For nylig havde Erik Lindsø sine to døtre, Thea Marie på otte år og Rosa på fire år, med til en røntgenundersøgelse på sygehuset. Der var mistanke om, at den yngste havde problemer med sin hofte, og da sygeplejersken kommer for at hente den lille flok i venteværelset spørger hun: ”Nå, er du så pigernes bedstefar?”. Men selvom Erik Lindsø ellers er hurtig i replikken og som foredragsholder og forfatter er vant til at jonglere med ord, så er det Thea Marie, der er hurtigst med svaret: ”Nej, det er ikke min bedstefar. Det er min far.”
Erik Lindsø smiler, da han fortæller om episoden. For i hans hjem her i Sorø er der mange aldre – og plads til alle. I den gamle patriciervilla på knap 400 kvadratmeter er langbordet i den ene stue fyldt godt op med stole ved langsiderne. Lige nu er voksdugen dog fyldt med store puslebrikker, der er ved at blive samlet til et fint billede af prinsesserne Anna og Elsa fra Disneyfilmen ”Frost”. Men en gang om måneden er bordet helt dækket op med glas og service, for her mødes hele storfamilien, der rummer Erik og Pernille, deres to små døtre, Pernilles 18-årige søn Frederik samt Eriks tre voksne sønner fra første ægteskab, deres kærester samt Eriks børnebørn. Derudover kommer Eriks første hustru, Eva, der er mor til sønnerne, også.
Erik Lindsø er 65 år og Pernille Lindsø er 46 år. De har været sammen i 12 år, og blev gift for otte år siden, ”samme dag som Thea Marie blev døbt. I Vartov Kirke i København,” fortæller Erik Lindsø, der har sagt ja til at fortælle om, hvilke tanker og erfaringer han har gjort sig i forhold til at være i et parforhold med en aldersforskel på 19 år.
Han tilbyder en plads i haven, hvor vel-plejede staudebede og krogede frugttræer vidner om grønne fingre og masser af timer med luge- og hakkejern, mens en hænge- køje og et legehus peger i retning af børne-lege og pigefnis.
Pernille Lindsø ligger med feber ovenpå. Hun arbejder som børnelæge på sygehuset i Slagelse, men altså ikke i dag. Og det nyder hendes mand. Ikke at hun er syg, men at hun er hjemme. For han arbejder bedst, når der er mennesker omkring ham, og derfor ligger hans kontor da også midt i villaen med legekøkkener og dukkevogne lige ved siden af.
Selv tænker han ikke meget over aldersforskellen. Men eksemplet med sygeplejersken, der fejlbedømmer situationen, er ikke enestående. Det sker også, at børnene i Rosas børnehave kigger nysgerrigt på den ældre mand med kasketten, der kommer for at hente deres legekammerat.
”Og så siger de til mig: ’Du ligner godt nok en bedstefar’. Når jeg så svarer, at det er jeg også, men jeg er også Rosas far, så leger de videre, og så er der jo ikke mere i den sag. Personligt har jeg aldrig mødt nogle fordomme eller oplevet, at folk har set underligt på mig, som om jeg var ’en gammel gris’, fordi Pernille er så meget yngre end mig. Så min værste frygt er nok, hvis Thea Marie og Rosa skulle opleve at blive drillet med, at deres far er så gammel. Men heldigvis lever vi i en meget tolerant tid, hvor forskere endda har udpeget den yngre generation som den mest tolerante nogensinde. Så det krydser jeg fingre for og forsøger samtidig at holde mig fit, så de gerne skulle have deres far så længe som muligt.”
I virkeligheden var det nok Erik Lindsøs egne sønner, der havde det sværest med deres fars ”nye liv”, fortæller han.
”Og det handlede ikke så meget om, at Pernille er yngre end mig. Men de havde håbet, at jeg ikke ville få børn igen. De magtede ikke at tage en ny søskendeforpligtelse på sig. At de så faktisk har gjort det, og mine piger elsker dem, er en anden sag. Men for min ældste søn, Asbjørn, forstyrrede det ham også, at jeg kom ham i forkøbet. Han var midt i 20’erne, da jeg blev kæreste med Pernille, og selv i et parforhold, hvor de gerne ville have børn, og at vi nu skulle være forældre, stjal opmærksomheden fra dem. Jeg kan godt forstå ham, og jeg ærgrer mig stadig over, hvor dum jeg var dengang, for jeg sendte bare drengene en e-mail og fortalte om Pernilles graviditet. I stedet for at ringe og tale med dem om det.”
