Midt i en stor, rødbrun skov, hvis bund denne vinterdag er dækket af et tyndt lag hvid frost, der knaser sprødt, når man betræder det, ligger Horserød Fængsel. Hvis man kom kørende på den nordsjællandske landevej i bil og blot så bygningerne gennem et beskidt vindue i forbifarten, ville man ikke nødvendigvis tro, at de lave, røde barakker udgjorde et fængsel. Der er et beskedent hegn om nogle af bygningerne, men ellers minder stedet bemærkelsesværdigt lidt om de store, grå betonfængsler, man kender fra film.
Ikke desto mindre er Horserødlejren et fængsel, der huser omkring 220 dømte kriminelle. Men stedet er et åbent fængsel, hvilket forklarer fraværet af høje mure og vagttårne. Der er stille på besøgsgangen i fængslet denne lørdag eftermiddag. Et par betjente tjekker billed-id på de besøgende, der alle på forhånd har ansøgt og er blevet godkendt til at kunne besøge deres far, søster eller ven, der sidder inde.
I besøgslokale syv er der et bord og nogle stole, en briks, et lille tv og et tekøkken. På væggen hænger en farverig plakat fra kunstmuseet Louisiana, og ude på den anden side af vinduet er der en legeplads, hvor børn og barnlige sjæle kan boltre sig.
I lokalet er også Per Jørgensen, der er oppe i 70’erne, og siden 2015 har haft Horserødlejren som hjem, hvor han afsoner en længere fængselsdom for bedrageri. Han er en af de stadig flere ældre mennesker i Danmark, der begår kriminalitet og havner i fængsel.
Per Jørgensen bor på en afdeling lidt ”i den retning”, siger han og peger længere op ad vejen.
”Vi kalder ikke vores værelser for celler her, vi kalder dem pinde, fordi de er lige så små som dem, fuglene sidder på i fugleburene,” siger han og viser med armene, hvor stor hans ”pind” er i forhold til besøgslokalet.
Per Jørgensen har skabt en hverdag for sig selv i Horserød, hvor de fleste dage ligner hinanden. Klokken 7 om morgenen kommer der en vagt og låser døren til hans celle op. Klokken 8 skal de indsatte møde på arbejde eller i skole og have deres madpakker med. Klokken 15 vender de tilbage til afdelingen og begynder så småt at lave mad. De er godt 20 mennesker på afdelingen, og der er 12 siddepladser i køkkenet, så folk må spise lidt på skift.
Nogle går måske ind i tv-stuen og ser nyheder eller spiller kort. For tiden er der ikke rigtig nogen på hans alder på Per Jørgensens afdeling, så han holder sig mest for sig selv og læser bøger. Klokken 20.30 bliver døren fra bygningen ud til det fri låst, og klokken 21 bliver de indsatte låst inde i deres celler, hvor de skal være indtil næste dag klokken 7, hvor det hele starter forfra.
Der er intet toilet i cellen, så hvis man skal tisse i løbet af natten, skal man ringe på en klokke. Efter en 20-30 minutter kommer der en vagt, der kan ledsage den indsatte til toilettet.
Alternativt kan man få udleveret en urinflaske af sygeplejersken, som man kan tisse i.
Ofte kommer hans kone og andre familiemedlemmer på besøg i fængslet. Og hver tredje uge får Per Jørgensen lov til at komme en weekend på orlov i hjemmet i Nordsjælland.
“Den første øl, man får, når man kommer hjem der om fredagen, den smager altså godt,” siger han med et smil. Alkohol er forbudt i fængslet.
Ifølge Kriminalforsorgens årsrapport var kun 2,1 procent af alle danske indsatte i 2015 over 60 år. Til sammenligning fylder personer under 30 år godt 37 procent af pladserne i de danske fængsler. Men mens ungdomskriminaliteten i Danmark er halveret de seneste 10 år, er det gået den modsatte vej med seniorkriminaliteten.
I perioden 2000-2015 er antallet af ældre, der er dømt for at overtræde loven, nemlig steget 136 procent i Danmark. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Og mens det samlede antal afsagte fængselsdomme er faldet seks procent for betingede domme og 33 procent for ubetingede, er der kun blevet flere ældre mennesker, der bliver idømt en fængselsdom. I forhold til år 2000 får 132 procent flere 60-79-årige i dag betingede fængselsdomme, og 32 procent flere får ubetingede.
En af dem er altså Per Jørgensen. Han var en ud af 47 personer i sin aldersgruppe, der i 2015 blev dømt for bedrageri, og en ud af de 153 mennesker over 60 år, der samme år fik en ubetinget fængselsdom.
Per Jørgensen har en pose med lidt kaffe, en kande og en liter mælk med fra sin afdeling. Han sætter vand over i elkedlen i besøgslokale syv og fortæller, at han har haft to gode venner i sin tid på Horserød. Men de er begge blevet løsladt eller overflyttet til en anden institution. De fleste, der kommer i fængslet, afsoner nemlig bare et par måneder, og derfor er det svært at nå at få opbygget en nær relation.
