundhedsminister Astrid Krag. Men partiets traditionalister samler sig om den 52-årige læreruddannede Annette Vilhelmsen. Opbakningen bag hende er kommet bag på partiledelsen.
Resultatet af formandsvalget i SF er uforudsigeligt, fordi SF i lighed med Socialdemokraterne i 2005 indførte formandsvalg ved urafstemning. Det er ikke til at måle styrkeforholdet i medlemsmassen.
Dertil kommer, at SF ikke engang har en effektiv spærring for, at nye medlemmer kan gå ind og kuppe et formandsvalg. Ganske naivt og troskyldigt lader partier nye medlemmer få stemmeret næsten med det samme. Og efter en periode med fald i medlemstallet er der nu meldt om en fremgang, fordi mange vil være med til at vælge formand.
Er resultatet af det kommende formandsvalg uforudsigeligt, så er det til gengæld til at forudse, at valgkampen kan splitte partiet. Er det en god idé at vælge formand ved urafstemning? Det virker umiddelbart demokratisk. Og det er overdemokratisk at tage medlemmer ind lige før et formandsvalg og give dem stemmeret.
Men partiets menige medlemmer kan ikke i det daglige kontrollere, om den valgte formand lever op til deres forventninger. De organer og her først og fremmest landsledelsen som på medlemmernes vegne skal følge med topledelsens arbejde, står svagt over for en medlemsvalgt formand, som med professionel markedsføring får opbygget persondyrkelse.
Erfaringen med Villy Søvndal viser, at en formand valgt ved urafstemning kan føre et parti et sted hen, hvor en meget stor del af medlemmerne bliver utilfredse. Uden at ledelsen rigtigt opdager det.
Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet