Prøv avisen

Er det et problem, at arter uddør, hvis vi alligevel ikke bruger naturen?

Høgesangeren (billedet) er på listen som uddød ynglefugl i Danmark. ”Det er jo ikke sådan, at vi ikke kan undvære de her arter,” svarer Jesper Erenskjold Moeslund og uddyber: ”Men for dem, som synes, at naturen er fantastisk og vidunderlig, er det da et tab, at der bliver færre arter. Mennesket er kun en af jordens mange arter, og der er vel ingen grund til at sige, at der ikke skal være plads til os alle.” Foto: Markus Varesvuo/Nature Picture Library/Ritzau Scanpix

Ny opgørelse viser, at flere arter i den danske natur er mere truede, end de var i 2010. Men kan det ikke være lige meget, at høgesangeren, snyltende troldhat og tre underarter af møgbilleslægten har forladt os, når mange, især unge, ved stadig mindre om naturen omkring os?

Da Nikolaj Voldum Ahlburg begyndte på biologistudiet på Aarhus Universitet, havde både han og studiekammeraterne svært ved at kende forskel på et bøgetræ og et egetræ. Også med hensyn til insekter, fugle og pattedyr var mange af dem på herrens mark.

”Jeg kan huske, at vi på en udflugt så en skov ud ad bussens vinduer, og alle debatterede ivrigt, hvad det mon var for træer,” siger han.

Alt peger da også på, at unges kendskab til naturen bliver mindre og mindre. Færre vokser op på landet, og i al almindelighed kommer børn og unge langt sjældnere ud i naturen.

I en nylig spørgeundersøgelse, foretaget af netmediet Zetland i samarbejde med analyseinstituttet DMA, viste det sig endog, at hver femte unge dansker tror, at en rødspætte er en fugl. Og hvordan stiller det naturen? Kan man overhovedet begræde noget, man ikke aner findes?

Spørgsmålet er blevet aktuelt, i forbindelse med at den såkaldte rødliste – en oversigt over truede dyre- og plantearter – netop er blevet opdateret for første gang siden 2010.

Og ifølge Jesper Erenskjold Moeslund, der som forsker ved Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har været med til at opdatere rødlisten, kan der ”ses en lille, men statistisk signifikant tilbagegang for de danske arter”, hvilket han betegner som et tab, uagtet manges manglende kendskab til naturen.

”Det er jo ikke sådan, at vi ikke kan undvære de her arter,” svarer Jesper Erenskjold Moeslund og uddyber:

”Men for dem, som synes, at naturen er fantastisk og vidunderlig, er det da et tab, at der bliver færre arter. Mennesket er kun en af Jordens mange arter, og der er vel ingen grund til at sige, at der ikke skal være plads til os alle.”

På opdateringen af rødlisten vurderes det, at i alt 389 arter er gået tabt i den danske natur siden den seneste rødliste fra 2010, deriblandt tre arter af møgbillen.

”De levede i kokasser, og dem er der blevet meget få af, fordi mange køer ikke længere kommer på græs, og fordi de, der så går ude, ofte får ormemidler, som møgbiller ikke kan tåle,” siger Jesper Erenskjold Moeslund.

Et større dyr, som er endt på den danske rødlistes dødsgang, er høgesangeren, en stor, grå sangfugl, som altså nu vurderes uddød som ynglefugl i Danmark.

Ingen pattedyr er som art forsvundet herhjemme siden 2010, men vildsvinet ligger på vippen med ganske få individer.

”Det er jo en art, man bortskyder,” siger Jesper Erenskjold Moeslund, som oplyser, at der efter nøje analyse af de nye vurderinger ”ses en lille, men statistisk signifikant tilbagegang for de danske arter”.

Også professor emeritus i historie Brian Patrick McGuire, som interesserer sig for dyr både nu og i middelalderen, begræder den faldende biodiversitet og mener, at mennesket behandler kloden og arterne selvcentreret i stedet for at passe på dem.

”I en kristen sammenhæng kan vi spore den tanke tilbage til Første Mosebog, hvor det jo virker, som om Gud udleverer alle andre skabelser til mennesket og siger, at vi kan gøre med dem, hvad vi har lyst til. Det er en slags natur-imperialisme, som egentlig passer dårligt ind i tidsånden,” siger han og uddyber:

”I dag ville vi ikke drømme om at herske over andre folkeslag, men dyrene behandler vi fuldkommen, som europæerne behandlede kolonierne. Når man ser ud over Danmark, er der ikke meget natur tilbage – og er det virkelig sådan, vi vil have det? Skabelsesværket bliver fattigere, når dyr er nogle, vi ser i zoologiske haver.”

Mens der er store huller i de unge generationers naturviden, scorer gruppen af 60-plussere de højeste point. Det er dem, der kan navngive flest arter, og som med navn kan bestemme de grøftekantsblomster, svampe og træarter, de kommer forbi, når de går tur.

Kendskabet til naturen er altså til dels et generationsspørgsmål, medgiver præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

”Det kan godt være, at det for mange ikke betyder ret meget, om der forsvinder arter, men et eller andet sted er vi alle sammen nødt til at spørge os selv, om vi vil kigge ind i en fremtid, hvor det er dræbersnegle, rådyr og rotter, der er tilbage sammen med os i det her land. Eller om vi mener, at en rig og mangfoldig natur med sommerfugle, vilde bier og sjældne orkidéer, lav og svampe også skal være her. Jeg tror stadig på, at mange gerne vil bevare magien i den danske natur, og at en mangfoldighed af arter giver os en følelse af glæde, begejstring og kærlighed til den,” siger Maria Reumert Gjerding, som opfordrer til, at man tager børn og børnebørn med ud i naturen så ofte som muligt.

”Ikke til nogle bestemte aktiviteter, men bare ud for at mærke, dufte, klatre og mærke alt det, naturen har at give, for naturen er afhængig af vores kærlighed. Det er rigtigt, at det ikke er katastrofalt for vores samfundsmodel, at arter forsvinder, men for naturen og for vores kærlighed til den er det katastrofalt,” siger Maria Reumert Gjerding, hvis forening i øjeblikket forsøger sig med en kampagne, der hedder ”99 arter, du skal kende, før du bliver voksen”.

Men inden vi nu skyder den unge generation helt til hjørne, når det kommer til naturen, har den biologistuderende, vi nævnte i begyndelse af artiklen, et positivt bidrag til debatten. I dag er Nikolaj Voldum Ahlburg færdig som biolog og underviser i naturdannelse på Testrup Højskole, og han oplever en stor interesse fra elevernes side.

”Der er en tendens til at tro, at man kun kan have en stærk relation til naturen, hvis man kan navnene på en masse arter. Og da det for nylig kom frem, at mange unge troede, at en rødspætte var en fugl, var der elever, der spurgte mig, om de så ikke kunne være rigtige naturmennesker. Men trods en manglende paratviden påvirker det faktum, at naturen har det dårligt, jo alligevel,” siger Nikolaj Voldum Ahlburg, som mener, at man ikke skal underkende, hvor meget unge mennesker føler for naturen, uden nødvendigvis at være biologisk vidende.

”Man kan jo også elske kongehuset, selvom man ikke kan kongerækken,” siger Nikolaj Voldum Ahlburg.

”Selvom det er godt at kende arter, tror jeg, at den følelsesmæssige tilknytning til naturen vægter højere. Den store udfordring ligger for mig at se ikke så meget i, at man ikke kan arterne, men at mange unge ikke færdes i naturen.”