Prøv avisen
Interview

Er det konservativt at kæmpe for en mere liberal verden?

Per Stig Møllers hjem er meget rigt på bøger. Hans seneste anskaffelse tegner et dystert fremtidsbillede for den liberale verdensorden. Foto: Emil Kastrup Andersen

I en ny erindringsbog fortæller Per Stig Møller (K) om tiden som dansk udenrigsminister i 2000’erne. Det var en urolig tid, men som snart 75-årig frygter han nu, at vi mister den selvsamme liberale verdensorden, som andre konservative kritiserer højlydt

Det var et af de billeder, der har fået en permanent plads på historiens filmspole.

Det var den 9. april 2003, krigen i Irak var kun lige begyndt, men færdig var Saddam Hussein, Iraks diktator gennem 24 år, der den dag blev væltet helt bogstaveligt i skikkelse af en enorm statue på en plads i hovedstaden Bagdad. Per Stig Møller (K), dengang Danmarks udenrigsminister, så det hele på direkte tv. Han så dermed også, at en amerikanske soldat kravlede op på statuen og dækkede diktatorens ansigt bag det amerikanske flags ”stars and stripes”.

”Heldigvis blev soldaten hurtigt hentet ned, og det amerikanske flag blev afløst af det befriede Iraks; thi USA og koalitionen var ikke i Bagdad for at erobre Irak, men for at befri det. Vi var ikke besættere, men befriere,” skriver Per Stig Møller i sin nye erindringsbog ”Udenrigsminister i krig og fred”.

Bogen udkommer på mandag, dagen efter Per Stig Møllers 75-årsfødseldag.

Bogen omhandler hans mere end otte ualmindeligt begivenhedsrige år i spidsen for den danske udenrigstjeneste. Den konservative politiker var med, da udvidelsen af EU blev vedtaget under dansk formandskab, da Nato gennemførte flere udvidelser, og da Danmark gik i krig i Irak og Afghanistan og kunne se sine ambassader stå i brand under Muhammed-krisen.

Men den aprildag i 2003 så Per Stig Møller tv-scenerne fra Bagdad sammen med SF-kollegaen og den senere udenrigsminister Holger K. Nielsen. De to var uenige om Danmarks deltagelse i Irak-krigen, men er i dag enige om at være bekymrede for EU’s fremtid efter Brexit, for russisk revanchisme og den amerikanske præsident Donald Trumps svingende udenrigspolitiske meldinger. En bekymring, der får næring af Per Stig Møllers seneste boganskaffelse, som han viser Kristeligt Dagblad i sit hjem i nordsjællandske Kirkelte:”The Retreat of Western Liberalism” af Financial Times-klummeskribenten Edward Luce. Bogen beskriver, hvordan efterkrigstidens amerikanske verdensorden lakker mod enden.

”Der er et opgør på vej med det liberaldemokratiske system,” siger Per Stig Møller: ”Der er lavet en undersøgelse af, om folk kunne forestille sig en stærk mand til at løse problemerne. Det er uhyggeligt store procenttal, der svarer ja i de vestlige lande.”

Bekymringen synes Per Stig Møller at dele med alle nulevende, forhenværende danske udenrigsministre. Nok har de været uenige om konkret politik, om fodnoter og Irak-grundlag, men på de helt store nagler har linjen været den samme, uanset om udenrigsministeren har været rød, blå, magentafarvet eller grøn: Alle har de tilsluttet sig den såkaldt liberale verdensorden; det værdibaserede internationale system, der har menneskerettigheder og markedsøkonomi som fundament og internationale institutioner som FN og EU som bærende søjler.

Et system, hvis værdier også blev brugt som omstridt begrundelse for den Irak-krig, som Danmark anført af blandt andre Per Stig Møller deltog i. Irak-koalitionens leder, den konservative amerikanske præsident George W. Bush, sagde få måneder før krigen, at ”frihed er retten for enhver person og fremtiden for enhver nation”. Eller som Per Stig Møller skriver i bogen: ”Vi var ikke besættere, men befriere.” Beslutningen om dansk krigsdeltagelse opfyldte ikke den efterstræbte, udenrigspolitiske norm om brede flertal, men det gjorde andre danske militærindgreb, påpeger Per Stig Møller.

”Helveg (Niels Helveg-Petersen (R), udenrigsminister 1993-2000, red.), som var pacifist, gik jo ind i den ene krig efter den anden. Som jeg sagde til ham: ’Du leder efter enhver lejlighed til at gå i krig, du er jo bloddryppende!’. Det morede ham jo meget. Og du har Villy Søvndal (SF, udenrigsminister 2011-13, red.), som også ender med at sende soldater af sted. Og Holger K., som går ind for systemerne og EU.”

Næh, de mest højlydte kritikere af ”systemerne” og den liberale verdensorden er i dag folk, der ligesom Per Stig Møller eller George W. Bush kalder sig selv for konservative.

Det var det konservative, republikanske partis vælgere, der bragte Donald Trump til magten. Det er nationalkonservative europæere, der fører an i kritikken af EU. Herhjemme har den nationalkonservative debattør Søren Hviid Pedersen i magasinet Ræson kaldt den liberale verdensordens tro på universelle værdier for ”hovedårsagen til nutidens globale konflikter”, mens Dansk Folkepartis Marie Krarup finder den liberale verdensorden ”destabiliserende og selvdestruktiv”, som hun tidligere i år udtalte til denne avis. I Kristeligt Dagblad citerede en anden nationalkonservativ debattør, Kasper Støvring, kort tid derefter politologen Samuel P. Huntington med ordene, at ”vores universalisme er de andres imperialisme”.