I dag har Thea Marie og Rosa ikke bare nogle skønne storebrødre, men også et par gode legekammerater i de to børnebørn, som har næsten samme alder som deres små fastre i Sorø. Og Erik Lindsø har gjort det klart for sine sønner, at de kun skal forpligte sig i det omfang, de selv har lyst til – ”for de har jo deres eget liv nu, men heldigvis fungerer det virkelig godt, når vi er sammen i den store flok, og vi holder da også jul sammen, hvor drengenes mor og hendes nye mand også er med. Jeg er heldig med, at både Pernille og Eva er meget storsindede.”
Mens sønnerne oplevede, at der med Erik Lindsøs familieforøgelse blev byttet lidt rundt på den ”naturlige” rækkefølge i familiens gang, var der også et par af vennerne, der så lidt skævt til endnu en omgang med småbørnsfamilier.
”Jeg har mistet nogle jævnaldrende venner på den konto, for de orkede simpelthen ikke, at jeg – igen – havde små børn med på slæb. Til gengæld har jeg fået nogle nye, yngre venner. Når man runder de 50 år, er det for de fleste et overstået kapitel, og man glæder sig til at få sit ’voksenliv’ tilbage. En af mine bedste venner har da også indrømmet, at han synes, det er en stor mundfuld at være sammen med os og pigerne, når han nu selv er på den anden side af småbørns- livet. Men jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Pernille og jeg ville gerne have et barn, så hendes søn Frederik også fik søskende, og det var mig, der insisterede på, at vi så skulle få to, for så var de fælles om en barndom med os som forældre.”
Da Erik blev skilt fra Eva i 2001, havde de været sammen i godt 20 år. Men de skiltes som venner efter et langt liv som både kærester, forældre og senere arbejdskolleger, da han var forstander på Rønshoved Højskole, hvor hun var lærer.
Han nåede at være i to parforhold af kortere varighed, inden han mødte Pernille. Hun havde været en af hans elever på forårsholdet i 1994 på Danebod Højskole, hvor han var lærer i en årrække og blandt andet underviste i radiojournalistik. Og nu hørte hun pludselig igen hans navn i radioen efter mere end 10 år, og hun fik lyst til at sende ham en e-mail og fortælle, at hun tit tænkte tilbage på opholdet, og at det havde været rart at genhøre hans stemme.
”Jeg har ofte hørt fra gamle elever og har også mødtes med dem til en kop kaffe. Så kort efter sad vi på Café Sommersko i København og havde en hyggelig snak. Jeg kunne rigtig godt lide hende, men var i et andet forhold på det tidspunkt, så der var ikke mere i det end et kaffemøde. Men to år senere sendte hun mig en sms og spurgte, hvordan jeg havde det, og så genoptog vi kontakten og blev langsomt kærester.”
”Jeg tænkte ikke over vores aldersforskel, men var bare dybt imponeret over hende. Hun var alene med en søn og i gang med at studere medicin, og hun håndterede tilværelsen på en så fin og seriøs måde. Selv blev jeg først rigtig voksen sent i livet, men Pernille var anderledes på plads i livet, og det gjorde indtryk på mig.”
Erik Lindsø var på det tidspunkt 53 år og havde travlt med sin freelancetilværelse. Hvert år holder han mere end 100 foredrag rundt i hele landet, han er underviser på Rødding Højskole og skriver bøger. Og da han mødte Pernille, var han også vært på P2 og redaktør for Grænseforeningens blad, ”Grænsen”.
”Jeg kunne mærke, at det skulle være alvor med mig og Pernille. Jeg holder mange foredrag om livsværdier og taler om den røde tråd i livet. Og rundt i landet og på højskolekurserne møder jeg mange mennesker, der har holdt ved det samme arbejde og den samme partner hele livet. Det har jeg den største respekt for, og jeg er nok også lidt misundelig på dem. For jeg er ikke selv nogen sejtrækker. Hverken på arbejdsmarkedet eller i privatlivet. Jeg har en evig trang til, at der skal ske noget nyt. Så jeg skifter ud.”
Men sådan skulle det ikke være denne gang, siger Erik Lindsø og lægger hatten ved siden af sig.
”Derfor blev vi også gift. Det er et forpligtende ja, jeg har givet. For mig står velsignelsen i kirken derfor som det øjeblik fra vores vielse, jeg husker allertydeligst. Og så kan der selvfølgelig godt være folk, der spørger, om jeg ikke er bange for, at Pernille vil møde en flot, yngre læge. Men jeg er heldigvis ikke jaloux anlagt, og jeg skal i hvert fald ikke selv nogen andre steder hen. Jeg har endelig fundet ud af, hvor meget man kan hvile i den beslutning.”