Der er ifølge Per Jørgensen to forskellige typer indsatte i Horserød: De fornuftige, typisk lidt ældre som ham selv, der uanset hvilken dom, de har, opfører sig stille og roligt. Og så er der de unge. Der er mange mennesker i 20’erne med kasketten omvendt på, der råber og skriger og taler grimt til hinanden.
“De er naturens muntre sønner, der tager let på det hele og ikke tænker på fremtiden,” siger han og fortæller, at mange er dømt for handel med hash eller andre euforiserende stoffer.
Per Jørgensen vurderer, at langt de fleste indsatte i Horserød er af anden etnisk herkomst end dansk. Der er både en stor gruppe østeuropæere og en del af mellemøstligt udseende:
“Araberne har respekt for alder. Det har danskerne ikke på samme måde. Men jeg er aldrig blevet behandlet skidt herinde. Det må være på grund af min stærke personlige udstråling,” siger han og bryder ud i grin.
Per Jørgensen er en frisk og sund ældre herre. Og det er godt, for når man sidder i fængsel, skal man være selvkørende. Man skal kunne passe sit job, lave sin egen mad og varetage sin egen personlige hygiejne. Hvis man ikke kan det, fordi man for eksempel selv er gammel og decideret plejekrævende, kan man ikke afsone i et fængsel. Så træder straffuldbyrdelseslovens paragraf 78 i kraft. Den giver mulighed for, at en fængselsstraf kan afsones i en behandlingsinstitution, når den dømte har behov for særlig behandling eller pleje. Denne paragraf bliver ifølge eksperter, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med, anvendt yderst sjældent i det danske retsvæsen. Men da der bliver flere ældre indsatte, er Kriminalforsorgen måske nødt til at bruge muligheden oftere i fremtiden.
I Danmark har man nemlig ikke særlige afdelinger for ældre indsatte, som de har i andre lande - heriblandt Tyskland. Her puljer man de indsatte efter alder for at sikre sig, at de ældre får den pleje, de har behov for i fængslet, og ikke bliver socialt isolerede - eller marginaliserede - blandt de mange yngre indsatte.
I besøgslokale syv er de to timers besøgstid ved at være slut, og Per Jørgensen skal snart tilbage til sin afdeling. For noget tid siden ansøgte han fængslet om at blive udsluset til en pension, så han kunne begynde at arbejde igen. Som et led i resocialiseringsindsatsen får mange indsatte nemlig mulighed for at blive udsluset og starte på en egentlig uddannelse eller komme i praktik under deres afsoning. Men den mulighed fik Per Jørgensen ikke:
“Alle, der går rundt heroppe og har slået deres svoger ihjel eller smuglet 35 tons hash ind fra Marokko, de kan få hjælp til at komme ud og komme i lære som automekaniker. Men lige så snart, du er over 65 år gammel, så får du ingen hjælp til at klare dig bagefter. Beskeden er meget kort og kontant: Du er jo forsørget, når du kommer ud, for du har jo din folkepension,” siger han.
Per Jørgensen tror ikke, han kan - og ønsker heller ikke - at leve af sin folkepension. Han synes, at afslaget er aldersdiskriminerende, men han tænker ikke meget over det længere. Hverken over det eller fængselsdommen generelt.
“Jeg har altid været sådan lidt… flegmatisk, tror jeg, min kone kalder det. Det handler om at have den rette indstilling. Selvom jeg havde gået rundt og banket hovedet ind i væggen og råbt og skreget, skulle jeg jo alligevel have været her i en rum tid.”
Per Jørgensen fortæller, at han i sin tid trak frinummer ved session, og at han jo lige så godt kunne have spildt to år af sit liv dengang i militæret. Det slap han for, og han har heller aldrig været alvorligt syg.
“Men selvfølgelig er det da irriterende at skulle sidde her og kukke. Jeg håber, at jeg holder, til jeg er 85, men det er da ærgerligt at brænde flere år af i den her del af mit liv. Det tænker jeg da på, og det gør min kone også. Hun er lidt ked af det. Det var jo nu, vi skulle have været sammen og taget otte uger på langtidsferie til Grækenland. Men det må blive næste sommer.”
Det er kutyme i det danske fængselsvæsen, at indsatte får mulighed for at blive prøveløsladt, når de har afsonet halvdelen af deres dom. Per Jørgensen håber på, at han får den mulighed i løbet af næste år.
Han glæder sig til at fortsætte det liv, han fik afbrudt, da han fik sin fængselsdom. Han vil begynde at arbejde igen, men nok også holde mere fri, end han plejede, så han kan tilbringe lidt mere tid med sin familie.
“Det glæder jeg mig til. Og altså… Det er ikke sådan, jeg tænker, at jeg skal drikke mere, end jeg plejede, når jeg bliver løsladt. Men jeg skal i hvert fald heller ikke drikke mindre. Det, jeg savner mest herinde, er en øl engang imellem,” siger han og smiler.
Kigger på sit armbåndsur og konstaterer, at besøgstiden er slut. Så er det tilbage til pinden.
Navnet Per Jørgensen er opdigtet af hensyn til den indsatte. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.