Hvordan konservative kan være uenige om noget så grundlæggende som verdens indretning, skyldes ifølge Per Stig Møller, at konservatisme ikke er ”en håndbog”, men snarere en ”åndsholdning eller en mentalitet”. Støvrings Huntington-citat nøjes Per Stig Møller med at kalde for ”en flot formulering”.

”Men hvad er alternativet til det? Er alternativet at sige, at vi ikke skal have nogle fælles mål, at vi ikke skal have nogen tilstræbt fælles opfattelse af menneskets værdighed og ukrænkelighed? Alternativet til det er, at alle kan mishandle deres folk, som de selv vil. Det går jeg ikke ind for. Det er ikke i overensstemmelse med min kristendom,” siger han.

”Hvis du er besætter, vil du indføre din egen orden. Hvis du er befrier, befrier du folket fra det, der har undertrykt dem, hvorefter de selv kan skabe deres egen orden,” tilføjer Per Stig Møller, hvis uenighed med Støvring, Hviid Pedersen og kompagni ikke stopper i Mellemøsten.

Østudvidelsen af det EU, som andre konservative anser for en nationalstatsfjendtlig bussemand, har Per Stig Møller kaldt for sin udenrigsministerkarrieres højdepunkt. Og før Storbritannien sidste år stemte sig ud af EU, var han medunderskriver på et læserbrev i avisen The Times, hvor 10 tidligere danske udenrigsministre appellerede til de britiske vælgere om at stemme for at blive i Unionen.

”Suverænitet er du nødt til at dele med andre, hvis du skal garantere den. Den kan du ikke sikre ved at melde dig ud,” siger Per Stig Møller.

Han nævner, at Danmark ”stod allianceløse i 1940”.

”Vi var fuldt suveræne! Men hvis de ringede fra Tyskland og sagde, at Kaj Munk ikke måtte opføres i Sønderborg, så ringede justitsministeren til Sønderborg og sagde, at de ikke måtte opføre Kaj Munk. Hvis de ringede fra Tyskland og sagde, at de ikke ville have, at en østrigsk-jødisk skuespillerinde læste op i Odd Fellow Palæet – det var allerede i april 1933 – så sagde foreningens bestyrelse, at de aflyste hende. Det kan du ikke forestille dig i de europæiske lande i dag.”

Snarere end at møve Europas lande sammen til én kultur, understøtter EU landenes kulturelle forskellighed, mener Per Stig Møller. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, en anden erklæret konservativ, skrev til gengæld for nylig en klumme i Berlingske med budskabet, at EU ”i vort århundrede” kræver underordnelse ”på linje med, hvad pavestolen i Rom krævede af de reformerte”. Både Messerschmidt og partikollegaen Marie Krarup ønsker en orden med ”Den Westfalske Fred” som forbillede, det vil sige det regelsæt, som stridende europæiske magter i året 1648 nåede til enighed om efter Trediveårskrigen, og som knæsatte princippet om staters suverænitet og ret til at indrette sig uden andres staters indblanding.

”Du kan godt påberåbe dig Den Westfalske Fred, men der er det ved det, at vi ikke fik fred,” siger Per Stig Møller:

”Vi fik også Napoleonskrigene. Og så gav den også lov til kulturel og religiøs undertrykkelse, fordi den kom efter Trediveårskrigen, og man så sagde, protestanter, dér, og katolikker, dér.”

Kulturens altafgørende betydning – også for international politik – kan de stridende konservative dog godt blive enige om. Manglen på religiøs forståelse var faktisk en afgørende fejl ved krigen i Irak, skriver Per Stig Møller i sin bog. Efter Saddam Husseins fald blussede den 1300 år gamle konflikt mellem det sunni-muslimske mindretal og det shia-muslimske flertal op i Irak.

”I det øjeblik, du fjernede låget, har det vist sig, at det sydede og boblede med religiøse konflikter lige under låget,” siger Per Stig Møller, der i bogen skriver, at ”det kom som en overraskelse for amerikanerne”.

Den shiamuslimske premierminister al-Malikis ekskluderende politik gødede senere jorden for Islamisk Stats sunni-ekstremistiske terror. Per Stig Møller citerer den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright for, at ”de, som udformer politikken, må lære så meget som muligt om religion”.

Man fristes til at spørge, hvordan verdens mægtigste militærmagt kunne overse den detalje?

”Du talte jo selv om Den Westfalske Fred,” siger Per Stig Møller: ”Religionen har ikke spillet nogen rolle siden 1648, den har ikke spillet nogen storpolitisk rolle for os i den vestlige verden.”

I stedet er vi med hans ord ”blevet sekulariserede og har vænnet os til den rationelle form for politik og magtudøvelse”. Hvorimod al-Qaeda og Islamisk Stat med Per Stig Møllers ord ”indregnede religionen som et helt afgørende punkt i deres krigsstrategi”.

”At religionen kunne blive del af en krigsstrategi, havde vi jo ikke set før,” siger han:

”Ikke siden 1648.”

Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen