Kritik af DR: Udskæring af frugt og artikler om flytoiletter er ikke public service

På DR’s hjemmeside kan man finde video-instruktioner om udskæring af mango-frugter og forklaringer på flyvemaskiners små toiletter. Men det er ikke public service, og DR bør efter besparelser skære kuriøst indhold fra, siger kritikere

Er det public-service, når DR laver video om udskæring af mango-frugter? Nej, mener kritikere, som opfordrer DR til at blive mere fokuseret.
Er det public-service, når DR laver video om udskæring af mango-frugter? Nej, mener kritikere, som opfordrer DR til at blive mere fokuseret. Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Klikker man rundt man på DR’s hjemmeside kan man blandt andet se en instruktionsvideo i udskæring af mango-frugter, læse en artikel om, hvorfor flytoiletter er så små og få forklaret, hvorfor nogle mennesker håndterer et nederlag i ludo dårligere end andre. Men den slags indhold er ikke public service, lyder det nu fra flere flere iagttagere, der kritiserer Danmarks Radio for at appellere til laveste fællesnævner med meget af deres online-indhold og opfordrer DR til at bruge de aktuelle besparelser til at blive mere fokuseret.

DR skal i det hele taget stoppe med at ”appellere til danskernes reptilhjerne”, siger blandt andre Benjamin Rud Elberth, medieekspert og ejer af medierådgivningsfirmaet Elberth Kommunikation.

”Jeg ved godt, hvorfor de laver en video om, hvordan man skal skære sin mango. Det er, fordi de ved, brugerne vil se det. Men vend den lige på hovedet. Hvad nu hvis man prøvede at lade være med at lokke folk, men havde et unikt salgspunkt om at levere det, andre ikke leverer, ud fra et public service-perspektiv? De burde sige: Vi tillader os at levere den kedelige, gennemgående, kvalitetshøje journalistik om emner, som ikke bare er clickbait (overskrifter, der skal lokke brugerne til at klikke videre, red.),” siger Benjamin Rud Elberth.

Se flere eksempler på artikler fra dr.dk her.

Det har ellers ikke skortet på dommedags-profetier om Danmarks Radios fremtid, siden koncernen blev pålagt at spare 20 procent og i sidste uge præsenterede planen for de næste fire år. Men den slags lokkende overskrifter fortæller en historie om, at DR sagtens kan slankes og blive mere fokuseret efter sparerunden, mener Benjamin Rud Elberth.

”Et slankere DR er et skarpere DR. Det kan de blive, ved at lade være med at lefle for laveste fællesnævner og appellere til danskernes reptilhjerne med clickbait. De skal levere kvalitet, de skal levere dansk-båret kvalitet, og de skal levere det, andre medier ikke leverer i forvejen,” siger han.

Samfundsdebattør og forfatter Ole Hyltoft sad i DR’s bestyrelse fra 2007 til 2015 og var fra 2009 til 2014 næstformand. Han tilslutter sig kritikken og mener, at DR har nedprioriteret blandt andet kulturstoffet og i stedet satset mere på ”spøg og skæmt”. Balancen har simpelthen rykket sig, siger han.

”Og det er en kritik, jeg har fremført i bestyrelsen flere gange. Selvfølgelig skal der være ungdomsstof, selvfølgelig skal der være spøjse ting, men det skal ikke alt sammen være pjat og pjank. Og det er det blevet,” siger Ole Hyltoft og tilføjer, at han ligeledes gerne ser, at DR i forbindelse med besparelserne bliver mere fokuseret og seriøst.

Rationalet fra DR’s side er, at brugerne efterfølgende skal klikke ind på mere samfundsmæssigt relevant indhold, mener Julie Mejse Münter Lassen, som er i gang med en ph.d.-afhandling om public service-mediernes udvikling på Københavns Universitet. Det samme gør sig gældende i DR’s tv-produktioner, men det er hele tiden en balancegang, siger hun.

”Og der kan DR selvfølgelig også godt rette ind. Hvis vi taler tv, har DR fulgt en generel markedstendens om at målrette sine kanaler og have mange specifikke målgrupper for radio og tv, hvor man gik fra tre til seks kanaler på tv,” siger hun og uddyber:

4Besparelserne hos Danmarks Radio har medført skarp kritik. Men flere stemmer mener, at man sagtens kan skære i overflødigt underholdnings-indhold. Er en artikel om flytoiletters størrelse, en test hvor man kan se, hvor meget man ligner sangerinden Lina Rafn og en undersøgelse af, hvorfor nogle er dårligere tabere end andre, public service?
4Besparelserne hos Danmarks Radio har medført skarp kritik. Men flere stemmer mener, at man sagtens kan skære i overflødigt underholdnings-indhold. Er en artikel om flytoiletters størrelse, en test hvor man kan se, hvor meget man ligner sangerinden Lina Rafn og en undersøgelse af, hvorfor nogle er dårligere tabere end andre, public service? Foto: Betina Garcia/ Ritzau Scanpix

”De vil stå stort og stærkt, og der er også brugt nogle løsninger, hvor man godt kan stille spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt set med public service-briller. Omvendt kan man jo bruge den logik, der har kendetegnet DR de seneste år: At det er vigtigt at nå ud til befolkningen,” siger hun.

Per Jauert, medieforsker på Aarhus Universitet, mener dog, at mange af de umiddelbart mere kuriøse artikler har en relevans.

”Man kan selvfølgelig altid diskutere, hvad der er relevant. Men i gamle dage havde man jo noget, man kunne kalde petitesse-stof. De der fænomener i dagligdagen, som folk kan fundere over og undre sig over, som for eksempel, hvordan det egentlig kan være, at de flytoiletter er så små,” siger han.

Hos DR undrer Christian Lindhardt, indholdschef hos DR Nyheder, sig over kritikken, som han kalder ”forfejlet”. Han nævner, at eksempelvis artiklen om de små flytoiletter trods sin lokkende overskrift rent faktisk var grundig og oplysende.

”Jeg mener ikke, vi skal lave den kedelige gennemgående journalistik, jeg synes, vi skal lave gennemgående, kvalitetshøj journalistik, der ikke er kedelig. Vi vil gerne have brugerne til at læse vores artikler. Det ene udelukker ikke det andet. Der findes masser af kvalitetsjournalistik om store væsentlige emner, men der findes også andre historier, som rammer mere bredt. Videnshistorier, historier om liv, sundhed, personlige relationer og historier, der udspringer af vores programmer. Jeg synes, det er helt forfejlet at sige, vi laver underholdende ’click-bait’ journalistik,” siger han.

Ifølge Christian Lindhardt handler det om at afspejle mangfoldighed.

”Det er klart et mål for os at ramme de ting, der er interessant for unge brugere. Det væsentligste for os er at ramme de unge brugere med væsentlig, seriøs journalistik om politik i indland og udland. Men vi skal også være en hjemmeside, der afspejler en mangfoldighed og afspejler de programmer, vi sender i tv,” siger han.