En ældre kvinde faldt og brækkede hoften. På hospitalet måtte hun vente i fire dage på sin operation på grund af travlhed, selvom målsætningen var, at patienter skulle opereres inden for to døgn. Hun døde på operationsbordet, og familien klagede til Styrelsen for Patientklager og fik medhold. Var den ældre kvindes forløb et udtryk for bevidst fravalg af patienter med hoftebrud?
Nej, svarer Poul Jaszczak, pensioneret overlæge og medlem af Det Etiske Råd, som netop har offentliggjort udtalelsen ”Retfærdig prioritering i det danske sundhedsvæsen” – en prioritering, der ifølge rådet er så lemfældig, at den skaber både ”betydelig” og ”uretfærdig” forskelsbehandling.
Kvinden med hoftebruddet er i stedet et eksempel på, hvem der lider i det skjulte, når indsatserne i sundhedsvæsenet ikke fordeles på baggrund af solid viden og en åben debat om til- og fravalg, og derfor bør man i Danmark skabe institutioner, der kan sørge for netop det, mener et enigt råd.
”Man skal behandle mennesker, som er syge, med alle til rådighed stående midler. Og har man ikke midler nok til rådighed, skal man træffe valg, hvor det forklares klart og tydeligt, hvorfor man gør, som man gør,” siger Poul Jaszczak.
”De fleste danskere ønsker, at vi bevarer et offentligt sundhedsvæsen og helst også udbygger det. Og så burde nogen pr. refleks svare: ’Det kan I ikke få’ – men hvem gør det,” siger han med henvisning til, at debatten om prioritering mellem syge mennesker næsten helt mangler fagligt fundament og offentlig gennemslagskraft.
Blandt læger har mangel på prioritering længe været en frustration. To ud af tre læger, 65 procent, svarede, at prioriteringen i sundhedsvæsenet er enten helt fraværende eller styret af tilfærdigheder i en undersøgelse, Kristeligt Dagblad gennemførte blandt 410 læger sidste år.
Den 1. januar 2017 startede Medicinrådet sit arbejde som den første reelle prioriteringsinstitution her i landet. Rådet laver anbefalinger om ibrugtagning af ny medicin i en afvejning mellem pris, eksisterende behandlinger og effekt. Medicinrådet er et ”vellykket første skridt hen imod en mere retfærdig prioriteringspraksis”, skriver Det Etiske Råd i sin udtalelse. Men dels skal principperne bag dets beslutninger ”styrkes, videreudvikles og udbredes”. Dels kan Medicinrådet ikke stå alene.
For behandling kan også være mandetimer omkring en patient. Ifølge Det Etiske Råds materiale kan en opnormering af plejepersonale og pladser på hospitalernes intensivafdelinger øge overlevelsen markant for en patient med lungesygdommen kol; i dag dør knap hver femte under en indlæggelse.
Diagnostik, nævner Poul Jaszczak som endnu et eksempel på en sundhedsydelse, hvor ingen forholder sig systematisk til indsatsens effekt i forhold til prisen i dag.
”Alle sundhedsvæsenets ydelser, ikke kun dyr sygehusmedicin, skal så vidt muligt underlægges ensartede og velbegrunede prioriteringsvurderinger. Dette lægger op til oprettelsen af et behandlingsråd,” skriver Det Etiske Råd.
Også Dorte Gyrd-Hansen, professor ved Dansk Center for Sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet, mener, at Danmark bør komme i gang med at skabe en struktur for og en debat om vægtningen af ressourcerne i sundhedsvæsenet.
Det kan for eksempel ske ved, at Danmark, lige som England, Norge og Sverige, vurderer nye og eksisterende behandlinger ud fra måleenheden qaly. Et såkaldt kvalitetsjusteret leveår forsøger at samle to forskellige effekter af en given behandling i ét mål: Livsforlængelse og forbedring af livskvalitet.
”Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken. Både sundhedsøkonomer og alle lande, vi sammenligner os med, har brugt det her instrument i mange år,” siger Dorte Gyrd-Hansen.
I England har man vurderet, at ét kvalitetsjusteret leveår som tommelfingerregel må koste en kvart million kroner. Men terminalt syge patienter må koste mere, har man også besluttet.
”Det er hverken let eller kan sættes på formel, hvem vi som samfund ønsker at vægte for at bruge ressourcerne på en måde, så flest mulige får det størst mulige udbytte af de penge, der er til rådighed. Men vi har brug for at identificere både vindere og tabere i sundhedsvæsenet,” siger Dorte Gyrd-Hansen.