Er det ikke terror, hvis Israel bomber civile? Özlem Cekic og Jair Melchior forsøger at dæmme op for had og fordomme

Özlem Cekic og Jair Melchior rejser lige nu rundt til danske folkeskoler med forsøg på at skabe forsoning mellem jøder og muslimer efter udbruddet af krigen i Gaza. På Tingbjerg Skole i Brønshøj var eleverne meget optaget af de mange ofre, krigen har bragt

Özlem Cekic og Jair Melchior har i noget tid rejst rundt og forsøgt at skabe forsoning mellem jøder og musliner. Her er de på Johan Borups Højskole i København.
Özlem Cekic og Jair Melchior har i noget tid rejst rundt og forsøgt at skabe forsoning mellem jøder og musliner. Her er de på Johan Borups Højskole i København. Foto: Erling Brodersen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix.

“Jeg har ikke altid været glad for jøder. Faktisk hadede jeg dem,” fortæller Özlem Cekic til børnene samlet i det lille auditorium på Tingbjerg Skole i Brønshøj. Ved siden af hende sidder den danske overrabbiner Jair Melchior

De to har i den seneste tid taget på skolebesøg sammen for at bygge bro mellem jøder og muslimer i Danmark. Her forsøger de at lade deres mangeårige venskab være en åbning ind til den dialog.

Omkring 100 elever fra udskolingen er samlet på otte rækker af stole, hvor de skal høre de to talere dele deres egne erfaringer med had og fordomme, og bagefter vil de åbne op for spørgsmål fra eleverne. 

Özlem Cekic fortæller om jødehadet fra sit eget liv. Hun voksede op i en familie, hvor en opblusning af konflikten mellem Israel og Palæstina skabte vrede mod jøderne.

“Jeg kan huske, at der nærmest gik en lille chokbølge gennem mig og mine veninder, da der startede en jødisk pige på vores skole,” fortæller hun.

Den jødiske pige var glad for at spille basketball, og en dag inviterede hun Özlem Cekic til at spille med hende. Det blev starten på et venskab og en nedbrydning af de fordomme, hun havde fået med hjemmefra. 

Fordomme i fraværet af relationer

“Hvor mange af jer herinde kender en jøde?” spørger Jair Melchior forsamlingen. En håndfuld hænder ryger i vejret.

“Okay, hvor mange af jer kender fordomme om jøder?” spørger han efterfølgende, og her er håndsoprækningen betydeligt større.

Özlem Cekic spørger eleverne, om de kan nævne nogle af de fordomme, de har hørt om jøder. I starten er der ingen, der byder ind, og nogle af børnene kigger på hinanden med nervøs tilbageholdenhed. Men så begynder et par enkelte at byde ind. 

“De har mange penge,” siger én. “De er nærige,” siger en anden.

“Har I alle sammen mange penge, Jair?” spørger Özlem Cekic.

“Nogle af os, men ikke alle. Jeg ville for eksempel ønske, at den fordom var sand for mig,”  siger Jair Melchior og får salen til at grine.

Stå på begge sider

Omkring halvvejs inde i arrangementet bevæger samtalen sig ind på den store elefant i rummet: krigen i Gaza. 

“Det berører rigtig meget for mig som muslim med jødiske venner, at den krig, der udspiller sig mange kilometer væk, er med til at skabe en afstand mellem os mennesker her i landet,” siger Özlem Cekic.

Hun fortæller om vanskeligheden ved at agere korrekt efter hændelsen den 7. oktober, hvor Hamas indledte et overraskelsesangreb på Israel, der kostede omkring 1200 mennesker livet. Da hun var tavs, blev hun beskyldt for, at det var en stiltiende accept af Hamas’ gerninger. Da hun så valgte at udtrykke sin sympati for ofrene, var der andre, der spurgte om hun var pro-Israel.  

Til sidst ringede hun til Jair Melchior, der gav hende et råd, som han gentager oppe på scenen:

“Du skal blive ved med at stå på begge sider. Også selvom du kommer til at betale en pris. Fordi lige nu vil mange mennesker have, at man er enten-eller,” siger han.

Er du zionist?

“Er du zionist?” spørger en dreng på den forreste række Jair Melchior.

Jair Melchior svarer ja: han mener, at jøderne bør have deres eget land. Men han gør også klart, at man som zionist også kan tro på en stat for Palæstina.

“Hvor mange flere børn skal dø, før det ikke længere er et forsvar, Israel har gang i?” spørger en dreng.

“Efter alt hvad jeg tror på, så handler Israels gerninger om at bekæmpe Hamas. De er forpligtet til at beskytte civile, men de er også forpligtet til at bekæmpe terror, så når Hamas gemmer sig bag civile, bliver det vanskeligt. Men det handler om intentioner,” siger Jair Melchior.

Nu begynder hænderne at skyde op i forsamlingen. Og stort set alle spørgsmål er rettet mod Jair Melchior og handler om Israels fremfærd i Gaza. Spørgsmål om, hvorfor Israel bliver ved med at bombe, når de alligevel ikke får ram på Hamas, og om hvem der skal stå op for palæstinenserne, hvis det ikke er Hamas.

“Er det ikke terror fra begge sider, hvis Israel bomber biler med civile, der forsøger at komme væk fra krigszonen?”

“Jeg kan fortælle dig, at der sidder en jurist og godkender hver en bombe, Israel sender afsted,” fortæller Jair Melchior.

“Hvad med bombningerne af hospitaler?”

“Det er ikke sket. I skal vist lige gå jeres kilder igennem,” siger Jair Melchior, og det starter en summen af lavmælt snak i lokalet. Senere uddyber han, at der ikke har været bombninger af hospitaler, hvor det ikke har været et specifikt militært mål. 

Efter en række yderligere spørgsmål og en afrunding fra skolelederen, Marco Anders Damgaard, får Özlem Cekic det sidste ord og den sidste pointe.

“Jeg er glad for, at I har turdet stille så mange og så modige spørgsmål. Jeg tror egentligt, at det er vejen frem – at spørge. Men det er ikke nok at spørge. Man skal også lytte. Selvom man er uenig eller bliver provokeret.”