Prøv avisen

Er man ond, hvis man er psykopat?

Illustration: Morten Voigt

Kan man kalde et menneske for ondt, hvis dets onde handlinger er betinget af en dyssocial personligheds- forstyrrelse? Ja, mener chefpsykologen, mens fængselspræsten siger, at han aldrig har mødt et ondt menneske

Psykopater har været kendt siden bibelsk tid. Deres adfærd står for eksempel beskrevet i Salmernes Bog, hvor Tine Wøbbe, chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sankt Hans, har genkendt den personlighedstype, som hun har specialiseret sig i. Her beskrives de som ”de onde”:

”Hans mund er fuld af forbandelse, af svig og undertrykkelse, på hans tunge er der ulykke og uret.”

”Han ligger i baghold i sivene, i det skjulte dræber han den uskyldige, hans øjne spejder efter den svage,” står der blandt andet i passagen.

Klinisk hedder det, at disse personer har en dyssocial personlighedsstruktur, i folkemunde er de ”psykopater”. De er ”socialt ansvarsløse og normløse, udnyttende, impulsive og hensynsløse”, som personlighedstypen opsummeres i Patienthåndbogen. Blandt kriminelle personer er de stærkt repræsenteret, 80 procent af de indsatte i amerikanske fængsler vurderes at opfylde kriterierne for diagnosen, som den defineres derovre. De er ”onde”.

Men kan et menneske være ondt, hvis ondskab er en lidelse eller en ”forstyrrelse”, som er den rette betegnelse for denne ondskabens signatur-diagnose? Giver ondskab mening som begreb, hvis ”psykopatens” handlinger er instinktive som et dyrs?

Ja, mener psykologen.

Hun skelner mellem to grupper:

Den ene har en dyssocial adfærd, som er tillært for eksempel i et bandemiljø for enten at klare sig eller for at excellere.

Den anden har en dyssocial adfærd, der i højere grad synes at være udløst af grundlæggende karaktertræk som ufølsomhed, mangel på empati og en grandiøs selvværdsfølelse, der ifølge personen selv berettiger ham eller hende til at begå handlinger, der er onde.

De kliniske opdelinger nuancerer ondskaben, der har forskellige årsagsbetingelser og udtryk. Men der er stadig tale om ondskab, omtrent som man møder begrebet i de bibelske tekster, er chefpsykologens vurdering:

”Nogle er godt klar over, at det, de gør, er ondt og forkert, men de er ligeglade, fordi det er tillært og måske en ’overlevelsesstrategi’. Andre handler pr. instinkt. Er de så slaver af deres gener og hjernes makeup, om man vil? Det er ondt på hver sin måde. Den første gruppe kan gøre for det, de kan lade være. Den anden gruppe kan ikke lade være, fordi det er deres natur. Det er måske den medfødte ondskab. Groft generaliseret,” siger hun.

Personer med dyssociale forstyrrelser, som begår kriminalitet i Danmark, er blandt andet indsat i Herstedvester Fængsel, som er Kriminalforsorgens psykiatriske specialinstitution for fængsels- og forvaringsdømte. ”Psykopat-anstalten” er fængslet mindre pænt blevet kaldt.

Her siger stedets tidligere fængselspræst, at han aldrig har mødt et ondt menneske. Benny Birk Mortensen er netop fratrådt sin stilling efter 15 år på stedet.

Og jo mere, han har lært de onde at kende, jo mindre onde har de fremtrådt:

”Jeg kender flere, som har fået den dyssociale diagnose, og alligevel rummer de mere menneskelig dybde og flere menneskelige følelser, end diagnoserne taler om. Det er et problem, at vi sætter så barsk en dom over dem, for det er med til at forme behandlingen, der mere får karakter af opbevaring end behandling, fordi man siger, at de ikke kan behandles. Det sætter jeg spørgsmålstegn ved,” siger han.

De indsatte er blandt andet kommet til Benny Birk Mortensen, når de har følt sorg og håbløshed i deres liv, for eksempel fordi de har mistet en kæreste eller et familiemedlem, eller når de er tyngede af, hvor udsigtsløs tilværelsen er for dem.

I disse samtaler har præsten nok set den ”psykopat”, klinikerne beskriver. Det er en person uden følelsesmæssig dybde, og som ikke tager ansvar for sine handlinger.

”Der var mange situationer, hvor følelsen af skyld ikke havde den dybde, man syntes, den skulle have. Man havde en fornemmelse af, at her blev talt lidt for let om noget, der var meget alvorligt,” siger han.

Men han oplevede også, at det var muligt at finde flere følelser frem, end opfattelsen er, når man læser om personens diagnose.

”Da jeg startede i fængslet hed det, at 75 procent af de indsatte ikke mente, at de havde gjort det, de var dømt for. Sådan var det ikke i praksis. Der var nogle, hvor det tog tid, inden de indrømmede, hvad de havde gjort og så, hvor alvorligt og forfærdeligt det var, men det kom ofte frem. Jeg så bestemt fortrydelse, anger, sorg og mennesker, der bar på skyld,” siger han.

Benny Birk Mortensen har set det som sin opgave at forsøge, om han kunne ”nå nogle vegne” med disse personer. Han har for eksempel lavet en læsegruppe, der blandt andet læste den norske teolog Paul Leer Salvesens bog ”Efter drabet”, hvor forfatteren har interviewet 15 personer dømt for drab. Gruppen læste også Hanne-Vibeke Holsts roman ”Knud, den store”, der handler om hendes psykisk ustabile digter-far.

Læsegruppen var blandt præstens ikke-kliniske forsøg på at fremelske den empati, som ”psykopaterne” mangler ifølge deres diagnose.

”Jeg tror, at det har en virkning at læse om andres livssituationer. Jeg har forsøgt at arbejde med dannelse og livsduelighed,” siger Benny Birk Mortensen.

Sådan er han efterhånden nået frem til sin holdning om, at det onde menneske næppe findes i ren og uforfalsket form. Han har mærket, hvad der kan ske, når han har lært mennesket at kende i den person, der har begået umenneskelige handlinger.

”Jeg har nogle gange skullet lede meget efter det menneskelige. Men når man gør det, får det også plads og lov til at leve i den person. Det er også det, der sker, i det kirkelige arbejde i fængslet – når vi holder gudstjenester, og når vi taler om troen, evangeliet, nåden og kærligheden. Når man går ind i barmhjertighedens hus, får man større mulighed for at være menneske. Der er et potentiale, når vi arbejder med disse personer som mennesker og tager fat i den menneskelighed, der er så langt væk. Det er også dér, der bliver plads til, at de kan føle anger,” siger han.

Han ser i højere grad, at onde handlinger sker som konsekvens af de skader, de indsatte har, end at disse personer er onde i sig selv.

”Jeg har immervæk mødt meget i Herstedvester, men jeg synes ikke, jeg har mødt et ondt menneske. Jeg har mødt en del mennesker, der har været meget skadede. Uanset om den skade skyldes arv eller opvækst, så mener jeg ikke, det gør dem mere onde. De har en menneskelig skade, ligesom du kan være syg af en gen-båret sygdom. Det er en skade, som man må forsøge at arbejde med og lindre,” siger Benny Birk Mortensen.