Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen. Læs hele kendelsen her: FORSKERforum har ikke citeret klimaforsker forkert
Forleden flød bægeret over for Jens Olaf Pepke Pedersen. Endnu en gang blev han miskrediteret som klimaforsker, fordi han ikke ”fulgte partilinjen”, men sagde det, hans egen forskning viser: At de voldsomme orkaner for nylig – og voldsomme orkaner i det hele taget – ikke er et resultat af eller et bevis på de generelle klimaforandringer.
Denne gang var det fra professor og leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet, Katherine Richardson, kritikken kom. I magasinet FORSKERforum påpegede hun, at han tilhørte de tre procent af klimaforskerne, der forholder sig skeptisk over for rapporterne fra især FN’s Klimapanel, som de øvrige 97 procent erklærer sig enige med.
Og at hans ord skulle ses i den sammenhæng. I øvrigt var Jens Olaf Pepke Pedersen ikke rigtig klimaforsker, men rumforsker, stod der. Det sidste havde hun dog aldrig sagt.
”Jeg tåler gerne kritik,” siger Jens Olaf Pepke Pedersen, der i 2016 vandt prisen for ”Årets Danske Forskningsresultat” med et klimaprojekt, der påviste, at den globale opvarmning har en selvforstærkende effekt, der blot gør ondt værre. Til daglig er han seniorforsker på Danmarks Tekniske Universitet.
”Men vi har nået et punkt, hvor klimaforskningen og klimadebatten generelt er blevet så ensidig og politisk bestemt, at forståelsen af de forandringer, der sker, bliver alt for skæv. Afvigende holdninger bliver i stigende grad undertrykt og latterliggjort i en grad, så det ligner en moderne udgave af inkvisitionen.”
Han anerkender gerne, at klimaforandringerne er virkelige og har selv bidraget med forskning til FN’s Klimapanel, der beviser det. Problemet er, siger han, at de resuméer af forskningen, der udsendes fra panelet, i stigende grad er formet af politiske interesser, så forandringernes omfang og menneskets andel i dem overdrives. Og når han og andre gør opmærksom på det, er det, at undertrykkelsen finder sted, så det kommer til at se ud, som om der faktisk er 97 procent enighed, selvom der ikke er det.
Når sagen handler om mere og andet end blot såret stolthed og faglig uenighed blandt to forskere, er det netop fordi, flere andre klimaforskere de seneste år har udtrykt en tilsvarende frustration. Herhjemme gælder det blandt andre professor Henrik Svensmark, også fra Danmarks Tekniske Universitet, og lektor Peter Ditlevsen fra Københavns Universitet. De er måske ikke ligefrem blevet kaldt løgnere og sammenlignet med Hitler, sådan som det er tilfældet for politologen Bjørn Lomborg, men de har følt sig undertrykt af den udprægede enighed, der på få år er opstået inden for klimaforskningen. Og de har følt, at netop uenigheden og den frie debat, der er videnskabens adelsmærke og fremdrift, er gået fløjten til fordel for en ensretning af meninger, der kan give politikerne det klarest mulige ståsted at tage beslutninger ud fra, har Henrik Svensmark tidligere udtalt til denne avis.
Også blandt nogle af de fremmeste fortalere for, at klimaforandringerne er ekstremt alvorlige og overvejende menneskeskabte, er der bekymring over udskamningen af skeptikerne. En af dem, der ærgrer sig, er professor i klimadynamik Eigil Kaas fra Niels Bohr Institut:
”Det er min klare fornemmelse, at der finder en generel miskreditering sted, som ikke klæder videnskaben, og som er med til at ødelægge den frie debat. Og endnu værre: Den kan give folk opfattelsen af, at klimadebatten er useriøs, og at forskningen derfor også er det. Vi er nødt til at værne om skepsissen. Jeg bærer den selv, for hvad nu, hvis der er noget, vi har overset eller misforstået? Overvurderer vi effekterne af de forandringer, vi ser? Efterhånden er jeg blevet overbevist om, at vi gør ret i at tage forandringerne ganske alvorligt, men det er vigtigt hele tiden at give plads til skepsissen,” siger han og understreger, at Katherine Richardson om nogen gør alt for at nuancere udfordringerne ved klimaforandringerne.
Katherine Richardson er da også overrasket og ærgerlig over, at artiklen i FORSKERforum har skabt en konflikt, hun ikke mener er reel. For hun har aldrig sagt, at Jens Olaf Pepke Pedersen ikke er rigtig klimaforsker. Han er mindst lige så rigtig forsker som hende selv, hvilket hun da også gjorde journalisten bag artiklen udtrykkeligt opmærksom på. Og hun har ingen intensioner om at miskreditere eller undertrykke dem, der har en anden holdning end hende. Men hun holder fast i sin hovedanke: Hvorfor skal et meget lille mindretal af klimaskeptikere – om det så er tre, fem eller syv procent – så ofte fremstilles som jævnbyrdige med det store flertal af klimaforskere, der mener det modsatte? Det skaber en opfattelse i befolkningen af, at forskerne er meget uenige, og det er de ikke.
”Der er også dem, der fortsat mener, at rygning ikke er skadeligt. Eller at vaccinationer er farlige. Gør vi samfundet en tjeneste ved altid at fremstille deres synspunkter også? Det mener jeg ikke, men det er ikke det samme som at sige, at de ikke må komme til orde. Faktisk mener jeg, at klimaskeptikerne kommer rigtig meget til orde i forhold til, hvor få de er,” siger hun.
Alligevel forstår hun udmærket, hvorfor dem, der ikke følger ”partilinjen”, kan føle sig tilsidesat. Sådan er det ofte, når man er brændende overbevist om noget, som ikke vinder genklang. Ligeledes erkender hun gerne, at det kan være svært ikke at rulle lidt med øjnene eller gøre tonen lidt skarp, når man tilhører flertallet og føler, at nogle få ikke vil lytte til solide argumenter.
”Men det retfærdiggør ikke, at medierne – i et forsøg på at vise begge sider af en sag – giver lige meget taletid til flertallet og mindretallet, for så puster man til en usikkerhed, der ikke er reel, og dermed udsætter man den nødvendige politiske handling,” siger hun.
Udfordringen med at finde den rette vægtning og behandling af et forskermindretal er velkendt også i andre lande. Og der er ikke beviser for, at spændingerne er særligt slemme inden for klimaforskningen, eller at netop dette område er særligt politiseret, mener Peter Nedergaard. Han er professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, hvor han blandt andet underviser i videnskabsteori og EU’s klimapolitik. Han vil ikke tage stilling til den konkrete sag, men slår fast, at det er livsnødvendigt for universiteterne at kunne have en kritisk og åben debat om alle spørgsmål af akademisk og forskningsmæssig relevans.
”Det er simpelthen det, som gør universiteter til universiteter og ikke til konsulenthuse. Samtidig skal man huske på, at forskere ikke er robotter. De har også holdninger, som er influeret af deres forskningsfelt. Ofte vil man derfor se, at eksempelvis EU-forskere er mere EU-venlige end gennemsnittet af danskerne, ligesom klimaforskere generelt er mere bekymrede for klimaudviklingen. Det er et vilkår i forskningen, men det er godt at være sig disse mekanismer bevidst,” siger han.