Da New York Times-journalisten Sarah Jeong i 2014 skrev denne besked på de sociale medier: ”Oh mand, det er næsten sygt, så meget jeg får ud af at være ond ved gamle hvide mænd”, vakte det en del forargelse.
Men siden er det blevet almindeligt at bruge udtrykket, når fortiden og nutidens synder skal placeres. Det hørtes blandt andet i sidste uge, da den danske vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, Jonas Eika, i sin takketale kritiserede ”den hvide majoritet”:
”Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse ar vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.”
Hvidhed, især repræsenteret ved den hvide mand, er i visse dele af samfundet allerede ugleset. På flere institutter på danske universiteter er gamle hvide mænd således ikke længere altid velsete på pensum, fordi de er med til at reproducere et hvidt, europæisk blik på verden og optage pladsen for kvinder og ikke-hvide. Og i et nyligt radiointerview gav Tim Whyte, der er generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, udtryk for, at den 16-årige svenske klima-aktivist Greta Thunberg burde have Nobels Fredspris, fordi det ville trodse præcis den befolkningsgruppe. Det var særlig vigtigt, sagde han, at prisen gik til den unge klimaaktivist ”i en tid, hvor der er en masse gamle hvide mænd, der siger ’hov, hov og skal I ikke bare slappe lidt af?’”.
Men ifølge Dan Zahavi, professor i filosofi ved Københavns Universitet og University of Oxford, er antagelsen om, at bestemte grupper kan defineres og identificeres kollektivt, problematisk.
”At tale om gamle hvide mænd som et kollektiv med ens karakteristika, ligger i tråd med at sige, at jøder pr. definition er griske og skotter nærige. Der er også gamle hvide mænd, som har gjort fantastiske opfindelser og skrevet store værker. Ligesom der er gamle hvide mænd, som hele deres liv er blevet undertrykt,” siger han.
LÆS OGSÅ: Professor: Alle taler om empati - få ved, hvad det er
Dan Zahavi mener, at vi har brug for stereotyper, for at samfundet kan fungere.
”Når man kommer frem til kassen i Brugsen, er det alt andet lige nemmere at gå ud fra, at den person, der ekspederer, formentlig vil handle på en bestemt måde. Men det øjeblik, man bruger stereotyper til at dæmonisere folk, har jeg svært ved at se berettigelsen,” siger Dan Zahavi.
Tim Whyte forklarer, hvorfor han i føromtalte interview på nu hedengangne Radio24syv nævnte ”gamle hvide mænd” i opposition til Greta Thunberg.
”Hvis vi ser på den samlede befolkning, er der en langt større klimaskepsis blandt gamle hvide mænd, og dermed er klimakampen også en generationskamp,” siger generalsekretæren i Mellemfolkeligt Samvirke.
Hvordan forholder han sig så til, at der også findes gamle hvide mænd med tykke briller og ingeniørtitler, som sidder og opfinder klimavenlig teknologi?
”Det er ikke, fordi man som ældre hvid mand – sådan en er jeg i øvrigt selv – ikke kan have holdninger i alle mulige retninger. Men netop den befolkningsgruppe er som helhed mere skeptisk omkring klimaforandringerne og væsentligt mindre interesseret i at gøre noget ved dem. Noget af det, der ligger i den kritik, som Greta Thunberg og de unge, der går på gaden, fremfører, er jo, at der foregår et generationstyveri,” siger Tim Whyte.
Søren Engelsen, adjunkt i filosofi på Syddansk Universitet, mener, at det er relevant at tale om gamle hvide mænd i forbindelse med de privilegier, som mange i den gruppe har. Men han påpeger også, at udtrykket – i en tid, som dyrker ungdommen – kan komme til at virke aldersdiskriminerende.
”Der kan selvfølgelig ligge flere ting i henvisningen til gamle hvide mænd. På den ene side findes der privilegieblinde mennesker, der ikke kan se, at deres position i samfundet også til dels kan have rod i deres hudfarve, køn og alder. At påpege dette er selvfølgelig helt legitimt, når det er relevant. På den anden side er og bliver det i en debatsammenhæng en fejlslutning at henvise til gamle hvide mænd som var det et argument i sig selv at påpege sin debatmodstanders hudfarve, køn og alder. Det er at gå efter manden frem for bolden. Der ligger ikke mindst en aldersdiskrimination i den forestilling, at det på en eller anden måde skulle være diskvalificerende at være gammel. I en mediekultur som vores, der dyrker ungdommen i stor grad, skal vi være påpasselige med ikke at overse denne form for diskrimination. Kønsdiskrimination og racisme kan måske være nemmere at få i fokus”.
Professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, Jesper Ryborg, mener derimod ikke, at udtrykket er til at misforstå.
”Der er jo ingen, der opfatter gamle hvide mænd som en alvorlig kategori, der på lige ret har fortjent at blive skældt ud. Det er et slags billede på nogle, der gennem en nyere verdenshistorie har haft en masse privilegier, og det er klart, at det ikke gælder for alle i den gruppe. Du kan sagtens finde en midaldrende kristen mand, der måske har været hjemløs, syg eller fattig og som bestemt ikke har været privilegeret. Udtrykket er et forsøg på at tegne nogle generelle tendenser, og man bør gøre en stor indsats for at forstå, hvad det hele drejer sig om.”